|
En kommentar til hvorledes fødevareproduktionen og fødevaresituationen
vil forme sig de næste par årtier må nødvendigvis tage udgangspunkt
i den nuværende situation. På hvilke områder vil vi satse på forbedringer?
Hvilke ulykker er det vi skal prøve at undgå? Og hvilke redskaber
skal vi betjene os af, for at opnå den samlet set bedste situation
i 2025? Og så må ens kommentarer afspejle den store dybe fascination
og ydmyghed der rammer én, når man gennem arbejde med nogle enkelte
projekter inden for dette meget komplekse område afdækker visse
lag og skaffer sig en punktvis forståelse.
Befolkningstilvækst og fødevareforsyning
Det store antal mennesker vi nu er på Jorden er økologisk set helt
abnormt. Det forventes, at vi bliver godt 200.000 flere mennesker
på Jorden hver eneste dag i perioden indtil 2025. Af denne befolkningsstigning,
vil 98% ske i udviklingslandene. En trediedel af denne vækst vil
finde sted i blot to lande: Kina og Indien. De næste 50 år vil der
derfor skulle produceres lige så meget mad, som der hidtil er produceret,
siden landbruget blev opfundet af mennesket for omkring 10.000 år
siden. Og det stigende behov for fødevareproduktion vil ligge i
udviklingslandene. Vi har i dag mad nok til at brødføde alle Jordens
6 milliarder mennesker, men alligevel må hvert syvende menneske
hver dag gå sulten i seng! 160 millioner børn under 5 år lider i
dag af underernæring. Vi har altså et fordelingsproblem, hvor mangel
på mad og vand forhindrer en milliard absolut fattige mennesker
i at leve et værdigt liv. Et beskedent mål for os må derfor klart
være at undgå, at de fattige lande kommer endnu længere bagud i
forhold til os.
Hvordan forventes behovene så at være år 2025? Ja, det samlede
forbrug af kød i udviklingslandene er i dag tre gange så højt, som
det var for 20 år siden og forventes at blive mere end fordoblet
i de næste 25 år. Tilsvarende vil forbruget af vegetabilske produkter
også blive fordoblet i udviklingslandene. Globalt set vil der derfor
i 2025 blive spist omkring 40% mere korn og 60% mere kød i forhold
til i dag. Landbrugsarealet med korn forventes kun udvidet med 20%,
så der skal betragtelige udbyttestigninger til, for at denne produktion
kan opnås. Selv med sådanne dramatiske produktionsstigninger, vil
en indbygger i et udviklingsland i 2025 forbruge mindre end halvdelen
af den mængde korn og omkring en trediedel af den mængde kød, der
forbruges per indbygger i den Vestlige Verden. Og der vil så stadig
være 135 millioner underernærede børn under fem år! Kød og mælk
vil i forhold til kornprodukter udgøre en stadig større del af kalorieindtaget.
I udviklingslandene vil en begrænset stigning i forbruget af kød
og mælk forbedre ernæringssituationen, da det delvis vil kunne afhjælpe
mangelen på protein og mineraler. Da majs er bedre som dyrefoder
end ris og hvede, vil den øgede animalske produktion medføre, at
majs i 2025 nok vil være den vigtigste kulturplante. Fødevareproduktionen
forventes at stige kraftigere i udviklingslandene sammenlignet med
de industrialiserede lande, således at over 60% af plante- og kødproduktionen
i 2025 kommer fra udviklingslandene. Alligevel forventes udviklingslandene
i 2025 at skulle importere dobbelt så meget korn og otte gange så
meget kød som i dag for at dække forsyningsbehovet. Stigende verdensmarkedspriser
på landbrugsprodukter vil derfor ramme udviklingslandene hårdt.
Klimaforandringer, ozonhuller, og andre naturlige fænomener har
med mellemrum og i nogle tilfælde måske endog i løbet af meget korte
tidsrum ændret levevilkårene på Jorden primært fordi det så ikke
længere var muligt at dyrke de sædvanlige afgrødeplanter. Hvis de
nævnte eller andre uforudsete fænomener ikke får afgørende negativ
betydning på planteproduktionen, forventes fødevarepriserne at blive
nogenlunde konstante i de næste par årtier. Menneskets aktivitet
kan nu også bidrage til sådanne fænomeners opståen. Hvis vi forventer,
at sådanne fænomener får stor betydning i de kommende årtier, så
er det nu, at de prioriteringer, der skal sikre brugbare operationelle
løsninger omkring år 2025 skal på plads og finansieres. Så er det
nu, vi skal intensivere udvikling af kulturplanter, der kan vokse
under ændrede temperaturforhold, under påvirkning af større doser
ultraviolet lys og under tørke. Det gælder hvad enten sådanne planter
ønskes udviklet ved hjælp af klassisk forædling eller ved brug af
genteknologi.
Udfordringerne
Hvordan kan vi i den Vestlige rige del af verden hjælpe til med
at nå de ovenfor beskrevne samlede produktionsmål? Eller er det
en problemstilling, vi ingen egeninteresse har i, og som nok løser
sig selv, hvis vi blot overlader det til udviklingslandene? Moralsk
set har vi et klart ansvar. Men det er ikke de ovenstående overordnede
problemstillinger og sammenhænge, der præger den danske debat om
fødevarer og vores forhold til udlændinge. I stedet beskæftiger
vi os med de problemer, vi synes at mærke på vores helt egen krop
og sjæl. Hvis maden som det ofte anføres i visse tilfælde smagte
bedre "i gamle dage" kan det være et resultat af, at vi i dagligdagen
typisk ikke selv ønsker at bruge megen til på at fremskaffe de bedste
råvarer og på selve madlavningen. Denne udvikling forstærkes af,
at det er muligt industrielt at fremstille billige fødevarer af
lav kvalitet, og at det store befolkningsflertal i Vesten ikke ønsker
at betale ret meget for mad, men hellere vil bruge pengene til noget
andet. Vi kræver også at vores fødevarer skal være 100% sikre. Det
bruges der mange resourcer på, men lige meget hvilke produktionsformer
vi vælger, vil det mål aldrig kunne nås. Men selvfølgelig skal vi
satse på at vores fødevarer er så sunde og sikre, som det med rimelighed
er muligt.
