|
Forskningen er som samfundet i almindelighed særdeles afhængig
af innovation - nyudvikling. Fremtidens velfærd skal bygge
på den nyudvikling som skabes idag - på alle niveauer.
Desværre er innovation ikke noget man kan lære, men
til gengæld noget man kan skabe grobund for. Innovation udspringer
af talent. Den skabes af de relativt få som er i stand til
at se og har mod til at gribe chancen og gå nye veje. Det
gælder derfor om at skabe de bedste forhold for innovative
personer. Det ligger i sagens natur at innovation trives bedst i
et system, hvor man har mulighed for aktivt at forfølge nye
ideer. Det vil sige et system, hvor der er fleksibilitet - organisatorisk
og økonomisk fleksibilitet. Og det er her du kommer ind i
billedet. Du kan nemlig sørge for, at der kommer økonomisk
fleksibilitet i forskningen på Universiteterne.
Inden for universiteterne og den biomedicinske forskning er organisatorisk
og økonomisk fleksibilitet desværre ikke alene "en
by i Rusland". Men - hvad værre er - det er faktisk noget,
der findes let tilgængeligt i "enhver by i USA"
og nu også mange andre steder i Europa. Verden omkring os
udgør i stigende grad et åbent marked også for
biomedicinske forskere. Vi kan ikke herhjemme som tidligere regne
med at vores investering i internationaliseringen af talentfulde
unge mennesker bærer frugt, ved at de - per automatik - kommer
tilbage til Danmark. Og selvom nogle af dem gør, kan vi ikke
længere regne med at fastholde dem her.
Postdoc i frontlinien
Siden 2. verdenskrig har det indenfor bio-medicin (biokemi,
biologi, medicin, medicinal kemi etc.) været et vigtigt led
i efteruddannelsen - i hvert fald for de der stræbte efter
en rigtig videnskabelig karriere - at man efter sin Ph.D. eller
lignende grad drog på et 2-3 års ophold til et laboratorium
i udlandet, oftest USA. Her blev man en såkaldt "postdoc"
i den international videnskabelige frontlinie. Det er relativt let
for Danske Ph.D.’er at komme ind hos en videnskabelig superstar.
Vi har generelt stadigt et godt videnskabeligt omdømme og
vejlederen har ofte et godt internationalt videnskabeligt netværk
bl.a. fra sin egen tid som postdoc. Desuden kommer man oftest med
egen løn hjemmefra bevilliget af fremsynede private og offentlige
danske fonde.
Efter 2-3 hårde, men hektiske og spændende år
står man så og er på toppen. Man er helt fremme
i frontlinien. Man har lært de mest avancerede teknikker og
har en tæt føler på den teknologiske og konceptionelle
udvikling i de andre laboratorier i verden inden for ens forskningsfelt.
Man har lagt grunden til ens eget internationale videnskabelige
netværk. Man ved lige hvilken vej man nu vil gå for
at udnytte det potentiale man har opbygget, først gennem
basis uddannelsen og Ph.D. uddannelsen derhjemme og nu efter den
endelige elite-træning hos den amerikanske "Nobel-Pris
kandidat". Hvor skal nu dette danske, top-professionelle videnskabelige
talent vælge at etablere sig for at realisere sine videnskabelige
drømme ?
Indtil for få år siden vendte langt de fleste næsen
hjemad til de danske universiteter. Drivkræften var ikke af
videnskabelig art. Nej, det var især social og chauvinistisk
automatik. Noget med Højskolesangbogen, Benny Andersen, Dannebrog,
fodbold, hjem til familie og venner og trygge forhold for børn,
hunde og gamle osv. Man måtte derefter kæmpe mod mere
eller mindre tyngende, lokale reaktionære kræfter. De
stærkeste overlevede efter en større eller mindre nedtur,
hvor man skulle vænne sig til de noget anderledes forhold
i Andegården. Men, man fandt sig i det - for der var ikke
reelle alternativer. Sådan er det ikke længere. Ikke
blot er der mange, der slet ikke vender tilbage. Men, hvad værre
er - de er begyndt at rejse ud igen efter få år. Og,
endnu mere overraskende - de vælger Danmark fra til fordel
for andre centre i Europa. Det drejer sig ikke blot om centre i
fx. England, men også tidligere videnskabelige "u-lande"
som Italien. Milano og München, er nu reelle konkurrenter med
hensyn til at aftage vore videnskabelige postdoc talenter. Hvis
vi ikke kommer væk fra Jante-lov og andedam - så ender
vi med at blive et område i Europa, hvor man går i skole
og eventuelt får sin prægraduate undervisning - men
hvor andre centre høster det virkelige udbytte af denne investering.
