|

|
 |
|
|
| [BioZoom,
nr. 4, 2000] |
| |
Universitetsreform 2000
|
 |
|
Steen Gammeltoft, adm. overlæge, dr.med., Klinisk Biokemisk Afdeling,
Glostrup Hospital, sg@dcb-glostrup.dk
|
| |
"Klarer sig ganske godt" i fysik; biologi "er
stærk, men med mærkbare svagheder"; kemi "er stærk og
konkurrencedygtig, selvom kvaliteten er vekslende". Dette
er ikke en karakterbog i gymnasiet, men europæiske forskeres vurderinger
af hvordan de klarer sig i forhold til resten af verden. I 1997
udkom en karakterbog over europæisk forskning udarbejdet af European
Science and Technology Assembly (ESTA), et rådgivende organ for
Europa Kommissionen (http://europa.eu.int/comm/research/erf.html).
Formålet var at orientere organisationer, som er ansvarlige for
europæiske forskningsbevillinger og pege på behov for forbedringer
og investeringer. Rapporten gennemgik styrker og svagheder i ni
udvalgte forskningsområder indenfor naturvidenskab fra fysik til
økologi. Flere generiske temaer blev fremhævet indenfor de forskellige
områder. Forskerne pegede på behovet for studier af hele organismer
udfra en holistisk synsvinkel i stedet for den accepterede reduktionistiske,
lettere adgang til videnskabelig litteratur, databaser og centraliserede
forskningsfaciliteter, større mobilitet og samarbejde blandt europæiske
forskere og opbrydning af den stive struktur i de europæiske universitetssystemer.
Indenfor biokemi og molekylær biologi fik Europa karakteren: "En
strålende fortid og stadig verdensklasse indenfor mange områder".
Det blev konstateret at "tyngdepunktet er flyttet til USA
i de senere år også indenfor områder hvor Europa var pioner",
"der mangler støtte til en kritisk masse af forskere, som
kan følge op og forstærke tidligere forskningssuccesser"
og "samspillet mellem molekylær cellebiologi og medicin
er utilstrækkeligt indenfor cancer og immunologiske sygdomme".
Danmark er trods alle forbehold en del af det europæiske fællesskab
når det gælder den naturvidenskabelige forskning. Karaktergivningen
til europæisk forskning kan uden videre overføres til situationen
herhjemme.
I Januar 2000 offentliggjorde Philippe Busquin, kommissær for
forskning i Europa Kommissionen en vurdering af den europæiske
forskning og et forslag om skabelsen af et europæisk forskningsområde
(European Research Area). I vurderingen tegnes et negativt
billede af forskningens øjeblikkelige situation i Europa (http://europa.eu.int/comm/research/area/com2000-6-en.pdf).
For det første bruger Europa ikke nok penge på forskning. Brutto
National Produktet (BNP) i den Europæiske Union (EU) er stort
set det samme som i USA, men EU investerer 60 milliarder $ mindre
om året i forskning sammenlignet med USA. Forskellen er steget
fra 12 milliarder $ i 1992 og skyldes faldende offentlige og private
forskningsinvesteringer i Europa. Sagt på en anden måde er den
gennemsnitlige forskningsfinanciering i EU i øjeblikket kun 1,8
% af BNP sammenlignet med 2,7 % i USA. I Europa udgør forskere
kun 2,5 af industriens arbejdsstyrke mod 6,7 i USA.
For det andet er forskningen i Europa meget fragmenteret. Der
er både nationale og europæiske forskningsprogrammer, men ikke
noget organiseret samarbejde mellem dem, snarere er der modstand
fra de nationale forskningsråd mod EU’s initiativer. Med globaliseringen
af økonomi, informationer og forskning er de nationale grænser
for snævre og er international. For det tredje er der kulturelle
begrænsninger. I Europa er der en manglende tro på fremskridtet
og folk skal lære at acceptere naturvidenskabelig forskning. Europæere
er usikre og bange for fremtiden i modsætning til amerikanerne,
som har tillid til den teknologiske udvikling. Videnskabelige
karrierer i Europa er ikke attraktive for de unge forskere. USA
har større tiltrækning på unge europæiske forskere end omvendt,
og mange europæere bliver i USA i længere perioder, nogle altid.
I et interview uddyber Philippe Busquin synspunkterne og peger
på at Europa må opfattes som en helhed med fordele og ulemper
(EMBO Reports 2000;1:96-99). Busquin konstaterer, at heterogeniteten
i Europa er vores styrke. Hvis vi ikke kan udnytte diversiteten
og skabe sammenhænge og samarbejde, så har vi et virkeligt handicap.