Et andet emne, der diskuteres, er at opnå en fødevareproduktion,
hvor vi belaster det omgivende miljø mindst muligt. Her har økologien
fået en naturlig central position. Og økologerne lover os i dag
løsning på alle problemer. Samtidig har mange politikere med stor
dygtighed formået at udnytte den økologiske bevægelse politisk.
Det har medført, at de økologiske løsningsmodeller, der arbejdes
med, i nogen grad er blevet til en kult, der, løsrevet fra de reelle
problemstillinger vedrørende krav til fødevareproduktionens størrelse
og reduceret miljøbelastning, snarere retter sig mod politisk bestemte
mål. Et vigtigt led i en sådan strategi er at udelukke teknologier,
som ikke passer med disse politiske mål. Derfor lægges brug af bekæmpelsesmidler
og brug af genteknologi i dette politiske system og af disse opinionsdannere
for had i en grad, der ikke har noget med virkelighedens verden
at gøre og fører til et unødigt stort spild af ressourcer.
Når denne propaganda for tiden har vind i sejlene skyldes det i
høj grad, at der i den brede befolkning er et forståeligt ønske
om, at romantikken bringes tilbage i jordbrugserhvervet og her ses
økologien som et redskab. Grundtanken er, at hvis vi forstår at
udnytte naturens egen robusthed og potentiale til at løse problemerne,
så får vi samtidig en natur, hvor vi i større omfang bevarer dennes
egenværdi. Jeg har personlig meget stor sympati for denne tankegang.
Men som tidligere nævnt er antallet af mennesker på Jorden økologisk
set helt abnormt. Hver sjette af de mennesker der nogensinde har
eksisteret på Jorden er i live i dag og skal have noget at spise.
Jeg kan derfor ikke se, hvorledes det på globalt niveau er muligt
at føre disse principper ud i rendyrket praksis uden at det vil
medføre sult og elendighed. Påstanden om, at vi f. eks. ved at gå
tilbage til de vilde forstadier til vores kulturplanter, kunne udvikle
nye kulturplanter, der aldrig blev syge, blot de dyrkedes økologisk,
er absurd. Naturen er benhård og ikke nødvendigvis indrettet til
at bevare alle arter. Der er et evigt biologisk kapløb mellem planterne
og de mikroorganismer, insekter, dyr og mennesker, der ønsker at
spise dem. Mennesket har forædlet sig frem til kulturplanter, der
giver et højt udbytte og som så vidt muligt ikke er giftige for
os samtidig med at de er modstandsdygtige mod så mange sygdomme
som muligt. Men derved bliver de også et hurtigt, lækkert måltid
for mikroorganismer, insekter og dyr. Det er simpelt hen uundgåeligt.
Jordbrug og genteknologi
For at sikre fødevarer af bedst kvalitet og i tilstrækkelige mængder
er det som jeg ser situationen vigtigt i fremtiden at kombinere
de bedste sider af konventionelt jordbrug, økologisk jordbrug og
brugen af genteknologi. Vi skal så løbende vurdere, hvorledes vi
på basis af vores værdibaserede holdninger og med produktionskravene
for øje bedst tilrettelægger den samlede produktion. I Vesten skal
vi påtage os at hjælpe udviklingslandene med uddannelse og oplysning
inden for alle discipliner i jordbrugserhvervet og imødekomme de
financielle krav, der er nødvendige for praktisk opfølgning. Vi
skal undervise om økologiske driftsformer baseret på lokale sorter
og organisk gødning. Men vi skal også fortælle om konventionelle
produktionssystemer baseret på højtydende sorter tilpasset til de
gældende klimatiske og jordbundsmæssige forhold samt om brug af
kunstgødning for samlet set at opnå så god en forvaltning af jord-
og vandressourcer som muligt. Det er selvfølgeligt vigtigt, at småbønderne
i udviklingslandene ikke tvinges i armene på de store multinationale
firmaer. Men vi taler ikke så tit om, at det er endnu vigtigere
at de ikke er fuldstændig i lommen på lokale korrupte karteller
og klaner. Det vigtigste er at oplyse og give dem lejlighed til
efter deres eget valg at kombinere det bedste fra hvert af produktionssystemerne,
også selv om det involverer brug af gensplejsede kulturplanter for
at sikre f. eks. tilstrækkelig modstandsdygtighed mod tørke eller
saltstress. I den politiske diskussion vi har i Vesten, er det vigtigt
at vi ikke tager småbønderne i udviklingslandene som gidsler.
Hvad kan klassisk forædling og genteknologi bidrage med?
På hvilke områder kan klassisk planteforædling kombineret med brug
af genteknologi så tænkes at komme med væsentlige bidrag inden 2025?
Jeg vil her nævne syv centrale og konkrete områder:
- Forøget udbytte. Dette kan opnås dels ved at maksimere det genetiske
potentiale af hver enkelt art, dels ved at forbedre planters sygdomsresistens
og deres evne til at modstå stresspåvirkninger f.eks. i form af
tørke, kulde, varme og salt. Det kan også opnås ved f.eks. at
forlænge den periode i hvilken stivelsesindlejring i kartoffelknolde
eller kornsorternes aks foregår.
