|
Europæisk forskning er væsentlig ringere end forskningen
i Japan og USA og det er ikke kun pengene, som gør forskellen.
De amerikanske forskningsmiljøer er intense og innovative.
Forskningen i USA er af høj kvalitet, og præget af
teknologi på højt niveau. EU må øge sine
forskningsudgifter for at følge med USA. Europa skal etablere
flere højteknologiske virksomheder og styrke samarbejdet
mellem universiteter og industri. Europa må skabe forskningscentre
på niveau med de bedste amerikanske universiteter.
Det er ganske vist - der er noget helt galt i europæisk forskningspolitik.
EUs forskningskommissær, Phillippe Busquin har netop udsendt
et White Paper, der lægger op til storvask. Busquins billede
viser et Europa, der halter bagefter rivalerne USA og Japan, og
som skal oppe sig for at foretage omstillingen til videnssamfund.
Et voksende svælg mellem hvor mange ressourcer man pumper
i forskning og udvikling i USA og Japan på den ene side og
Europa på den anden har gjort indtryk. Der er tale om en uskøn
kurve, som allerede i november 1999 fik den nyligt udnævnte
Busquin til at udtale, at unionen måtte øge sine samlede
forskningsudgifter fra de nuværende 1,8 pct. af bruttonationalproduktet
til omkring 3 pct. Det drejer sig dog ikke kun om penge, men i høj
grad også om struktur. "Hidtil har Bruxelles koncentreret
sig om at diskutere rammeprogrammerne for EU’s egen forskningsstøtte,
men nu går man langt videre og lægger op til, at medlemslandene
skal drøfte, hvordan Europa kan komme til at hænge
bedre sammen rent forskningsmæssigt," siger specialkonsulent
i Forskningsministeriet Holger Rasmussen. Busquin vil have set nærmere
på, hvordan der kan ske en integration af den europæiske
forskningspolitik og dermed en højere grad af koordinering
mellem det, der sker på nationalt niveau og på unionsniveau.
Han taler om at opbygge et "Europæisk Forskningsrum".
Rejsen til Amerika
En af de ting forskningsrummet skal gøre noget ved er forskernes
mobilitet, som har taget en gal retning. Fremfor at rejse til brødrelandene
inden for unionen, valfarter europæiske forskere nemlig i
stort tal til USA, hvor mange af dem endda bliver hængende.
Statistikken huer ikke Busquin, der efterlyser en europæisk
dimension i forskernes karriere. Spørger man sig for i Danmark,
hvor især de naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige
Ph.D. studerende og post. doc.s rejser til guds eget land, får
man et indryk af, hvad der skal til. "I USA er forskningsmiljøerne
store, forskningen er af høj kvalitet, og de tilgængelige
teknologier generelt på et højere niveau. Og så
er man meget åben over for udenlandske forskere," siger formanden
for Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, professor Henning
Beck Nielsen. Som en af dem, der selv har været i USA og som
jævnligt sender studerende derover, understreger overlæge
Steen Gammeltoft fra Klinisk Biokemisk afdeling på KAS, at
de amerikanske forskningsmiljøer er meget intense og innovative,
hvor europæisk forskning er mere traditionsbunden. Og så
er der friheden, som især de unge ifølge Forskningsstyrelsens
direktør, Hans Morten Jensen, søger i USA. "Forskning
er en krig, hvor man sætter livet ind på at gennemføre
et projekt, og for virkelig at kunne brænde for det, skal
man selv have afgørende indflydelse." Friheden er en vigtig
forskel mellem den amerikanske og den europæiske forskningspolitik,
for det er ikke bare det, at amerikanerne investerer flere penge
i forskning. Det er måden, altså, de gør det
på. De amerikanske politikere har i de senere år dyrket
en hed kærlighedsaffære med grundforskningen efter en
tørkeperiode op gennem 80erne, hvor de stramt politisk styrede
forskningsprogrammer fik lov at dominere. Dengang var nøgleordet
teknologi, men i takt med at den skrantende industri blev genrejst,
vendte stemningen. Op gennem 90erne lykkedes det forskerkredse at
åbne politikernes øjne for værdien af den langsigtede
og frie forskning. Resultatet har været et langvarigt bevillingsmæssigt
jordskred, hvor der igen og igen er blevet stillet ekstra milliarder
til rådighed for fundamentale projekter især inden for
både biomedicin og bioteknologi. I dag er der bred enighed
om, at satsningen på basal forskning har en stor andel i det
løft den amerikanske økonomi oplever lige nu, og som
især bæres af højteknologiske virksomheder. Så
udviklingen fortsætter. I Clintons budgetforslag for finansåret
2001 indgår der en 7 pct. forhøjelse af forskningsbudgettet,
som denne gang især skal tilflyde de naturvidenskabelige discipliner
uden for biomedicinen. Samme stigningstakt og satsning på
grundforskning finder man i dette års japanske forskningsbudget.
