|
Daniel Kevles bog, "The Baltimore Case", med undertitlen
"a trial of politics, science and character" (1) udkom
i USA i efteråret 1998, og er siden anmeldt i Nature (2) og
andetsteds. Men tilsyneladende er kendskabet til den begrænset
herhjemme. Bogen fortjener imidlertid en stor læserskare,
da den er velskrevet, seriøs nutidshistorie og samtidig indlevet
og spændende som en le Carré-roman. Ikke mindst forskere,
forskningspolitikere og videnskabsjournalister kan lære af
den, da også fundamentale aspekter af vor tids forskningsvilkår
og samspil med politik bliver belyst. Dens udgangspunkt er angrebet
på resultater i en artikel om molekylær immunologi publiceret
i tidsskriftet Cell i 1986 (3). Artiklens ene seniorforfatter er
David Baltimore. Baltimore blev kendt, da han i 1975 som kun 37-årig
fik nobelprisen i medicin sammen med Howard Temin for opdagelse
og identifikation af det i molekylærbiologi og bioteknologi
så afgørende enzym, revers transkriptase. Baltimores
navn er nu yderligere kendt pga. den aktuelle sag.
Biozooms læsere må have oplagt interesse i og forudsætninger
for at sætte sig ind i Baltimore-sagen. Derfor denne gennemgang
af sagen og dens aspekter. Baltimore-sagens medieomtale, lange forløb,
og destruktivitet er måske usædvanlig. Men den har alligevel
generel interesse, da også andre lande (inkl. Danmark) har
haft langvarige sager, der er begyndt med et usikkert spørgsmål
om videnskabelig uredelighed, men siden løbet løbsk
i takt med pressens, advokaters, embedsværkets og det politiske
systems interferens.
Sagen
Baltimore og medarbejdere (3) var angiveligt de første, der
brugte transgene mus til at undersøge regulationen af antistoffers
syntese og specificitet. Til deres overraskelse fandt de, at antistof
transgenet øger syntesen af musens egne native immunglobuliner
i den indavlede black/6 musestamme. Den vigtige observation blev
underbygget både på DNA/RNA niveau i Baltimores laboratorium
på M.I.T., og på proteinniveau hos den anden seniorforfatter,
Thereza Imanishi-Kari, på samme institution i Boston. Netop
kombinationen af molekylærgenetisk og proteinkemisk dokumentation
gjorde resultatet så overbevisende, at undersøgelsen
uden større problemer blev trykt i det attråede tidsskrift
Cell. Det var ikke tilfældigt, at Baltimore valgte at samarbejde
med Imanishi-Kari gruppen. Baltimore vidste, at Thereza Imanishi-Kari
havde en enestående kunnen og erfaring i serologisk klassifikation
af antistoffer og at hun rådede over specielle analyseteknikker
til formålet. Derfor samarbejde i stedet for at bruge tid
og kræfter på at opbygge teknologien i eget laboratorium.
Den vigtige observation i Cell-artiklen foranledigede en række
opfølgningsundersøgelser. Til nogle af undersøgelserne
havde Imanishi-Kari fondsmidler til at aflønne en medarbejder
i et år. Hun ansatte en yngre biolog, Margot O’Toole,
der havde en relevant Ph.D. baggrund i molekylær immunologi.
Margot O’Toole fik imidlertid svært ved at få en
immunanalyse med et særligt monoklonalt antistof (Bet-1) til
at fungere (Bet-1 er et rotteantistof rettet mod en epitop på
musens IgM molekyler). Da Margot O’Toole gennemgik en tidligere
medarbejders noter stødte hun på tal, der viste, at
Bet-1 analysen også havde voldt problemer i laboratoriet i
en tidligere periode. Margot O’Toole havde i mellemtiden også
vanskeligheder med andre teknikker og derfor udeblev resultaterne
helt fra hendes hånd. Hun blev tiltagende frustreret. Og Imanishi-Kari
blev tilsvarende utilfreds, da hun i øvrigt fandt O’Toole’s
arbejdsindsats utilstrækkelig. O’Toole’s ansættelse
nærmede sig sit udløb, og Imanishi-Kari havde ikke
lyst til at søge midler til forlængelse. På det
tidspunkt blev O’Toole imidlertid optaget af den mulighed,
at Bet-1 analysen måske aldrig rigtigt havde fungeret i laboratoriet.