- Udvide antallet af betydende kulturplanter. Dette kan gøres
ved at fjerne giftstoffer og allergener fra vilde planter og samtidig
forøge udbyttet af disse, så nye plantearter kan inddrages som
kulturplanter og gøre basis for fødevareforsyningen bredere. Hvis
bare én af vores allervigtigste kulturplanter hvede, ris eller
majs i dag ramtes af en sygdom vi ikke kan bekæmpe, vil vi have
et fødevareforsynings-problem. Et udvidet antal kulturplanter
vil også gavne biodiversiteten i kulturlandskabet umådeligt.
- Kvalitetsforbedring af eksisterende kulturplanter. Dette kan
bestå i øget indhold af vitaminer, mineraler eller proteiner,
af proteiner med større ernæringsindhold eller i udvikling af
planter der danner cancer-hæmmende stoffer. Det kan tilsvarende
opnås ved at fjerne giftstoffer og allergener.
- Reduceret brug af indsatsfaktorer (f. eks. kunstgødning og bekæmpelsesmidler).
Dette kan opnås dels ved at forbedre planters evne til gennem
rodhårene at optage næringssalte eller ved at få planterne til
at udskille stoffer der tiltrækker kvælstoffixerende mikroorganismer.
Optimeret vandbalance og forbedret sygdomsresistens vil virke
i samme retning.
- Mindre arbejdskrævende fødevareproduktion. Dette kan opnås f.
eks. ved dyrkning af planter med forbedret sygdomsresistens, herbicidresistens
og vandhusholdning.
- Mindsket brug af petrokemiske produkter (olie-, naturgas- og
kulbaserede produkter). Dette kan f. eks. opnås ved produktion
af kostbare finkemikalier i planters mælkesaft, produktion af
stivelser med nye funktionelle egenskaber samt produktion af biopolymerer
med skræddersyede egenskaber i planters cellevæg.
- Sikrere produktion af medicinske præparater. Ved at producere
vacciner og væksthormoner i planter i stedet for f. eks. at isolere
væksthormon fra afdøde menneskers hypofyser eller blodplasma reduceres
risikoen for tilstedeværelse af smitsomme stoffer i præparaterne.
Nogle præparater kan i dag ikke fremstilles i de mængder der er
behov for uden brug af genteknologi.
Udvikling af sådanne planter kræver kombineret brug af genteknologiske
metoder og klassisk planteforædling for at sikre udvælgelse af netop
de linier hvor den ønskede egenskab kommer til udtryk og ikke er
ledsaget af andre uønskede karaktertræk såsom nedsat udbytte. Klassisk
planteforædling vil ikke bliver overflødiggjort af genteknologien,
tvært i mod.
Jeg forventer, at der på de ovenstående områder inden for de næste
20 år blandt andet ved hjælp af genteknologiske metoder vil blive
gjort fremskridt, der langt overstiger hvad vi oplevede under den
Grønne Revolution i halvfjerdserne. Er det så inden for områder,
der overhovedet er vigtige for os i den vestlige verden? Her er
svaret ja. Selv om vi i Vesten har rådighed over eller fra udviklingslandene
kan købe os til de fødevarer vi har brug for, så har vi en direkte
interesse i, at der under behørig hensyntagen til miljøet opnås
et højt udbytte per arealenhed. Samlet set, er det denne udvikling
af fødevareproduktionen, der skal gøre det muligt for udviklingslandene
at opnå bare et beskedent løft i levestandarden. Samtidig er det
den eneste mulighed for, at vi fremover kan friholde arealer, hvis
opdyrkning ellers ville give miljømæssige problemer eller føre til
tab af vigtige naturområder. Det er her, der opstår problemer med
en udelukkende økologisk tankegang.
Økologisk dyrkning af korn medfører nemlig et fald i udbyttet på
35-40%, bl.a. dokumenteret ved Landsforsøgene i Danmark. Dette forhold
gør, at de økologiske dyrkningsprincipper ikke isoleret kan anvendes
globalt uden at føre til sult og yderligere fattigdom. Hvis den
økologiske tankegang skal vinde gehør, må den nødvendigvis kombineres
med de bedste sider af konventionelt jordbrug og også inddrage genteknologi.
Det er tragisk, at de Vestlige lande, på trods af at de i det tyvende
århundrede har gennemgået den største velstandsvækst der nogen sinde
har fundet sted på Jorden, alligevel har accepteret at millioner
af mennesker på Jorden stadig lever i dyb fattigdom og elendighed.
Den fejl må vi undgå at gentage, når vi prøver at høste fordelene
ved genteknologien.
Fornybare ressourcer
Et endnu større pres på planteproduktionen kommer der, fordi vi,
i de årtier der ligger foran os, også bør satse på gradvis at erstatte
brugen af fossile brændstoffer som olie, kul og naturgas med fornybare
ressourcer dvs. plantebaserede produkter. Det var de udgangsmaterialer,
vi før 1850 baserede tilværelsen på. De biologiske råmaterialer,
der skal erstatte udgangsmaterialerne fra den petrokemiske industri,
har imidlertid en meget mere kompleks og uensartet sammensætning.
Det var jo netop en af grundene til, at den petrokemiske industri
så hurtigt vandt indpas med produkter overalt. Det bliver altså
vigtigt at kunne fremstille et mere ensartet og lettere udnytteligt
plantemateriale. En primitiv model er udvikling af hurtigvoksende
pil, poppel og eucalyptus, der kan afbrændes i stedet for fossile
brændstoffer. Hvis disse energiplanter samtidig gøres mere modstandsdygtige
over for stress og sygdomme opnås en yderligere reduktion af miljøbelastningen
forbundet med dyrkningen. Mere raffineret vil det imidlertid være
at udvikle gensplejsede planter, der producerer mere cellulose i
cellevæggen. Hvis der samtidig, i en anden del af plantecellen produceres
cellevægsnedbrydende enzymer vil der fra sådanne planter være basis
for en direkte produktion af alkohol eller andre ønskede organiske
forbindelser efter høst.
