Niels Stensen – "STENO"
– årtusindets danske læge

Troels Kardel, Praktiserende læge,  dr.med., Norgesgade 24, 2300 København S

Ser man på hvilken dansk forfatter, som ofres mest om­tale i store medicinhistoriske værker, så er det Niels Stensen (1638 - 1686). Hans videnskab har været værdsat som inspiration for nobelpristagerne August Krogh, Niels Bohr og Niels Kaj Jerne. En netop udkommet bog af Jens Morten Hansen placerer Stensen som en af de helt store i erkendelsesteori (1).

Billedet af den modne Niels Stensen hænger på Medicinsk-historisk Museum.

Passager i Stensens værker vidner om, at motivet til at forske var at skabe erkendelse til nytte for de syge, omend de aktuelle muligheder gav ham anledning til resigna­tion. Sukkersyge var ikke beskrevet, og det må være vigtigt at slå fast, at associationen til Steno Dia­betes Center i Gentofte skyldes grundlæggerne af dansk insulinfremstilling Krogh og H.C. Hagedorns ønske om at hædre Stensen for hans forskning. Ligeledes var det August Kroghs engagement, som førte til at Biologisk Selskabs bomærke bærer Stensens kontrafej. Men hvem var da denne i den katolske kirke salige, på forskellig vis hædrede og nylig som årtusindets danske læge kårede STENO?

København - Amsterdam - Leiden

Han er født i en guldsmedefamilie i Køben­havn. Hjemmet lå på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne. Stedet er i dag markeret med en mindeplade. Alle kvarterets huse er for længst borte på nær Rundetårn, som stod fær­digt i Niels’ barndom. På Trinitatis kirkeloft indviedes i 1657 Universitetsbiblioteket.

Under skolegangen ved Vor Frue Skole (den senere Metropo­litanskole) var en af lærerne den siden berømte professor Ole Borch. Byen blev hærget af en pestepidemi, som kostede 9.000 eller en tredjedel af byens indbyggere livet, heraf 246 af skolens elever. Også studietiden ved Københavns Universitet 1656 - 59 blev præget af voldsomme begivenheder, nemlig Københavns belejring. Niels var indrulleret i et studenterkorps. Der fore­ligger dog ingen vid­nesbyrd om, at han var i væbnet aktion. Trods en anspændt situation kunne han studere, hvil­ket fremgår af meget omfattende håndskrevne noter, det nu af DNLB udgivne „CHAOS-manuskript“(2). Tit­len giver i dag nye associ­a­tioner, men må op­fattes som forfatterens be­tegnelse for et rodsammen af citater og egne betragtninger, som han formentlig samlede for at medbringe på sin (livs)lange studierejse. Betegnelsen stammer fra overskriften på manu­skriptets første side: In nomine Jesu, CHAOS.

Der er masser af kemi i studenternoterne. Niels har haft øjnene med sig i den hjemlige guldsmedie, hvorfra han bla. beskriver, at forgyl­dere, som arbejder med kviksølv, kan få lamme og kraftesløse lemmer og kramper. Med henblik på den fremtidige gerning beskri­ver han, at hævelse af tandkød ved skørbug kan behandles med citronsaft! Han be­skriver frak­tio­neret urinopsamling, en lever­perfusions­model og skit­serer en ekstern pumpe til at assistere kredsløbet blot 31 år efter Harvey’s endnu om­diskuterede kredsløbsbeskrivelse.

Biologisk Selskab’s bomærke bærer Niels Stensens kontrafej

De følgende år opholdt han sig i Holland på den obligatoriske dannelsesrejse. Det var i Amster­dam under den første dissektion på egen hånd, at han opdagede ørespytkirte­lens ud­før­selsgang. Op­dagelsen har gjort hans navn kendt som eponym i den ganske læge­verden. Omstæn­dig­hederne for opdagelsen er beskrevet i breve til Sten­sens lærer, pro­fessor Thomas Bartholin, hjemme i København. Niels Sten­sen måtte nemlig for­svare sig, da hans lærer i Am­sterdam, Bla­sius, gjorde krav på opdagel­sen og tilmed be­skyldte eleven for plagiat. Han rejste hurtigt til Leiden, som havde det betydeligste universitet i Nordeu­ropa, hvor han studerede og stiftede venskab med Jan Swammerdam og Reinier de Graaf. Blandt lærerne var en af ti­dens be­tydeligste „iatroke­mikere“, anatomen FranVois de le Boë Sylvius.