Det kunne forklare en del af hendes egne vanskeligheder. Men samtidigt
indebar det, at Cell-artiklen måtte anses for at rumme en
alvorlig fejl, da Bet-1 resultaterne havde betydning for artiklens
budskab. De alternative forklaringer, at hun måske ikke havde
grønne fingre med immunanalyser, eller at hun arbejdede med
en dårlig batch af Bet-1, lå O’Toole fjernt. Og
så begyndte en lavine af hidtil uset destruktivitet at rulle.
O’Toole anklagede i begyndelsen Imanishi-Kari for fejltolkning
af Bet-1 resultaterne, og den anden seniorforfatter, Baltimore,
for accept af fejlen. Gradvist skred hendes anklage imidlertid til
en bredere mistanke om videnskabelig uredelighed med fabrikation
og doktorering af både Bet-1 og andre resultater i den hensigt,
at tilpasse resultaterne artiklens opsigtsvækkende budskab.
Ifølge O’Toole var Imanishi-Kari den egentlige svindler,
mens David Baltimore lidt efter lidt blev anklaget for manglende
omhu og indsigt, for upassende forsvar for Imanishi-Kari, for utilstrækkelig
reaktion på O’Toole’s initiale antydninger, og senere
for manglende ydmyghed overfor de politiske instanser, der efterhånden
blandede sig.
O’Toole fandt i begyndelsen ikke støtte blandt etablerede
forskere. To lokale udvalg af immunologer i Boston fandt ikke substans
i anklagerne. Men en tidligere medarbejder hos Imanishi-Kari (Charles
Maplethorpe), der også projicerede sin manglende succes over
på laboratorielederen, satte hende i forbindelse med de kendte
"fraud-busters" på N.I.H. i Bethesda, Walter Stewart
og Ned Feder. Stewart og Feder havde lang erfaring, men begrænset
succes i neurobiologisk forskning. De havde fået påtaler
for manglende forskningsindsats af N.I.H.’s ledelse. Men siden
begyndelsen af firserne havde de søgt at skabe sig nye karrierer
som opdagere af svindel og anden uredelighed i forskning. Det havde
givet en vis bevågenhed i presse og blandt politikere. Hidtil
havde de kun haft småfisk i nettet; ukendte og overambitiøse
yngre forskere. Men med O’Toole’s "whistle-blowing"
af bl.a. en nobelpristager som David Baltimore så Stewart
og Feder muligheden for den store fangst, der måtte formodes
at sikre dem og deres metier. Stewart og Feder katalyserede processen
med alle til rådighed stående midler. N.I.H.’s
"Office of Scientific (senere Research) Integrity (OSI/ORI)";
pressen; Kongressen og dens komité for opsyn med offentlige
midler (Dingell komitéen); "Secret Service" o.s.v.
blev mobiliseret. Præliminære OSI/ORI udkast og diverse
interne papirer, der anklagede Imanishi-Kari for svindel, blev lækket
til presse og kongres. O’Toole blev samtidig hævet til
skyerne i aviser og fjernsyn for sin kamp for videnskabelig sandhed
og mod den etablerede videnskabs sammenspisthed. O’Toole fik
priser for sin indsats, - og et fast job ! Stewart og Feder badede
sig i rampelyset. Imanishi-Kari fik inddraget det meste af sin fondsstøtte
og indefrosset sin udsigt til fastansættelse. Baltimore blev
tvunget fra sin nytiltrådte post som rektor på Rockefeller
Universitet. Efterhånden vendte flere og flere topforskere,
omfattende bl.a. fire nobelpristagere sig mod Baltimore. De fandt
hans vedholdende forsvar for Imanishi-Kari betænkelig, og
hans mangel på ydmyghed overfor kongresmedlemmet John Dingell
og hans komité for skadelig for "American Science".
