"Klarer sig ganske godt" i fysik; biologi "er stærk, men med mærkbare svagheder"; kemi "er stærk og konkurrencedygtig, selvom kvaliteten er vekslende". Dette er ikke en karakterbog i gymnasiet, men europæiske forskeres vurderinger af hvordan de klarer sig i forhold til resten af verden. I 1997 udkom en karakterbog over europæisk forskning udarbejdet af European Science and Technology Assembly (ESTA), et rådgivende organ for Europa Kommissionen (http://europa.eu.int/comm/research/erf.html). Formålet var at orientere organisationer, som er ansvarlige for europæiske forskningsbevillinger og pege på behov for forbedringer og investeringer. Rapporten gennemgik styrker og svagheder i ni udvalgte forskningsområder indenfor naturvidenskab fra fysik til økologi. Flere generiske temaer blev fremhævet indenfor de forskellige områder. Forskerne pegede på behovet for studier af hele organismer udfra en holistisk synsvinkel i stedet for den accepterede reduktionistiske, lettere adgang til videnskabelig litteratur, databaser og centraliserede forskningsfaciliteter, større mobilitet og samarbejde blandt europæiske forskere og opbrydning af den stive struktur i de europæiske universitetssystemer. Indenfor biokemi og molekylær biologi fik Europa karakteren: "En strålende fortid og stadig verdensklasse indenfor mange områder". Det blev konstateret at "tyngdepunktet er flyttet til USA i de senere år også indenfor områder hvor Europa var pioner", "der mangler støtte til en kritisk masse af forskere, som kan følge op og forstærke tidligere forskningssuccesser" og  "samspillet mellem molekylær cellebiologi og medicin er utilstrækkeligt indenfor cancer og immunologiske sygdomme". Danmark er trods alle forbehold en del af det europæiske fællesskab når det gælder den naturvidenskabelige forskning. Karaktergivningen til europæisk forskning kan uden videre overføres til situationen herhjemme.

I Januar 2000 offentliggjorde Philippe Busquin, kommissær for forskning i Europa Kommissionen en vurdering af den europæiske forskning og et forslag om skabelsen af et europæisk forskningsområde (European Research Area). I vurderingen tegnes et negativt billede af forskningens øjeblikkelige situation i Europa (http://europa.eu.int/comm/research/area/com2000-6-en.pdf). For det første bruger Europa ikke nok penge på forskning. Brutto National Produktet (BNP) i den Europæiske Union (EU) er stort set det samme som i USA, men EU investerer 60 milliarder $ mindre om året i forskning sammenlignet med USA. Forskellen er steget fra 12 milliarder $ i 1992 og skyldes faldende offentlige og private forskningsinvesteringer i Europa. Sagt på en anden måde er den gennemsnitlige forskningsfinanciering i EU i øjeblikket kun 1,8 % af BNP sammenlignet med 2,7 % i USA. I Europa udgør forskere kun 2,5 ‰ af industriens arbejdsstyrke mod 6,7 ‰ i USA. For det andet er forskningen i Europa meget fragmenteret. Der er både nationale og europæiske forskningsprogrammer, men ikke noget organiseret samarbejde mellem dem, snarere er der modstand fra de nationale forskningsråd mod EU’s initiativer. Med globaliseringen af økonomi, informationer og forskning er de nationale grænser for snævre og er international. For det tredje er der kulturelle begrænsninger. I Europa er der en manglende tro på fremskridtet og folk skal lære at acceptere naturvidenskabelig forskning. Europæere er usikre og bange for fremtiden i modsætning til amerikanerne, som har tillid til den teknologiske udvikling. Videnskabelige karrierer i Europa er ikke attraktive for de unge forskere. USA har større tiltrækning på unge europæiske forskere end omvendt, og mange europæere bliver i USA i længere perioder, nogle altid.

I et interview uddyber Philippe Busquin synspunkterne og peger på at Europa må opfattes som en helhed med fordele og ulemper (EMBO Reports 2000;1:96-99). Busquin konstaterer, at heterogeniteten i Europa er  vores styrke. Hvis vi ikke kan udnytte diversiteten og skabe sammenhænge og samarbejde, så har vi et virkeligt handicap. Ligesom i USA skal vi udnytte inputtet fra forskellige kulturer og kreativiteten fra forskellige uddannelsessystemer. Vi må skabe et klima i Europa, som er mere positivt overfor forskning. Forskere skal anerkendes som en rigdom og ressource for fremtiden. I øjeblikket spørger europæiske politikere "hvorfor skal vi give forskerne penge?" Denne mentalitet skaber en ond cirkel. Det er meget sværere, at udnytte forskning til industriel produktion i Europa end i USA. Forbindelsen mellem forskningsresultater og deres anvendelse bliver dårligere, langsommere og mindre vigtig i Europa. For mange er basal forskning en luksus. Vi må forbedre innovationsprocessen i Europa, men desto flere innovationer af høj kvalitet vi producerer, desto flere forskere har vi brug for. Først og fremmest må vi genetablere forskerens status og synlighed. For at opnå dette må vi vise fremragende resultater og opbygge "centers of excellence". Alle kender Stanford, Harvard osv., men Heidelberg er mindre kendt, selvom EMBL’s forskning kan være vigtigere. København er ikke længere internationalt kendt som for 30 år siden.   