In­teressen for kirtelstudier var vakt. Under de fortsatte studier i Leiden be­skrev Stensen også tårekirtlernes udførsels­gange. Fra den gamle anatomi kendte man kirtlerne, men ikke deres funktion. Den kom først med beskri­velsen af udførsels­gangene. Han be­skrev også, at ørevoks kommer fra små kirtler i øre­gangen, og at kir­tel­sekre­ter og mælk er filtra­ter fra arteri­elt blod. Og han startede på at beskrive musklernes struk­tur og erklærede kategorisk, at hjertet er alene en muskel.

Det var således en mere end lovende vi­den­skabsmand, som med international aner­kendel­se vendte til­bage til føde­byen. Her fik han udgivet en sam­men­fat­ning af denne forskning i en bog med dedi­ka­tion til kon­gen, Frederik III - i sandhed et skulder­klap til en 26 årig. Ved denne som ved en senere lejlighed for­sømte Københavns universite­t dog at få ham ­knyttet til sig.

Paris - Firenze

I omtrent et år 1664-65 opholdt Stensen sig som gæst hos en videnskabsmæcen i Paris. Hans dis­sek­tioner vakte opmærksomhed i de videnska­beli­ge kredse, og det er derfra hans berømte hjer­neforedrag Discours sur l’anatomie du cerveau stammer(3). Kun omkring 1/3 af stoffet er hvad vi forstår ved anatomi, resten en yderst læse­vær­dig udredning af videnskabelige metoder speci­elt med henblik på at udforske hjernen. Et punkt, som bla. August Krogh kom til at lægge vægt på, var, at man kan udforske det samme forhold ved forskellige dyrearter og dermed opnå større sikkerhed og forståelse.

Det er også i Paris, at han dissekerede et dødfødt barn med en række mis­dannelser, blandt andet de for Fallots tetralo­gi karakteristiske hjerteforan­dringer.

De følgende år tilbragte Stensen som videnskabsmand ved stor­hertugen af Toscana, Ferdinando II’s hof i Firenze. Fra denne perio­de har hans grundlæggende arbejder med indførelse af en kronologi inden for geologi, palæontologi og krystallografi hidtil været mest omtalt - interesserede henvises til Jens Morten Hansen.

Imidlertid har biom­ekanisk forsk­ning den sidste snes år af årtu­sindet skabt fornyet aktualitet omkring Sten­sens mu­skellære(4). Disse arbejder har ellers været rin­geag­tede eller forbigået i tavshed i Sten­sen­lit­teraturen, på trods af at muskelte­orien udtryk­ke­ligt var for­fat­terens yndling­steori.

Det viser sig nemlig, at den i Firenze 1667 beskrevne struktur af musk­ler som lige lange, parallelt forløbende mu­skelfibre i begge ender vinklet til paral­lele seneflader, virke­lig er den mest udbredte i naturen, nu betegnet som en actuator. Medens Stensen brugte struk­turbe­skri­velsen som argu­ment for at mu­skelkon­trak­tionen kan foregå uden volumenæn­dring (hvorved den bliver en teori!), så ind­går strukturen i dag som et grun­delement ved analy­ser og beregninger af den sammensatte mu­skels egen­skaber. Stensen udstrakte muskelbe­skri­vel­sen til også at omfatte hjerte­muskula­turen og kom dermed ganske på tværs af samti­dens be­gre­ber, som foretrak Descartes’ fejl frem for Harvey(5). Thi langt ind i 1700-tallet her­skede den op­fattel­se, at muskler - det være sig hjer­te- såvel som skelet­muskler - under kon­traktion forkorter sig ligesom en bal­lon, der kan løfte et lod, når der blæses luft ned i den.

En væsentlig, men upåagtet opdagelse fra Firenzetiden er op­delingen af organis­mens væ­skerum i et in­ternt, hhv. intra- og eks­trava­skulært rum, samt et externt rum. I sidstnævnte rum kan dannes galde­sten og blære­sten - i vir­keligheden tager den geologiske interesse et ud­gangspunkt i interessen for hvordan krystal­ler dannes ved pålejring og ikke ved at vokse indefra. Endvi­dere på­visningen af at den kvin­deli­ge pat­te­dyrs gonade er et ovarium og ikke en rudi­men­tær testikel, „testis muli­erum“.

Midt under hele denne intense forskning kon­verterede Niels Stensen som 29-årig til den katolske lære. Det betød samtidig, at han defi­nitivt fraskrev sig selv muligheden for at opnå til­knyt­ning til Københavns Universitet, som var en er­klæret lutheransk institution - af samme grund blev de Graaf ikke professor i Holland.