Ligesom i USA skal vi udnytte inputtet fra forskellige kulturer
og kreativiteten fra forskellige uddannelsessystemer. Vi må skabe
et klima i Europa, som er mere positivt overfor forskning. Forskere
skal anerkendes som en rigdom og ressource for fremtiden. I øjeblikket
spørger europæiske politikere "hvorfor skal vi give forskerne
penge?" Denne mentalitet skaber en ond cirkel. Det er meget
sværere, at udnytte forskning til industriel produktion i Europa
end i USA. Forbindelsen mellem forskningsresultater og deres anvendelse
bliver dårligere, langsommere og mindre vigtig i Europa. For mange
er basal forskning en luksus. Vi må forbedre innovationsprocessen
i Europa, men desto flere innovationer af høj kvalitet vi producerer,
desto flere forskere har vi brug for. Først og fremmest må vi
genetablere forskerens status og synlighed. For at opnå dette
må vi vise fremragende resultater og opbygge "centers of
excellence". Alle kender Stanford, Harvard osv., men Heidelberg
er mindre kendt, selvom EMBL’s forskning kan være vigtigere. København
er ikke længere internationalt kendt som for 30 år siden.
I Europa udføres 1/3 af forskningen i den offentlige sektor og
2/3 i den private sektor, selvom der er store variationer mellem
de europæiske lande. I Danmark udgjorde den offentlige og privat
finansierede forskning henholdsvis 0,70 % og 1,19 % af BNP i 1999.
Universiteter og højere læreanstalter tegner sig for størstedelen
af den offentlige forskning. Dermed er krisen i den naturvidenskabelige
og medicinske forskning i Europa et problem for universitetssystemet.
Fra flere sider peges på behovet for reformer af universiteternes
forskning også i Danmark. Danmark har sammen med andre små vesteuropæiske
lande som Schweiz, Sverige og Holland indtaget en førende position
i den internationale forskningsverden siden 1960’erne med høj
kvalitet og produktivitet i forhold til deres indbyggertal. Endnu
i 1992 kunne tidsskriftet Nature karakterisere dansk forskning
med "influence beyond size" i en gennemgang af den naturvidenskabelige
forskning i Norden.
Siden 1990 er det imidlertid gået tilbage for universiteterne.
Efter den voldsomme ekspansion af aktiviteten i 1960-70’erne med
stigende antal forskere og indførelsen af Styrelsesloven har universiteterne
været underkastet nedskæringer i flere omgange i de sidste 15
år. I stedet for at stimulere de etablerede forskningsmiljøer
på universiteterne satsede politikerne på nye forskningsprogrammer
indenfor bioteknologi og nye institutioner som Forskerakademiet
og Grundforskningsfonden. Universiteterne og de højere læreanstalter
blev sultede, hvorimod sektorforskningen under forskellige ministerier
blev udvidet. Produktiviteten og kvaliteten af universiteternes
forskning har været faldende igennem de senere år. Som et mål
for forskningens kvalitet og "excellence" kan man tælle
hvor mange artikler, der er publiceret i de bedste internationale
tidsskrifter med "impact factor" > 10. I 1999 var
antallet af disse særligt fremragende artikler indenfor biokemi
og molekylær biologi fra danske universiteter kun 5 (fem) og i
år 2000 ser det ikke ud til at blive højere. Andre opgørelser
har vist jævnt faldende antal af publicerede videnskabelige artikler
i Danmark igennem de sidste 10 år. Årsagerne hertil er imidlertid
ikke alene økonomiske, men også strukturelle og vedrører alle
niveauer i forskningsstyringen: politikere, ministerier, universiteternes
ledelse og forskerne.
En del af universitetsforskningens problemer er generelle og
fælles for landene i Europa, andre er specifikke for Danmark.
På det politiske og ministerielle niveau er det et problem, at
universiteternes forskning styres af politikere og embedsmænd,
som er uden videnskabelig baggrund eller indsigt i forskningen.
Siden oprettelsen af Forskningsministeriet har dets rolle mht.
styring af universiteternes forskning været usikker og de hurtigt
skiftende ministre har ikke kunnet nå at sætte et kvalificeret
og langsigtet præg på forskningspolitikken. Opdelingen af universiteternes
administration mellem Undervisnings- og Forskningsministeriet
virker uklar og uhensigtsmæssig. Bevillingerne styres af studenterantal
og undervisningsaktivitet og ikke af forskningsaktivitet og kvalitet.
På det ledelsesmæssige niveau er det et problem, at lederne ikke
er udpeget i kraft af deres videnskabelige kvalifikationer. Institutbestyrere,
dekaner og rektor vælges ikke udfra deres videnskabelige erfaringer
og evner til at lede forskning. Universiteternes ledelse varetages
af styrende organer (institutråd, fakultetsråd og konsistorium),
som er valgt blandt universitetslærere, teknisk-administrativt
personale og studerende, hvoraf en stor del ikke har videnskabelig
baggrund eller kvalifikationer, som gør dem istand til at administrere
forskning. På forskernes niveau er det vigtigste problem de dårlige
forskningsbetingelser for forskerne i 30-40 års alderen (postdocs),
som er den mest produktive og originale periode i forskerkarrieren.