Lavinen var nu vokset fra en lokal videnskabelig disput i Boston
midt i firserne til en international heksejagt i begyndelsen af
halvfemserne med forsideartikler og ledere i New York Times og Washington
Post, og intensiv debat i Nature og Science. I alle medier var sagsbeskrivelsen
dog garneret med misforståelser af både videnskab og
forløb. I retrospekt er det imponerende, at Imanishi-Kari
og Baltimore ikke krakelerede under pressens angreb; under Dingell-komitéens
McCartyisme; under ORI/OSI’s Kafka’ske procesføring
(de blev holdt uvidende om anklagernes art og bevismateriale); under
Secret Service’s særprægede undersøgelser;
og under Margot O’Toole’s, Stewart’s og Feder’s
ustandselige nye anklager ("moving targets"). Men de anklagede
havde to ting at holde sig til: Deres bevidsthed om anklagernes
grundløshed, og en efterhånden voksende støtte
fra venner, kolleger og medborgere, der uden personkendskab fornemmede,
at processen mildt sagt kørte skævt. Særligt
vederkvægende må det have været, at flere og flere
uafhængige forskergrupper kunne bekræfte Cell-artiklens
resultater og budskab. Denne for al forskning så afgørende
omstændighed påvirkede dog ikke O’Toole, Stewart
eller Dingell-komitéen. Heller ikke pressen lod sig anfægte.
Efterhånden blev sagsforløbet så grotesk, at
mennesker i systemet indså, at de anklagedes fundamentale
ret til rimelig behandling ("due process") var groft negligeret.
Den gode jura holdt sit indtog. Heksejagten blev erstattet af en
regulær appelret med dommere, anklagere og forsvarere, der
kunne føre og krydsforhøre ekspertvidner. Sagen endte
omsider efter mere end ti år i juni 1996 med total frikendelse
af Thereza Imanishi-Kari, æresoprejsning til David Baltimore,
og massive næser til Margot O’Toole, til N.I.H.’s
kontor for "research integrity", til John Dingell og hans
komité, og til Secret Service. N.I.H. fulgte næsen
til Walter Stewart og Ned Feder op med at fratage dem ret til og
mulighed for forskning og "fraud-busting". De blev overført
til administrativt arbejde på uskadeligt niveau. Walter Stewart
reagerede med at sultestrejke (forløb uoplyst).
Thereza Imanishi-Kari fik genetableret sin fondsstøtte fra
N.I.H. og blev omsider fastansat som associate professor ved Tufts’
Universitet i Boston. I 1997 blev David Baltimore kaldet som rektor
til "California Institute of Technology", der vist ikke
lader M.I.T. eller Rockefeller Universitetet så meget efter
i betydning eller prestige.
Tilbage står et destruktivt og overflødigt sagsforløb,
som alle parter har tabt på. Udover de direkte involverede
personer, tabte også forskning, administration, presse og
politikere. Forfatteren Daniel Kevles har utvivlsomt ret i, at sagen
illustrerer en række betingelser for post-Watergate tidens
amerikanske forskning og samfund. Men sagen må også
give anledning til refleksion over principielle forhold for forskningen
udenfor USA. Bl.a. i Danmark.
Aktørerne
Baltimore-sagen er som antydet et drama - vel nærmest af tragisk
thriller-karakter. Der er vitterligt ikke meget at grine af. Det
dramatiske element er så udtalt, at en god drejebogsforfatter
og instruktør må kunne få fascinerende teater
eller film ud af det stof, som sagen er gjort af. Videnskabelige
dramaer som Bohr-Heisenberg dialogen og Galileo’s sag har jo
vist sig velegnet til teater, der oven i købet interesserer
folk.
En af årsagerne til at dramaet blev så udtalt, er hovedaktørernes
karakterer. Med svagere sjæle havde sagen aldrig nået
det omfang og den varighed. Eksempelvis løb alene Thereza
Imanishi-Kari’s udgifter til advokat og vidner op i 1 mill.
$. Det kunne hun langtfra selv klare. Men Baltimore dækkede
100.000 $, og resten blev skaffet blandt kolleger, venner og pro
bono arbejdende advokater og vidner.