Tænk hvor hurtigt det gik med at få ødelagt vores
hospitals og sundhedsvæsen. Er turen nu kommet til Universiteterne
?
Man skulle tro at samfundet fulgte nøje med i talenternes
udvikling i det fremmede. Man skulle tro, at man forberedte deres
hjemvenden - og havde klare tanker om hvordan de senere skulle indpasses
i universitets systemet eller skulle gøres klar til en kariere
indenfor Bioteknologi industrien. Næ - ingen af delene. Efter
at have "ofret" mange millioner på skole og universitetsuddannelse
samt evt. Ph.D. grad, så ophører interessen fra samfundets
side. Der gøres i øjeblikket stort set intet for at
sikre at vi får udbytte af denne investering. I øjeblikket
må en postdoc i USA, der pga. familien og af længsel
efter andelsbevægelse og bøgetræer retter næsen
hjemad, afvente at en eller anden adjunktstilling tilfældigvis
bliver ledig på et eller andet tilfældigt institut.
Derefter må han eller hun konkurrere med de lokale favoritter,
der blev hjemme og passede kødgryderne. Hvis hun mod forventning
faktisk alligevel får stillingen, så skal hun være
glad for at få et lille laboratorium og måske ½ laborant
mod tilgengæld at skulle undervise i alt muligt som ingen
andre gider. Når hun så søger om penge til forskningen,
skal hun være glad for at få en lille pose penge, der
ikke rækker nogen vegne. Der er nemlig stort set ingen penge
tilbage i forskningsrådenes gemmer efter at alt er hentet
over i diverse program pakker, hvis væsentligste formål
altid har været at give politikerne noget at prale med. Det
er ikke underligt at flere postdocs udtaler, at det ikke er dem
der vælger Danmark fra - men at de føler, at det er
det danske samfund der vælger dem fra. På mindst tre
niveauer skal der ske alvorlige ændringer, før vi har
etableret et forskningsmiljø, hvor der er grobund for kontinuerlig
innovation:
Postdoc Watch Organisation
For det første - bør der etableres et monitoreringssystem,
et overvågningsprogram for postdocs i udlandet. Det er ikke
nok, at den gamle vejleder holder lidt øje med sine tidligere
Ph.D.’er - han eller hun kan alligevel ikke sørge for dem
på optimal måde senere hen. Monitoreringssytemet må
ikke være for bureaukratisk. Det skal dreje sig om personlig
kontakt - og ikke med skrivebords folk. En forsknings-efterretningstjeneste
fungerer selvsagt bedst hvis agenterne er aktive forskere. Man kunne
forstille sig 3-5 velanskrevne forskere i 40-50’erne, der som et
led i deres job får til opgave at monitorere postdocs i udlandet.
Det skal ske ved personlig kontakt / emails og besøg hos
postdoc’en. Der skal være kontakt til den gamle vejleder og
til den nuværende supervisor i USA. Noget i retning af: "Big
Brother is watching you" - fordi du er værdifuld for
det danske samfund både videnskabeligt og generelt. Vi har
brug for aktiv Anti-Jante lov.
Postdoc-overvågerne skal have et helhedsbillede af situationen
et par år ud i fremtiden. De skal følge de enkelte
postdocs mere eller mindre tæt, afhængig af forholdene
og tidspunktet. De skal holde sig orienteret om og evaluere deres
videnskabelige udvikling og være i stand til at planlægge
tidspunkt og specielle forhold vedrørende deres hjemvenden
til Danmark. Bla. skal man sørge for at talenterne får
mulighed for at komme hjem og fortælle om deres resultater
- at gøre PR for sig selv og det de vil udrette i fremtiden.