Det er næsten umuligt for yngre forskere, som vender hjem fra
udlandet efter flerårige forskerophold at etablere sig i Danmark
og udnytte deres store potentiale. Den store gruppe fastansatte
forskere (lektorer) hæmmer udviklingen af nye forskningsområder
og nedlæggelsen af uproduktive og uaktuelle områder. Det stive
forhold mellem forskning, undervisning og administration gør det
vanskeligt at støtte de særligt fremragende forskere på bekostning
af de mindre produktive. De danske universiteter tiltrækker kun
få udenlandske forskere på baggrund af videnskabelige relationer.
Hvordan løser vi de mange problemer indenfor universitetsforskningen
i de kommende år? Efter 30 år med Styrelsesloven er der behov for
en universitetsreform. Visionerne og idealerne i 1960’erne med en
demokratisk valgt ledelse på universitetet med deltagelse af forskere,
teknikere og studerende har ikke styrket forskningen indenfor de
naturvidenskabelige og medicinske områder. Lad os trække på erfaringer
fra de bedste universiteter og forskningscentre i udlandet. Jeg
vil komme med følgende forslag til politikere, embedsmænd, universitetsledere
og forskere, som har ansvaret for den offentlige forskning i Danmark.
-
Universiteterne omdannes til selvejende institutioner med
en bestyrelse, som har medlemmer fra det private erhvervsliv,
private forskningsinstitutioner og andre universiteter i Danmark
og udlandet.
-
Bestyrelsen er ansvarlig for den daglige ledelse af universitetets
økonomi og forretninger og udnævner universitetets rektor. Væsentlige
undervisningsmæssige og institutionelle spørgsmål forelægges
også for bestyrelsen.
-
Universiteternes forskningsledelse varetages af forskningsråd
sammensat af aktive, kvalificerede og velrenommerede forskere.
Forskningsrådene er ansvarlige for den daglige ledelse af forskningen,
ansættelse af forskere, oprettelse af forskergrupper og indførelse
af nye forskningsområder.
-
Universiteternes indtægter dvs. de offentlige bevillinger
styres af produktiviteten indenfor både forskning og undervisning.
Forskningsproduktionen beregnes over 5-årige perioder udfra
offentliggjorte publikationer i tidsskrifter med "peer
review".
-
Universitetsforskningens originalitet, kvalitet og produktivitet
evalueres løbende af eksterne rådgivende komiteer med deltagelse
af forskere fra erhvervsliv, private forskningsinstitutioner
og andre universiteter i Danmark og udlandet.
-
Ansættelsen af forskere gøres tidsbegrænset indtil senior
niveau hvor den videnskabelige originalitet, aktualitet og produktivitet
er dokumenteret sammen med evner til at lede en forskergruppe
og vejlede yngre forskere. Arbejdsvilkår og forskningsmidler
gøres afhængige af produktionen af videnskabelige artikler
i tidsskrifter med "peer review".
-
Oprettelse af 5-årige forskningsstipendier til yngre forskere
på postdoc niveau med mulighed for etablering af en forskergruppe.
Stipendierne gives til særligt fremragende forskere efter en
bemærkelsesværdig videnskabelig indsats i Danmark eller udlandet.
-
Private sponsorer inviteres til at give økonomiske bidrag
til universiteternes forskning og belønnes med skattefradrag.
-
Forskningssamarbejdet mellem universiteter og private virksomheder
styrkes.
Hvordan kommer vi i gang med en universitetsreform? Først må
politikere, embedsmænd og universitetsledere lytte til forskerne
og forstå problemerne. Dette kunne gøres ved at arrangere forskningspolitiske
høringer i de tre store universitetsbyer: København, Odense og
Aarhus med deltagelse af forskere, universitetsledere, repræsentanter
fra erhvervslivet, m.fl. i stil med folkehøringerne indenfor de
social- og sundhedspolitiske spørgsmål, som regeringen netop har
gennemført. Blandt deltagerne skal være de yngre forskere, som
lider under de strukturelle og financielle problemer på de danske
universiteter, yngre danske forskere, som i øjeblikket er i udlandet
og ældre forskere, som har videnskabelige kvalifikationer på internationalt
niveau. Deres erfaringer og forslag til ændringer vil være af
stor værdi for politikere, ministerier og universitetsledere.
En universitetsreform er nødvendig for at vende den nedadgående
kurve i dansk forskning og genoprette troen på fremtiden blandt
de yngre danske universitetsforskere. En reform af universitetssystemet
kan medvirke til at Danmark atter placeres blandt de førende lande
indenfor naturvidenskabelig og medicinsk forskning i de kommende
årtier. Har vi råd til at vente?
|
| |
| |
| |
 |
|
|
©Biokemisk
Forening 2000
|