Innsbruck - København

Plakat for en udstilling i Rom om Niels Stensen.

I 1669 drog Stensen på en lang rejse gennem Europa, antagelig med København som mål. Han blev modtaget som den be­rømte viden­skabs­mand og foretog flere steder dissek­tioner, bl.a. ved hoffet i Innsbruck. Det kom der en lille arti­kel ud af med beskrivelsen af patogenese og patofy­siologi ved kongenit hy­dro­cephalus hos en kalv, herunder med den første be­skrivelse af at liquor cere­bro-spina­lis flyder fra hjerneven­trik­len ud til hjerneover­fladen gennem åbnin­ger i hjernen længe før disse åbninger var be­skre­vet i ana­tomien. Hos kalven var pas­sagen af liquor blo­keret af en svulst i føtal­livet. Hidtil havde det været opfattelsen, at føtale malfor­mationer skyldtes moderens vrangforestil­linger, en forestilling, som langt op mod vores tid har været genstand for undersøgelser(6). Stensen stillede polemisk spørgsmålet om mo­deren, i dette tilfælde en ko, havde haft slige vrang­fore­stillin­ger, et synspunkt han let kunne have op­ret­holdt, hvis han altså ikke lige havde åbnet kalvens kranium og undersøgt foran­drin­gerne i dens hjerne. Turen endte ikke i Kø­ben­havn men tilbage i Firenze, hvor Sten­sen blev morallærer for stor­hertugen, Cosi­mo III’s (u­vorne) søn.

I 1672 var tiden moden for en rejse til­bage til København, nu med reli­gions­frihed sikret af kongens kansler, den få år ældre bor­gersøn Grif­fenfeldt. Som „Kongelig Anatom“ foretog Stensen dis­sektioner af en lang række dyr. En enkelt dyredissektion blev publi­ceret, nem­lig den af en ørn. Værket be­skrives som enestående i den komparative anato­mi.

Højdepunktet under det toårige ophold var en dissektion af et kvindelig. Be­skrivelsen af selve dissektionen er over­leveret som et hånds­krevet referat ved en af de studeren­de, Holger Jacobæ­us. Heri finder vi en skitse af de så­kaldte Peyer’ske plaques i tynd­tarmen benævnt efter en schwei­zisk for­fatter, som beskrev dem tyve år senere. Inden dis­sektionen star­tede i det ana­tomiske teater på Frue Plads, holdt Sten­sen en „Indled­nings­forelæs­ning“. Den blev pub­li­ceret af Tho­mas Bartholin i hans Acta medica & philo­sophi­ca. Det er her vi finder de be­røm­te ord: „Skønt er det vi ser, skønnere er det vi ved, men langt det skønneste er det vi ikke fatter“.

Indledningsforelæsningen er en videnskabsfilosofisk essay af stor skønhed. I denne formulerer forfatteren, hvordan han søger at nå erkendel­se ved at afdække dele af en grænse­løs uviden­hed. Jo mere der gås i detal­jer, des mere går det ud over overblikket over helheden. Den virkelige ver­den, res ut sunt, adskilte han fra fornuf­tens begreb om tingene, som svarer til menne­skenes begræn­sede vilkår. Erfaringen viste ham, at overle­veret erkendelse også fra berømte mænd er fuld af fejl. Han var bevidst om, at han også selv begik fejl gennem sanser­nes fejl­barlig­hed samt ved et utilstræk­keligt eller fejlag­tigt grund­lag for at drage konklu­sioner. Han advare­de mod forud­indtagethed (bi­as!) og mod konklu­sio­ner ud fra enkeltobser­va­tioner. Analo­gier bruger han som eksempler men ikke som bevis. Han afviser imaginære kræf­ter såsom en spiritus animalis ved muskelbe­vægelser og en vis formans som forklaring på geologiske dannel­ser.

Eksplicit formulerede han flere teorier som conjecturae, dvs. gæt eller gis­ninger, som han beskriver sine forsøg på at falsificere. Sikkerhed opnåede han gennem gen­ta­gne under­søgel­ser på forskellige steder, med forskellige omstæn­dig­heder, arter og synsvink­ler. Herved tilnærmede han sig sand­heden. Fak­tisk bruger han ordet verosimiliter, som i engelsk version blev et nøgleord hos den filo­sof, som ubevidst kom tæt på Stensens viden­skabs­meto­de: Karl R. Pop­per (7).