De fleste forskere - også i den danske forskningsverden -
kender de karaktertræk, som var afgørende hos aktørerne
i Baltimore-sagen. Men de er sjældent set så rendyrkede.
Det kan derfor være lærerigt at se nærmere på
dem.
 |
Margot O’Toole var, da sagen startede en ung og livlig
forsker med et intenst og altfavnende engagement. Hun ville det
hele. Hun var ambitiøs og ville både en respektabel
forskerkarriere og samtidig et ikke ubetydeligt familieliv (mand
og 3 børn). Med irsk, katolsk baggrund var hun desuden socialt
og politisk engageret (anmeldte sager om politi-brutalitet). Det
er nok karakteristisk, at sagen begyndte i en fase af hendes liv,
da hendes postdoc-karriere skulle løbes i gang sideløbende
med børnefødsler. Hun undervurderede begge karrierers
krav. Samtidigt refererer bogen gentagne udsagn om, at hun trods
teoretisk fundering i molekylær immunologi ikke var meget
for arbejde ved laboratoriebordet. Hun savnede tid, tålmod
og omhu, og følte sig tilsyneladende hævet over "bench-work"
med besværlige analyser. Hun savnede tilsyneladende også
tvivlens og selverkendelsens nådegave. I starten var hun ganske
vist usikker på arten af sin kritik, men da hun blev mediernes
og politikernes darling blev hun skråsikker og rethaverisk.
Sagen blev hendes egentlige karriere. Hun endte som "just a
plain fanatic", som hendes kollega, Brigitte Huber, konkluderede.
 |
Thereza Imanishi-Kari har som navnet afspejler, en usædvanlig
global baggrund. Født i Brasilien af fattige japanske indvandrere
blev hun efter brasiliansk uddannelse, og postgraduat skoling i
Japan gift med en finsk arkitekt. Hun flyttede til Helsingfors,
fik en datter, blev separeret og flyttede til Klaus Rajewsky’s
laboratorium i Köln. Her mødte hun først i firserne
Baltimore, der overtalte hende til at etablere eget laboratorium
på M.I.T. i Boston. Imanishi-Kari fremtræder som en
hårdtarbejdende, men også kompromisløs forsker.
Hendes Boston-liv synes helt fokuseret på forskning og datteren.
Og hun var sig bevidst om prisen for begge, - om det at være
enemor med en barnefader i Europa og familien spredt i Brasilien
og Japan. Hun havde to svagheder, som spiller ind i sagen. Hendes
engelsk kunne være svært at forstå (hun tænkte
angiveligt på portugisisk-japansk iblandet lidt finsk og tysk),
og hendes ret specielle ordenssystem i laboratoriet fungerede måske
nok for hende, men ikke for flere af medarbejderne. Hendes sjælsstyrke
under sagen er næsten ufattelig, i den grad bygget op om viljen
til forskning og omsorg for datteren.
 |
David Baltimore er sagens omdrejningspunkt. Han var idémand
bag det arbejde, hvormed sagen startede. Hans forskningstalent og
kapacitet er i ubestridelig særklasse med bl.a. doktorgrad
som 26-årig, nobelpris som 37-årig, og stilling som
direktør for et stort, progressivt forskningsinstitut ved
M.I.T., "the Whitehead Institute", som 43-årig.
Hans intellekt udfoldede sig ikke alene i vedholdende topklasseforskning,
men også i samfundsdebatten, og som leder og administrator
med bred kontakt til det økonomiske og politiske bagland.
Han var rådgiver for flere bioteknologiske industrier og blev
hurtigt velhavende. Udnævnelsen til rektor ("president")
for Rockefeller Universitetet, hans Alma Mater, var et foreløbigt
højdepunkt, hvor hans mange talenter kunne udfolde sig. Men
netop Baltimore’s akademiske stjernestatus og mangesidede succes
kombineret med et skarpt intellekt og retsind blev tilsyneladende
skæbnesvangert. Hans styrke blev en akilleshæl. Selv
om Imanishi-Kari var den, der blev anklaget for svindel, var Baltimore
det egentlige mål for sagens hyæner. Han blev klandret
for sit vedholdende forsvar for Imanishi-Kari, selv om hendes totale
frifindelse senere mere end antydede, at Baltimore var den bedste
menneskekender. Det er ligeså absurd, at hans forsvar mod
Dingell’s personlige angreb også blev gjort odiøst.