Gummitræer vil ved hjælp af gensplejsning kunne anvendes til produktion
af mange kostbare finkemikalier og enzymer, idet disse blot tappes
af træet som en ekstra bestanddel af den saft (latex), der i dag
tappes til brug for fremstilling af naturgummi. Planter, der producerer
bionedbrydelig plastik, vil også blive udviklet. Der er i dag allerede
udviklet gensplejsede rapsplanter, hvor 8% af tørvægten udgøres
af en bionedbrydelig plastik. Som et kuriosum vil der sandsynligvis
i denne periode også blive udviklet transgene bomuldsplanter, hvor
denne plastik indlejres direkte i bomuldsfibrene. Dette vil give
disse fibre udvidet styrke og bedre isolerende egenskaber. Disse
bomuldsplanter vil måske samtidig kunne designes til samtidig at
producere forskellige farvestoffer, der indlejres i fibrene, således
at en efterfølgende kemisk farvningsproces undgås. Vi vil også se
træer med en ændret opbygning af lignin, med det formål at undgå
at ligninen bindes så tæt til cellulosen. Det giver mulighed for
en langt mere miljøvenlig papirproduktion end vi kender fra vore
dages cellulosefabrikker.
Fødevarer og kvalitet
Så er der kvalitetsproblematikken. Der er bred enighed om, at frisk
frugt er sundt. Opiniondannende forbrugere i Vesten ønsker i det
hele taget at spise mindre forarbejdede produkter. Det kan jeg kun
være enig i. Dog med den bemærkning, at 99.99% af alle de giftstoffer
vi spiser, er naturligt forekommende giftstoffer i vores fødevarer,
hovedsageligt fra planter. Og mange forarbejdningsprocesser har
faktisk den positive side, at de fjerner naturligt forekommende
giftstoffer, f. eks. allergener, der giver overfølsomhedsreaktioner.
Langt de fleste planter indeholder så store mængder giftstoffer
eller allergener, at de slet ikke kan bruges til menneskeføde. Hver
femtende dansker er allergisk over for kiwifrugter. Selv ris, én
af vore allervigtigste kulturplanter, giver mange mennesker allergi.
Jordnødder kan i nogle mennesker fremkalde allergiske reaktioner
med dødelig udgang. De egenskaber, der fører til den allergiske
reaktion, er nu kendte. Ved hjælp af klassisk forædling og gensplejsning
vil mange sådanne allergener kunne fjernes specifikt. Det betyder,
at vores kulturplanter vil blive gjort mere sikre, og at planter,
vi tidligere slet ikke kunne spise, fremover vil kunne inddrages
som kulturplanter. I det hele taget vil der, baseret på genteknologiske
analysemetoder, blive udviklet on-line kvalitetskontrol af fødevarer,
der sælges fra alle større forretninger. Dette vil med stor sikkerhed
kunne afgøre, om forbrugeren får et friskt produkt, hvad vitaminindholdet
er og give oplysning om andre kendte kvalitetsparametre og om produktet
samtidigt er frit for visse sygdomsfremkaldende bakterier og svampetoxiner.
Den enkelte forbruger vil så også have denne viden, når det afgøres
hvad der skal ned i indkøbskurven.
På samme måde, som det ved hjælp af genteknologi er muligt at fjerne
et bestemt giftigt indholdsstof fra en plante, er det også muligt
at få udvalgte kulturplanter til at producere stoffer, der er gavnlige
for vort helbred. Det kan f. eks være at få de stoffer i broccoli,
hvorom vi nu ved, at de hæmmer fremkomsten af brystcancer, produceret
i andre kulturplanter f. eks. kål og radiser. Det kan også være
at fremstille planter med et øget indhold af vitamin A og C. Her
ved årtusindskiftet får 125 millioner børn for lidt A vitamin og
mellem 1 og 3 millioner børn dør hvert år på grund af A vitaminmangel.
Ved brug af genteknologi er der nu udviklet ris, der fremover vil
kunne være med til at afhjælpe dette problem.
Miljømæssige udfordringer og regulering
Al menneskelig aktivitet også dyrkning af jorden påvirker miljøet
i større eller mindre grad. Det gælder om at råde bedst mulig bod
på de skader, der allerede er sket og om at sørge for, at de fremtidige
påvirkninger bliver så begrænsede som muligt. Det må være en hovedhjørnesten,
når der træffes beslutninger vedrørende fremtidens dyrkningssystemer.
I forhold til de udenlandske firmaer på forædlingsområdet, er de
danske firmaer små og få. Det er vigtigt, at vi støtter disse virksomheder,
således at vi selv er med til at præge den fremtidige udvikling
og på tæt hold kan følge med i hvad der foregår. Specielt rettet
mod danske forhold, er det lykkedes danske virksomheder at udvikle
en gensplejset foderroe, hvis dyrkning ifølge forsøg udført af Danmarks
Miljøundersøgelser samtidig synes at være en klar miljømæssig gevinst.
Det slår benene væk under sådanne små virksomheder, når den danske
miljøminister så efter at alle krav er opfyldt, alligevel går i
spidsen for at få dyrkningen forbudt. En sådan politisk holdning
har det resultat, at vi fra dansk side overlader den videre udvikling
af de genteknologiske metoder såvel som brugen af dem til store
multinationale selskaber med sæde i udlandet. Og alle er jo netop
enige om, at det er én af de negative sider ved genteknologien,
at den i så stor grad er udviklet af og knyttet til de store multinationale
firmaer. Dette er i modsætning til den Grønne Revolution, hvis resultater
næsten udelukkende blev opnået af forskere ansat på universiteter
og offentlige forskningsinstitutioner.