Opholdet i København blev af to års varig­hed. Som grund til dets afslutning angives religi­øse skærmyds­ler og mangel på interesse for Stensens videnskab. Sidstnævnte vil jeg dog betviv­le. Listen over dissektioner er nemlig ganske imponerende og fine ting er pub­li­ceret. Endnu en faktor må med. Af breve frem­går det, at Stensen nærede øn­ske om at virke for den katolske kir­ke. Det havde han ingen mu­lighed for i Køben­havn, og det tog han konse­kvensen af.

Firenze - Hannover - Münster - Hamburg - Schwerin

„Hjemme“ i Firenze gik Stensen i præ­stelære og lod sig som 37 årig præstevie. Her­med afslutte­des et videnskabeligt forfatter­skab, som havde gjort ham til en af sin tids mest ansete viden­skabsmænd, hvis forsøg blev gentaget og hvis arbejder genud­givet, oversat og anmeldt i Lon­don og Paris - den eneste dansker som i så henseende vil kunne måle sig med Stensen er Niels Bohr. Det efterfølgende teologiske for­fatter­skab når omtrent samme størrelse, men savner fortsat en egentlig analy­se. Sten­sens skudsmål som præst i Firenze gav hans overord­nede, kardinal Nerli: En bønnens mand forenet med Gud, usel­visk og helt opfyldt af kærlighed til sine medmennesker, især de syge og fanger­ne.

I 1677 blev Stensen kaldet til biskop i Han­nover og udnævnt til apostolisk vikar for Nord­tyskland og Danmark-Norge. Her mødte han Leibniz, som interesserede sig for Stensens geologi. Endnu en af tidens berømte filosoffer Spinoza havde Stensen tidligere mødt under opholdet i Leiden (8). Efter få år døde den katol­ske fyrste i Hannover. Da aflø­seren var lut­heransk, måtte Stensen flytte og kom til Münster. Her gerådede han i en vold­som strid med domkapitlet om emner som salg af embe­der mm. Det hele endte med, at Sten­sen nærmest måtte flygte derfra til Hamburg. Her fortsatte han sin asketiske livs­form, nu som en almin­delig sjæ­le­hyrde.

Under Hamburgperioden søgte Stensen om pa­vens til­ladelse til at vende tilbage til Tosca­na, hvil­ket blev bevilget. For­inden havde dog den katolske fyrste af Mecklen­burg fra sin residens i Paris anmodet ham om at komme til Schwerin, en lille katolsk udpost i et lut­hersk domineret om­råde, hvor præsten var al­vorligt syg. Efter et halvt år døde denne præst. Kort tid efter blev Niels Stensen selv akut syg og døde, efter egen be­skrivel­se at dømme, måske af en obstruerende sten i urin­veje­ne. Det var i året 1686.

Stor­hertugen af Toscana bekostede, at det afsjælede legeme med skib førtes fra Ham­burg til Livorno og derfra til gravsæt­telse i San Lorenzo kirken i Firenze.

Niels Stensen er saligkåret af pave Johannes Paul II d. 25. oktober 1988 i Peterskirken i Rom (9).

Referencer:

1. Hansen, JM. Stregen i sandet, bølgen på vandet. Stenos teori om naturens sprog og erkendelsens grænser. Fremad, København 2000.
2. Chaos. Niels Stensen’s manuscript Copen­hagen, 1659. Complete edition with intro­duction, notes and commentary by August Ziggelaar. Acta hist scient nat med 1997, vol. 44. (En kort version på dansk og engelsk er ligeledes udgivet af DNLB).
3. Stensen N. Foredrag om hjernens anatomi. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Køben­havn 1997.
4. Kardel T. Steno on muscles. Trans Amer Philos Soc 1994, 84: pt.1.
5. Kardel T. Function and structure in early modern muscular mechanics. Four episodes and a dialogue between Stensen and Borel­li on two chief muscular systems. Acta anat 1997; 159: 61-70.
6. Kardel T. Steno on hydrocephalus. Intro­duction and Sten­sen’s letter „On a calf with hydrocephalus“. J Hist Neurosci 1993; 2: 171-202.
7. Kardel T. Steno; Life, science, philosophy. Acta hist scient nat med 1994; vol. 42.
8. Niels Stensens korrespondance I-II udgivet af Harriet M Hansen. DSL, København 1986/87.
9. Kermit H. Niels Stensen - Naturforsker og helgen. Ravnetrykk, Tromsø 1998.