I Europa udføres 1/3 af forskningen i den offentlige sektor og 2/3 i den private sektor, selvom der er store variationer mellem de europæiske lande. I Danmark udgjorde den offentlige og privat finansierede forskning henholdsvis 0,70 % og 1,19 % af BNP i 1999. Universiteter og højere læreanstalter tegner sig for størstedelen af den offentlige forskning. Dermed er krisen i den naturvidenskabelige og medicinske forskning i Europa et problem for universitetssystemet. Fra flere sider peges på behovet for reformer af universiteternes forskning også i Danmark. Danmark har sammen med andre små vesteuropæiske lande som Schweiz, Sverige og Holland indtaget en førende position i den internationale forskningsverden siden 1960’erne med høj kvalitet og produktivitet i forhold til deres indbyggertal. Endnu i 1992 kunne tidsskriftet Nature karakterisere dansk forskning med "influence beyond size" i en gennemgang af den naturvidenskabelige forskning i Norden.

Siden 1990 er det imidlertid gået tilbage for universiteterne. Efter den voldsomme ekspansion af aktiviteten i 1960-70’erne med stigende antal forskere og indførelsen af Styrelsesloven har universiteterne været underkastet nedskæringer i flere omgange i de sidste 15 år. I stedet for at stimulere de etablerede forskningsmiljøer på universiteterne satsede politikerne på nye forskningsprogrammer indenfor bioteknologi og nye institutioner som Forskerakademiet og Grundforskningsfonden. Universiteterne og de højere læreanstalter blev sultede, hvorimod sektorforskningen under forskellige ministerier blev udvidet. Produktiviteten og kvaliteten af universiteternes forskning har været faldende igennem de senere år. Som et mål for forskningens kvalitet og "excellence" kan man tælle hvor mange artikler, der er publiceret i de bedste internationale tidsskrifter med "impact factor" > 10. I 1999 var antallet af disse særligt fremragende artikler indenfor biokemi og molekylær biologi fra danske universiteter kun 5 (fem) og i år 2000 ser det ikke ud til at blive højere. Andre opgørelser har vist jævnt faldende antal af publicerede videnskabelige artikler i Danmark igennem de sidste 10 år. Årsagerne hertil er imidlertid ikke alene økonomiske, men også strukturelle og vedrører alle niveauer i forskningsstyringen: politikere, ministerier, universiteternes ledelse og forskerne.

En del af universitetsforskningens problemer er generelle og fælles for landene i Europa, andre er specifikke for Danmark. På det politiske og ministerielle niveau er det et problem, at universiteternes forskning styres af politikere og embedsmænd, som er uden videnskabelig baggrund eller indsigt i forskningen. Siden oprettelsen af Forskningsministeriet har dets rolle mht. styring af universiteternes forskning været usikker og de hurtigt skiftende ministre har ikke kunnet nå at sætte et kvalificeret og langsigtet præg på forskningspolitikken. Opdelingen af universiteternes administration mellem Undervisnings- og Forskningsministeriet virker uklar og uhensigtsmæssig. Bevillingerne styres af studenterantal og undervisningsaktivitet og ikke af forskningsaktivitet og kvalitet. På det ledelsesmæssige niveau er det et problem, at lederne ikke er udpeget i kraft af deres videnskabelige kvalifikationer. Institutbestyrere, dekaner og rektor vælges ikke udfra deres videnskabelige erfaringer og evner til at lede forskning.  Universiteternes ledelse varetages af styrende organer (institutråd, fakultetsråd og konsistorium), som er valgt blandt universitetslærere, teknisk-administrativt personale og studerende, hvoraf en stor del ikke har videnskabelig baggrund eller kvalifikationer, som gør dem istand til at administrere forskning. På forskernes niveau er det vigtigste problem de dårlige forskningsbetingelser for forskerne i 30-40 års alderen (postdocs), som er den mest produktive og originale periode i forskerkarrieren. Det er næsten umuligt for yngre forskere, som vender hjem fra udlandet efter flerårige forskerophold at etablere sig i Danmark og udnytte deres store potentiale. Den store gruppe fastansatte forskere (lektorer) hæmmer udviklingen af nye forskningsområder og nedlæggelsen af uproduktive og uaktuelle områder. Det stive forhold mellem forskning, undervisning og administration gør det vanskeligt at støtte de særligt fremragende forskere på bekostning af de mindre produktive. De danske universiteter tiltrækker kun få udenlandske forskere på baggrund af videnskabelige relationer.

Hvordan kommer vi i gang med en universitetsreform? Først må politikere, embedsmænd og universitetsledere lytte til forskerne og forstå problemerne. Dette kunne gøres ved at arrangere forskningspolitiske høringer i de tre store universitetsbyer: København, Odense og Aarhus med deltagelse af forskere, universitetsledere, repræsentanter fra erhvervslivet, m.fl. i stil med folkehøringerne indenfor de social- og sundhedspolitiske spørgsmål, som regeringen netop har gennemført. Blandt deltagerne skal være de yngre forskere, som lider under de strukturelle og financielle problemer på de danske universiteter, yngre danske forskere, som i øjeblikket er i udlandet og ældre forskere, som har videnskabelige kvalifikationer på internationalt niveau. Deres erfaringer og forslag til ændringer vil være af stor værdi for politikere, ministerier og universitetsledere. En universitetsreform er nødvendig for at vende den nedadgående kurve i dansk forskning og genoprette troen på fremtiden blandt de yngre danske universitetsforskere. En reform af universitetssystemet kan medvirke til at Danmark atter placeres blandt de førende lande indenfor naturvidenskabelig og medicinsk forskning i de kommende årtier. Har vi råd til at vente?