For nogle år siden kørte vi en foredragsserie med "unge
Danske talenter" i det 100-årige, hæderskronede
Biologisk Selskab. Det rystende er, at stort set ingen af disse
talenter i dag sidder i Danmark. Dette til trods for, at de i dag
udtaler, at de alt andet lige helst ville have været kommet
hjem. Men "alt andet" er som sagt ikke "lige".
Derfor:
Inkubatorlaboratorier
For det andet - bør der oprettes re-nationaliserings
rugekasse-laboratorier for de hjemvendende postdocs. Det hjælper
jo ikke meget at våge over vore talenter i udlandet, hvis
vi ikke har noget konkurrencedygtigt at tilbyde dem. Modellen kunne
være en række rugekasse laboratorier placeret omkring
et ‘centralt’ større laboratorium, hvor en veletableret lokal
forsker holder kontinuiteten, apparatur parken etc. ved lige. Denne
"rehabiliterings-konsulent" for hjemvendende postdoc,
skal samtidig sørge for deres indslusning i den hjemlige
videnskabelige verden. Han eller hun skal rådgive det ambitiøse,
hjemvendende talent. Hjælpe med at få ham til at tage
noget passende undervisning. Slå en anelse koldt vand i blodet
på ham - men ikke for meget ! - når Nobel Pris drømmene
måske kipper over. Hjælpe ham over ‘coming home depressionerne’.
Rådgive med ansøgninger og fremtidsmuligheder på
universitetet eller i Biotek industrien. Selve det enkelte rugekasse
laboratorium kunne fx. bestå af et godt, rimeligt stort laboratorium
med et kontor til den hjemvendende postdoc og et kontor til studenter
etc. Det bør ligge geografisk sammen men andre rugekasse-laboratorier,
så en række ligesindede, hjemvendende postdoc’s får
mulighed for at hjælpe og inspirere hinanden.
Opholdet i rugekasse laboratorierne skal selvsagt være tidsbegrænset
- fleksibilitet er nøgleordet - fx. maximalt 2 måske
3 + 1 år. Tilgengæld skal der følge rigeligt
med financel støtte med. Det er jo meningen at vi skal give
det hjemvendende talent optimale muligheder for at etablere sig
og sin viden og teknologi herhjemme. Det er netop det, der er hans
eller hendes vigtigste opgave. Det er selvsagt ikke alle og enhver,
der drager af sted, der kan regne med at ende i et rugekasse laboratorium.
Der skal være tale om selektion af de bedst kvalificerede:
Ansøgninger, bedømmelse etc. Postdoc overvågerne
vil kende udbud og efterspørgsel og vil kunne rådgive
den enkelte postdoc om hans eller hendes sandsynlige muligheder
i systemet. Idet der er tale om en tidsbegrænset ordning per
laboratorium og person, vil der også hele tiden blive pladser
ledige. Men, der er brug for meget, meget mere end et par stykker
af disse rugekasser. Især fordi den væsentligste selektion
først skal ske i næste omgang, når man har set
hvordan den enkelte person magter at udfolde sig når han står
på egne ben uden supervisor men ellers under optimale forhold.
Efter opholdet i rugekasselaboratoriet er der forskellige muligheder
afhængig af den enkeltes lyster og muligheder. Måske
vil han eller hun stræbe efter at blive ansat i den farmaceutiske
industri eventuelt i et af de mange nye opstarts firmaer. Måske
er der basis for selv at starte et firma eventuelt i samarbejde
med en eller flere af de andre rugekasse forskere. Eller, måske
har vores videnskabelige helt(inde) mere akademiske ambitioner og
skal indsluses mere permanent i universitetssystemet. Men, det kan
ikke ske fornuftigt i det system vi har i dag. Derfor:
Optimal indslusning
For det tredje - bør universiteterne gøres fleksible.
Vi kan ikke køre videre med et system hvis rammer er etableret
i en tid hvor udviklingen gik relativt langsom. Førhen var
der tilsyneladende ikke de store problemer i at udnævne en
professor for 20-30-40 år. Det går ikke i dag. Selv
er jeg fx. på toppen i dag. Eller nærmere, jeg var det
ihvertfald i går. Det er meget sandsynligt at jeg ikke er
med i frontlinien om bare 5 til 10 år - eller måske
før det - suk ! Det kan ikke være meningen at jeg -
per automatik - de næste 20 år skal kunne råde
over den laboratorie plads og de laborant stillinger som jeg nu
har tilkæmpet mig. På de fleste institutter er der i
dag en fordeling af laboratorier og teknisk assistance som meget
nøje svarer til den, der var i slutningen af 70’erne. Det
er ikke så underligt, fordi det er nemlig også stort
set de samme mennesker, der sad der dengang.