Det er vigtigt, at vi har danske firmaer på banen og parate til
at anvende genteknologien, når de patenter, der i øjeblikket i et
vist omfang sikrer de store firmaer eneret til teknologien, om få
år løber ud. Ellers kommer vi i den situation, at de patenter der
hjemtages på det genteknologiske område i fremtiden også kommer
til at tilhøre de selv samme multinationale firmaer. Eller alternativt,
at genteknologien uden nogen form for kontrol bringes i anvendelse
i lande som Kina, hvor de internationale patentlove ikke håndhæves
og hvor behovet for en øget fødevareproduktion allerede nu er stort.
Det skulle nødig ende med at vi af kvalitets og prismæssige grunde
ender med blot at måtte dyrke afgrøder og importere produkter, der
er udviklet uden for Danmarks og Europas grænser.
Det er nødvendigt fra politisk hold at regulere brugen af genteknologien.
Teknologien er så stærkt et redskab, at den kan være utrolig gavnlig
men også give uønskede bivirkninger. Det skal illustreres med følgende
eksempel. Der er udviklet gensplejsede majsplanter, der ikke angribes
af majsmøl fordi majsplanterne producerer et protein, kaldet Bt-toxin,
der er giftigt for majsmøllets larve. Det har medført nedsat forbrug
af insekticider. Når majskolberne ikke gennembores af gnavende orme,
bliver det også sværere for svampe at få adgang til kernerne. Vi
får altså et produkt, der samtidig typisk har et reduceret indhold
af skadelige svampetoxiner. Et af problemerne her er, at landmænd
i bl. a. USA meget hurtigt har taget denne teknologi til sig, således
at de dyrkede arealer med denne resistensegenskab har vundet indpas
i et omfang ingen for bare fem år siden havde forestillet sig. Dette
er sket, fordi der ikke har været lige så effektive alternative
dyrkningsstrategier til rådighed. Det vil med al sandsynlighed medføre,
at majsmøllets larver udvikler resistens mod Bt-toxin tidligere
end de ellers havde gjort. Den rigtige fremgangsmåde havde været
at få brugen af denne ellers fremragende teknologi integreret i
dyrkningssystemer, hvor der de enkelte år dyrkedes afgrøder med
forskellige resistensfaktorer indbygget. Det kunne der fra politisk
hold have været opstillet regelsæt for. Et sådant regelsæt havde
sikret en landbrugsproduktion baseret på almindeligt godt landmandsskab
og været garant for, at de store miljømæssige fordele ved den udviklede
teknologi blev udnyttet fuldt. Oven i købet havde et sådant regelsæt
haft den samtidige gavnlige virkning at åbne op for, at andre mindre
firmaer blev givet et incitament til at udvikle lige så miljøvenlige
alternative resistensmekanismer.
På miljøfronten vil vi også se forsøg på at få udviklet gensplejsede
planter, der fra rødderne udskiller stoffer, som tiltrækker mikroorganismer,
der er i stand til at binde atmosfærens kvælstof. På samme måde
vil vi se udvikling af gensplejsede planter, der er i stand til
at udskille signalstoffer, der tiltrækker bestemte svampe, der ved
deres tilstedeværelse forøger plantens evne til at optage fosfat
fra jorden. På denne måde reduceres behovet for tilførsel af kvælstof
og fosfat således at udvaskning af disse næringssalte reduceres
og miljøbelastningen derved minimeres. Til rensning af forurenet
jord er der planter under udvikling, som gennem rødderne kan optage
tungmetaller. Jeg forventer at der i det næste årti kommer gensplejsede
poppelplanter på markedet, der er i stand til at optage kviksølv
fra den jord de vokser i uden selv at blive forgiftede. Tilsvarende
vil vi kunne dyrke sennepsplanter, der optager cadmium fra jorden.
Jorden kan da renses ved høst af planterne.
Planten som en grøn fabrik
Mange af eksemplerne ovenfor kan lyde som vilde fremtidsdrømme.
Men selv om det er komplekse biologiske problemstillinger det drejer
sig om, så er det sandsynligt at vi kan fremskaffe den nødvendige
punktvise viden der gør det muligt. Og det er faktisk ikke så svært
at forstå, hvorfor det er muligt. Allerede ved hjælp af klassisk
planteforædling har vi udviklet planter, der slet ikke ligner deres
forfædre. I modsætning til dyr kan planter ikke løbe væk, når det
bliver for varmt, for koldt, for tørt eller for vådt. Fra det sted,
hvor frøet tilfældigvis er spiret, skal de kunne vokse ved hjælp
af sollys, vand, luftens kuldioxid og uorganiske salte. Samtidig
skal de fra samme sted kunne forsvare sig mod angreb fra virus,
bakterier, svampe og dyr. Ligeledes skal de danne kampstoffer, der
holder skadelige insekter på afstand og duftstoffer, der tiltrækker
de insekter, der er nødvendige for plantens bestøvning. Det gør
planter ved at producere et stort arsenal af kampstoffer og duftstoffer,
især når de bliver angrebet af sygdomme eller gnavende insekter.
Mere end 200.000 forskellige naturstoffer er allerede kendte selvom
det kun er en lille procentdel af de plantearter der vokser på Jorden
der overhovedet er blevet undersøgt. Derfor er planter naturens
bedste syntesekemikere og utrolig fleksible med hensyn til hvilke
stofskifteprodukter de danner. De store genom programmer vil kombineret
med den efterfølgende langsommelige og arbejdskrævende afklaring
af de forskellige geners funktion samt bedre viden om de biokemiske
sammenhænge i planternes stofskifte, give os de redskaber, der gør
det muligt at bruge planternes store fleksibilitet, bl. a. som beskrevet
ovenfor. Min spådom er, at det vil være muligt at udvikle planter,
hvor noget nær 20% af tørstoffet udgøres af sådanne finkemikalier
eller nye biopolymerer og at planterne i de fleste tilfælde ikke
vil have problemer med at oplagre disse forbindelser. Det er i dette
perspektiv, at jeg tror, at det på konkurrencedygtige præmisser
vil vise sig muligt at reducere brugen af fossile brændstoffer.