Grundforskningen
EU’s forhold til fri forskning og langsigtet grundforskning er et
ganske andet. Hidtil har Bruxelles lagt op til, at den slags kunne
man tage sig af i de enkelte medlemslande, men som Busquin fremhæver
i sit White Paper, har landenes udgifter til grundforskning enten
ligget stille eller er ligefrem faldet gennem de seneste år.
Denne sang er en gammel kending i Danmark, hvor tal fra Forskningsstyrelsen
sidste år viste, at de frie midler støt aftager i forhold
til de politisk styrede programmer. Samtidig kulegraver Det Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd forholdene for den biomedicinske grundforskning
ud fra en klar fornemmelse af, at den har det skidt. På EU
niveau er grundforskningen stort set ikke eksisterende, og friheden
er skippet til fordel for stramt målrettet programforskning.
Unionens femte rammeprogram for forskning (FP5), som over de næste
fem år står for at uddele næsten 15 milliarder
ECU, støtter forskning der har et stærkt socio-økonomisk
aspekt. Eller som Forskningsstyrelsens direktør, Jens Morten
Hansen udtrykker det, "man ønsker kortsigtet og konkret problemløsning,
og det man får er ikke forskning, men udviklingsarbejde."
Den grundlæggende målsætning for forskningspolitikken
er den samme overalt i verden, nemlig at forskningen skal drive
samfundsudviklingen og gøre erhvervslivet mere konkurrencedygtigt.
Og ifølge Holger Rasmussen var baggrunden for det ekstremt
målrettede FP5 EU politikernes efterlysning af synlige resultater
af forskningsstøtten - der skulle produkter og nye virksomheder
på bordet. "Men i dag føler mange, at udviklingen har
trukket for langt i retning af det direkte anvendte," siger han.
Busquins udspil viser imidlertid, at strategien ikke har virket.
Europa er håbløst bag efter USA og Japan, både
hvad angår patentering af forskningsresultater, etablering
af højteknologiske virksomheder og graden af samarbejde mellem
universitetsforskere og industri.
Fremtiden
Hvad byder fremtiden så på? Det nye "White Paper",
der er et diskussionsoplæg, ser fortsat rammeprogrammerne
som EUs centrale forskningspolitiske redskab, men med udtalelser
om, at Europa ikke bør skære ned i sin grundforskning,
sporer man en afstandtagen fra grundprincippet i FP5. Samtidig åbnes
der for en opblødning over for en større decentralisering
i implementeringen. "De er simpelthen nødt til at opgive
den stramme centrale styring i lyset af den forestående udvidelse
mod øst," mener Jens Morten Hansen, der hilser et slappere
greb velkommen. Som formand for Nordisk Forskningspolitisk Råd
har han netop selv været med til at skrotte centrale programmer
for i stedet at lade Nordens forskningsråd uddele penge hver
for sig til de bedste projekter på tværs af landegrænser.
Overordnet er Forskningsministeriet positivt indstillet over for
ideen om et Europæisk Forskningsrum. "Vi er nok lidt ambivalente
over for en større integration, men vi kan klart bruge kommissionens
bistand til løsning af større opgaver," siger Holger
Rasmussen. De opgaver han hentyder til er typisk stort fælles
apparatur, forskningsmæssig infrastruktur såsom fælles
databaser og opbygning af internationalt førende forskningscentre.
Netop den slags Centers of Excellence, som ifølge Steen Gammeltoft
kan være med til at holde europæiske forskere hjemme.
En øget national indflydelse på EUs forskningspolitik
har længe stået på forskernes ønskeliste.
De danske forskningsråd mener, at styringen hidtil har været
alt for koncentreret i Bruxelles, og Henning Beck-Nielsen henviser
til, at tilrettelæggelsen af FP5 stort set foregik på
administrativt niveau inden for EU. Det udelukkede dermed det input
fra forskerside, som han mener er afgørende, fordi "det nu
engang er forskerne, der er de bedste til at vurdere, hvor mulighederne
for gennembrud ligger." Også Jens Morten Hansen, der ser de
nationale forskningsråd som naturlige partnere i tilrettelæggelsen
af en fælles europæisk forskningsstrategi, håber
at Busquins åbning får en reel effekt. Men - som han
siger med mange års erfaring med udarbejdelsen af beredskabsplaner
og indstillinger - "man bliver let skeptisk i denne branche." Ikke
desto mindre arbejder både Forskningsministeriet og Forskningsstyrelsen
på at indhente input til et dansk udspil til de forhandlinger
om EUS sjette rammeprogram, som starter senere i år. Og Busquins
"White Paper" - det skal nu ud til diskussion på
unionens universiteter samt i EU parlamentet, hvorefter den udfarende
kommissær håber at aflokke medlemsstaterne en tilslutning
på et ministerrådsmøde i juli. Man holder vejret
i spænding.
Offentliggjort i Weekendavisen d. 11. - 17.2.00. Gengivet efter
aftale.
|