Der bør etableres en række 5 årige universitetsprofessorater
selvsagt med mulighed for forlængelse, som vores nu re-nationaliserede
videnskabelige helt(inde) kan rykke ind i. Til disse professorater
skal der - alt efter behov - allokeres rigelig med plads og teknisk
hjælp fra universitetet. I denne sammenhæng er der værd
at bemærke, at når man snakker om universiteternes midler
til forskning, så er der udelukkende tale om husly og lønninger.
Jeg kender intet institut der har reelle penge til forskning. Mit
eget anuum mellem-regnskab er negativt idet jeg foruden telefon
regning etc. også må betale instituttet for at have
‘for mange’ folk i laboratoriet, de bruger jo fotokopieringsmaskiner,
konvolutter etc. De egentlige forskningsmidler, der skal følge
med de nye 5-årige professorater, kan ikke hentes ud af universiteternes
meget slunkne kasser. De midler skal komme fra Dig. Det kan let
koste 4-6 Mkr om året - og mere hvis man spørger fx.
Novo Nordisk - at køre et frontlinie biomedicinsk laboratorium
med 10-12 ansatte som endda hovedsagelig vil være ‘billige’
studenter. Størsteparten af disse midler bør følge
med stillingen, der jo er tidsbegrænset og kun gives efter
hård evaluering. Efter fx. 3 og i næste omgang måske
4 år evalueres sagen på passende vis, hvilket i sig
selv er en lang historie, og man tager stilling til det videre forløb,
behovet for plads, teknisk assistance, budget etc.
Finansiering og organisation
Hvordan skaffer man nu og her plads til alt dette? Man skal
blot bruge bibelske principper - følge Matthæus. De
der har gode bevillinger og som producerer forsknings-resultater
af høj kvalitet skal fortsat have plads og hjælp fra
Universitetet. Måske endda mere. Hvorimod, de der ikke har
gode bevillinger og ikke mere producerer rimelige videnskabelige
resultater bør afgive den laboratorie plads og hjælp
de har. Det er selvsagt problematisk, at nogle skal have mindre
end de har i dag, måske endda blot et kontor. Det er dog min
opfattelse at det faktisk vil lette nogle lektorer og professorer
ikke mere at skulle holde gang i laboratorier og laboranter. Men,
det drejer sig vel at bemærke oftest om dygtige og fornuftige
personer, der pga. deres store viden og erfaring stadig vil kunne
være af stor betydning for universitetet fx. i undervisningen.
Nok så vigtigt, det skal gøres helt legitimt at der
kan være forskellige faser i en universitetslærers videnskabelige
liv - og overgangen mellem sådanne faser kan i øvrigt
ske på meget forskellige alderstrin ! Man kan bla. forestille
sig at de forskellige institutter og fakulteter får en videnskabelig
rådgivningskomite (‘scientific advisory board’) med international
dominans til at hjælpe med de overordnede principper. Det
vigtigste er, at der løbende skal kunne skaffes plads og
midler til vores nye innovative talenter.
Derfor afskaf de kortsigtede cigarkasser, som skiftende forskningsministre
har forsøgt at retfærdigøre deres eksistens
med - begynd bare med Danmarks Grundforskningfond. Men det er ikke
nok, det kommer til at koste meget, meget mere, hvis vi ikke skal
ende som en perifer provins i Europa, hvor man blot går i
skole og får sin hurtige bachelor og måske en andenrangs
Ph.D. grad. Ved at renovere forsknings og universitetssystemet og
skabe et system med kontinuerlig innovation sikres samtidig det
nødvendige grundlag for den spirende bioteknologi industri
- fremtidens arbejdspladser. Men, uden super kvalitet og innovation
i den virkelige, basale forskning i universitets systemet, så
kan vi godt glemme alt om bioteknologi og arbejdspladser i industrien.
Offentliggjort første gang i Weekendavisen november 1998.
Gengivet efter aftale.
|