Forskerens rolle i beslutningsprocesserne
Som alle andre nye teknologier bliver genteknologien mødt med sund
skepsis. De første produkter på planteområdet har været prototyper
uden særlig appeal til den enkelte forbruger. Når genteknologien
debatteres, skal løfter om fremtidige fordele altså afvejes mod
fremtidige risici og fremmanede skrækvisioner. Da genteknologien
samtidig fra politisk hold er blevet tættere koblet til de multinationale
industrier end den nødvendigvis er, har det været nemt at så stor
tvivl om teknologiens berettigelse. I denne sammenhæng er det et
meget stort problem, at forskerne fra politisk hold hele tiden afkræves
praktiske resultater af deres arbejde. Det kommer bl. a. til udtryk
i at en stor del offentlige forskningsmidler kun kan søges, når
der ansøges sammen med en industrivirksomhed eller foreligger medfinanciering
fra en sådan. Når forskere så står frem og taler om positive sider
af genteknologien, er der intet så nemt som straks at sætte et spørgsmålstegn
ved vedkommendes uafhængighed og egne kommercielle interesser. Hvis
forskere af politikere og samfund ønskes benyttet i sager af denne
karakter må der snarest gøres noget ved dette troværdighedsproblem.
I vore dage øver videnskaben direkte eller indirekte indflydelse
på næsten alle samfundsforhold. Ved højtidelige lejligheder henvises
til videnssamfundet, som om vi i alle forhold burde og rent faktisk
også drog fordel af den viden, der er til rådighed et eller andet
sted. Især forskerne inden for naturvidenskaberne forventes i denne
sammenhæng at levere svar, løsninger og teknologi og udvise handlekraft.
I medierne interviewes den enkelte forsker om hvornår den næste
store opdagelse (f. eks. løsningen af kræftens gåde) er en realitet
og hvornår der så kommer en effektiv behandling (f. eks. medicin).
Men der spørges ikke om den metode og de bevidste og ubevidste fravalg,
der ligger til grund for den enkelte forskers arbejde. Tvivl og
nuancerede holdninger er der ikke tid til eller interesse for. Dette
er faktisk i direkte modstrid med selve forskningens egen natur
hvor kritiske spørgsmål og tvivlen indgår i forskerens tankesæt
som de elementer, der bringer ny viden frem. Videnskab har ingen
mening når tvivlen ikke erkendes. Der findes ikke en eneste biologisk
proces, som vi forstår i alle detaljer. I modsætning hertil står
religiøs overbevisning som er karakteriseret ved hverken at tåle
eller rumme tvivl. Når videnskaben imidlertid formidles uden tvivl
og uden at en ny opdagelse ses i sammenhæng med anden viden bliver
resultatet, at videnskab i den almene befolkning forbindes med noget
absolut. Så bliver videnskaben enten frygtet for det absolut værste
og som førende os direkte i afgrunden eller som det absolut bedste
og fejlfrie. Forskeren bliver til en person med magiske evner. Når
det hele fremstilles enten sort eller hvidt opstår der på nogle
områder nemt en opdeling mellem de kloge og hårde på den ene side
og de følelsesbetonede og gode på den anden. Menneskets hjerne bliver
umenneskelig og adskilt fra de sanser og følelser der udspringer
fra "hjertet". Videnskab og sandhed bliver sat i modsætning til
moral.
Det der i virkelighedens verden sker er, at vi på få enkeltområder
i nogle meget komplekse biologiske systemer punktvis får nok indsigt
til også at kunne anvende den ny viden i praksis. Mennesket får
altså på områder, hvor det før har måtte lade tilfældighederne råde
og været i vilkårenes vold, nu nogle valgmuligheder, som med større
eller mindre sandsynlighed fører til et bestemt resultat, men som
samtidig pådrager det menneske der vælger, en form for ansvar. Det
volder derfor ubodelig skade, når den biologiske forskning af enkeltforskere,
politikere, statsmænd og medier konstant fremstilles som marcherende
frem med stormskridt. Derved fremstilles mennesket mere og mere
som skabende end som værende skabt. Hos lægfolk opstår tvivl om,
hvorvidt udviklingen er hellig eller om det levende er helligt.
Kritikken af forskerne baseres derfor på intuition og følelser og
ikke på viden og forstand. I denne situation er det ikke muligt
at komme til en forstandig, gennemtænkt og etisk forsvarlig forvaltning
af den viden vi faktisk har. Og det er brugen af viden, der ændrer
verden.
Genteknologiens muligheder
Jeg har en forventning om, at vi fremover kan håndtere genteknologien
på en måde, så den bliver et godt redskab blandt mange andre. Produktionsomkostningerne
vil falde dramatisk, når det i løbet af det kommende årti bliver
muligt med meget høj effektivitet at sætte nye gener ind i cellens
DNA, nøjagtig hvor vi ønsker det. DNA chip teknologi vil give os
bedre overblik over, hvilke gener der udtrykkes i en given transgen
plante under forskellige dyrkningsforhold og påvirkninger. Det vil
være et uvurderligt redskab i den fremtidige planteforædling og
kvalitetskontrol. Nye gensplejsede produkter vil være fri for antibiotikaresistensgener,
enten fordi transformationseffektiviteten bliver så høj at det slet
ikke er nødvendigt at have noget selektionsgen eller fordi der allerede
er udviklet alternative teknikker baseret på positiv selektion.
Placering af inducerbare og vævsspecifikke styreenheder foran de
enkelte gener vil betyde, at en bestemt egenskab, f. eks. forsvar
mod angreb fra et bestemt insekt, kun kommer til udtryk, når dette
angreb forekommer. Og det kun i den del af planten, der angribes.
Kombineret med muligheden for at behandle meget store informationsmængder
vil disse forhold langsomt men sikkert ændre både biokemi og molekylærbiologi
fra videnskaber, der ser på enkeltprocesser til bedre at give billeder
af helheder. Når disse videnskaber traditionelt har haft et reduktionistisk
udgangspunkt, skyldes det, at de problemstillinger, der studeredes,
var så komplekse, at alt ikke kunne studeres på en gang. Når genernes
struktur og manges funktion bliver opklaret, smelter alle disse
videnskaber mere eller mindre sammen og nye videnskaber som kemisk
biologi og kombinatorisk biologi vil kunne påvise hidtil ukendte
sammenhænge og i langt højere grad kunne anvise løsningsmodeller
også på komplekse problemstillinger f. eks. i økologiske dyrkningssystemer.
Det er helt klart, at der i udviklingen af disse produkter og den
store omlægning af produktionen, der ligger foran os, vil ske fejl.
Men de nuværende produktionsformer er heller ikke uden risici, slet
ikke hvis de skal bruges til at mætte endnu flere munde. Det er
risici ved forskellige fremgangsmåder og produktionsformer, der
skal afvejes mod hinanden, når vi skal prøve at nå størst mulig
grad af bæredygtighed. Jeg vil håbe, at der kan opstilles regelsæt,
der gør at alle går til opgaven med største ydmyghed. Men selv da
vil der akkurat som nu også i fremtiden være negative sider forbundet
med alle valg.
Risikovurdering
Genteknologi må forventes at vinde indpas på planteområdet i mange
forskellige sammenhænge. I hver enkelt tilfælde må den egenskab
der ønskes indført eller fjernet vurderes. Hvilken positiv effekt
opnås og hvilke eventuelle negative effekter kan tænkes? Det er
endvidere i hvert enkelt tilfælde vigtigt at se på, hvilken planteart
der er tale om. I Danmark har kartoffel og hvede for eksempel ingen
vilde slægtninge som egenskaben fra en gensplejset plante vil kunne
spredes til. I modsætning hertil har raps sådanne vilde slægtninge.
Det vil derfor alt andet lige være rimeligt at stille strengere
krav til de egenskaber der tillades indført i raps end i kartoffel.
På tilsvarende vis må der, hvis vi ønsker at indføre en egenskab
vi absolut ikke ønsker spredt i naturen f. eks. i forbindelse med
fremstilling af medicin til mennesker i planter, sikres biologisk
indeslutning ved dyrkning i lukkede klimakamre, brug af terminator-teknologi
eller maternel nedarvning, således at egenskaben ikke spredes i
naturen. Som i al anden landbrugsproduktion er det alfa og omega
at brugen af genteknologi kombineres med godt landmandsskab. Dyrkningen
af gensplejsede planter indbefatter derfor selvfølgelig også, at
der gøres brug af velgennemtænkte sædskifter, der i sig selv også
tjener til at afgrænse problemer med pollenspredning.
Når spørgsmål om risici og etik diskuteres i forbindelse med gensplejsede
planter og især i forbindelse med efterfølgende anvendelse af disse
planter til fødevarer, så kan der opstilles en række firkantede
kriterier om, hvorvidt denne eller hin anvendelse er etisk korrekt
eller udgør en risiko. Spørgsmålet om etik dukker især op, når det
gen der ønskes overført til en plante kommer fra et dyr, en svamp,
en bakterie eller et virus, dvs. når vi ved brug af genteknologien
ønsker at overføre et gen fra et rige til et andet. En etisk målestok
kunne derfor tage sit udgangspunkt i, hvor det pågældende gen kom
fra. En sådan diskussion kan være en god øvelse som baggrund for
diskussioner mellem forskere fra forskellige fagdiscipliner. Men
en sådan øvelse tjener ikke noget formål med mindre de etiske problemer,
der er forbundet med alternative fremgangsmåder inddrages og afvejes
mod hinanden, inden vi tager vores endelige beslutning om hvilken
vej vi skal gå. Etiske grænser er endog meget svære at definere
ud fra naturvidenskabelige kriterier, idet der ikke fagligt set
er nogen speciel risiko forbundet med at bruge et gen fra en virus
i stedet for fra en plante. Ud fra objektive naturvidenskabelige
kriterier er det derimod egenskaben, som det gen der ønskes overført
giver, der er forbundet med forskellige grader af risici. Og et
gen der kommer fra en plante vil i mange tilfælde kunne kode for
en langt farligere egenskab end et gen der stammer fra f. eks. en
bakterie. Oven i disse samlede lag af vurderinger bliver så ofte
lagt yderligere lag der f. eks. kan være begrundet i afvejninger
af hvor nyttig den pågældende egenskab er for mennesket. Endvidere
er det nødvendigt at skelne mellem om de gensplejsede planter anvendes
direkte som fødevarer eller foder eller om der i stedet oprenses
et produkt fra dem, som kan opnås i kemisk ren form. I det sidstnævnte
tilfælde burde der ikke være problemer forbundet med brug af selve
produktet, som ikke også ville have eksisteret, hvis produktet var
blevet fremstillet på en anden måde.
Den danske befolkning forventer, at der fra politisk hold træffes
beslutninger, der sikrer at genteknologien anvendes på fornuftig
vis. Risici skal afvejes mod de fordele vi i løbet af nogle år vil
kunne have af teknologien. Risikoforskningen skal bruges til at
give politikere, forskere og almindelige borgere et overblik hvor
de centrale problemer ligger. Formidlingen af usikkerhed bør på
en eller anden måde forenes med en skabelse af tryghed f. eks. ved
at riskoen ved alternative fremgangsmåder også fremdrages. Risikoforskning
skal som al anden forskning være original og have høj kvalitet,
ellers er pengene givet dårligt ud. Det er bevillingsgivernes opgave
at sikre dette. Økonomiske betragtninger må også indgå i beslutningsgrundlaget,
idet danske industrivirksomheder selvfølgelig kun i meget begrænset
omfang vil foretage langsigtede investeringer i en teknologi, som
der i Danmark ikke hersker tillid og tiltro til eller direkte oppiskes
en stemning imod. Danske forskere, der arbejder med at løse de langsigtede
problemer vi har i fødevareproduktionen i Danmark men ikke mindst
globalt, har ligeledes en forventning om at der udstikkes pejlemærker.
Danske forskergrupper både i det offentlige og i industrien har
tradition for at være gået i spidsen med at tage samfundsrelevante
problemstillinger op også på det genteknologiske område. Fra visse
sider forsøges rejst tvivl om de positive muligheder i brugen af
genteknologi på fødevareområdet. Det ville være synd og skam, hvis
det betyder, at vi fra dansk og måske endnu værre fra europæisk
side ikke aktivt involverer os i dette område og således er med
til at sætte dagsordenen. For at bringe debatten ud af det dødvande
og det ufrugtbare leje den er havnet i, kunne jeg godt tænke mig,
at der blev lavet en samlet redegørelse over hvad det egentlig er
for nogle problemstillinger på fødevareområdet, som danske forskere
arbejder med at løse ved brug af genteknologi. Lad os så ud fra
denne redegørelse få en konkret debat af , om der er nogle af de
projekter vi samlet set ikke synes bør nyde fremme. Jeg er overbevist
om, at en diskussion af konkrete problemstillinger, hvor alternative
løsninger stilles op mod hinanden og hvor de valg og beslutninger
forskere på området har taget som led i arbejdet, ville løfte debatniveauet.
Som det er nu, har myter, tro og løsrevne følelser alt for stor
indflydelse på de beslutninger der tages. Lad os få trukket nogle
grænser og genskabt nogle muligheder i planteproduktionen.
Fremtidens jordbrug
Når der akut opstår et behov for at kunne bekæmpe sygdomme og truende
hungersnød, er det ofte naturvidenskabens lod at fremskaffe en løsningsmodel.
De politiske systemer, filosofien og humanismen tilbyder ikke på
samme måde som naturvidenskaben konkrete løsningsmodeller. Vi taler
godt nok om, at naturvidenskaben har mistet terræn i det sidste
årti, men den del af humaniora og filosofi, der så burde være trådt
ind i stedet med indsigt og leveregler, nyder faktisk heller ikke
megen opmærksomhed. Vi ligger derfor i alt for høj grad under for
et følelses- og stemningsdemokrati. Grundet mangel på egentlige
visioner opstår et tomrum, der sædvanligvis fyldes med en debat
om en tilfældig enkeltsag styret af medierne og interesseorganisationer
med ringe medlemstal. En overordnet stillingtagen finder sjældent
sted. Det var f. eks. mekaniseringen i den Vestlige verden for blot
tre generationer siden, der tillod os at afskaffe det børnearbejde,
vi nu så hæftigt kritiserer udviklingslandene for at praktisere
og som vi nu frejdigt blot betragter som en unfair konkurrenceparameter.
Vi må ikke være så bange for fremtiden, at vi lader en forstenet
jammer-elite sætte udviklingen i Europa i stå. Vi må ikke komme
derhen, hvor vi laver Danmark om til et frilandsmuseum, hvor den
enkelte økologiske landmand kun kan dyrke så mange roer, som hans
kone kan overkomme at hakke. Eller i sin nød må lave en kontrakt
med den nærmeste folkedanserforening om, hvor mange der kan stille
og hakke roer derfra, fordi unge mennesker ikke vil beskæftige sig
med den slags. Vi må heller ikke forledes til at tro, at problemerne
ved den økologiske driftsform kan overkommes blot ved hjælp af superintelligente
robotstyrede radrensere fordi vi så blot køber os til resten. Det
ville være en utrolig selvisk og kynisk fremgangsmåde over for de
mennesker, der så bliver ramt af manglende forsyninger. Vi må heller
ikke komme i den situation, at vi bygger en Kinesisk Mur rundt om
hele Europa for at holde de produkter og teknologier ude, som vi
i disse år på vores bedste universiteter uddanner bl. a. et stort
antal superintelligente kinesere i at bruge. Det vil ikke være et
kys fra en ung smuk prins, der blidt fjerner Muren og får os til
at vågne op fra en sådan Tornerosesøvn. Lad os derfor se udfordringerne
i øjnene og lad os inddrage det bedste fra konventionelt, økologisk
og genteknologisk jordbrug i de løsningsmodeller vi vælger.
Litteratur
- Oversigt over Landsforsøgene 1998, 1999, Skejby
- Proceedings of National Academy of Sciences USA 96: 5903-5977
(1999)
- Annals of Botany 84: 269-277 (1999)
- International Journal of Food Science and Technology 33: 205-2134
(1998)
- World Food Prospects: Critical Issues for the Early Twenty-First
Century. International Food Policy Research Institute, Washington,
D.C. (1999)
- Aktuel Naturvidenskab no 3, pp. 14-21 (1999)
- Genvejen til bedre mad, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet
(1998)
- Gitte Meyer: De andres viden. Høst og Søn, 2000 ISBN 87-14-29585-7
På følgende web adresser kan findes oplysninger og debatindlæg
om gensplejsede planter og fødevarer:
De følgende patentdatabaser er et godt udgangspunkt for at skaffe
sig et overblik over hvilke nye gensplejsede produkter vi kan vente
os i fremtiden:
|