Dingell forvekslede afgørende elementer i sagen og hængte
Baltimore ud for svindel i antisemitiske overtoner (Baltimore er
jøde). Man kan undres over, hvorfor så mange mente,
at nobelpristageren Baltimore pinedød skulle udvise ydmyghed
overfor en demagog som Dingell. Hvordan ville danske forskere og
den danske befolkning reagere, hvis Niels Bohr fejlagtigt var blevet
anklaget for videnskabelig svindel i antisemitiske toner af et oppustet
folketingsmedlem ? - Et af sagens triste aspekter er visse nobelpris-kollegers
og andre forskeres bedreviden. Janteloven florerer åbenbart
også i højere forskerkredse i USA. Det er blevet sagt,
at Baltimore kunne virke arrogant; - men også at uendelig
få ville have tilsvarende gode grunde dertil. Det er et åbent
spørgsmål, om Baltimore egentlig var hovmodig. Formentlig
har han blot en sjælden god hjerne, som har bidraget afgørende
til medicinsk og biologisk forskning.
 |
Walter Stewart og Ned Feder er bipersoner. Men de fik afgørende
betydning ved at katalysere sagen fra en lokal videnskabelig disput
til en tragedie af internationalt format. Dybest set er de et par
sølle fanatikere, som ikke har fremmet forskningen eller
andre områder af samfundet. Walter Stewart har formentlig
en høj intelligenskvotient, der tiltrak ham til forskning
og som umiddelbart kunne imponere omgivelserne. Men god forskning
kræver flere talenter (4). Og placeringen i et "center
of excellence" som N.I.H., udstillede både Feders og
Stewarts utilstrækkelighed. For dem kom "fraud-busting"
som en chance, der kunne tilfredsstille deres ambitioner om både
anerkendelse og rampelys, og samtidigt på barok vis retfærdiggøre
deres beskedne forskningsindsats. Det er ikke ukendt, at farisæisme
i forskning kan florere blandt udtørrede forskere, der aldrig
opnåede særlig succes. Og farisæere kan åbenbart
føle trang til at intimidere forskere med fremgang - for
ikke at nævne stjerner som Baltimore. Farisæernes skade
på forskningen kan være betydelig, - især når
det lykkes at skaffe bevågenhed blandt politikere og redaktører,
som det gjorde for Stewart og Feder.
Omkring de nævnte hoved- og bipersoner har alle tænkelige
helte og skurke i sagen udfoldet sig. Mange af sagens politikere,
journalister og embedsmænd er endt i lidet flatterende roller
af den enkle grund, at de ikke forstår forskningens natur.
De endte som forskningens ydre fjender. Samtidig kan man vanskeligt
fortænke dem i at blande sig, da forskning er så vital
en faktor i moderne, højteknologiske samfund. Kunsten for
forskningspolitikere og videnskabsjournalister er derfor, at sikre
sig kompetent rådgivning og information blandt uvildige forskere.
Og den kunst har de ikke magtet i denne sag. De har været
for villige til at lytte til frustrerede men geskæftige fiaskoer
som Margot O’Toole og Walter Stewart og til en gruppe etablerede
forskere, der nok er kompetente, men også jaloux og småtskårne,
og som derfor opererer med skjulte dagsordner. Fx den at genere
en fremgangsrig Baltimore, og at tækkes magthavere. Sidstnævnte
type forskere er måske dramaets største skurke. Både
de og de yngre forskere uden fremgang blev forskningens indre fjender.
Forskningen
Sandhedsparadokset. Sagen illustrerer et iøjenfaldende
paradoks i natur- og lægevidenskabelig forskning. Forskning
er på den ene side en stræben efter sandhed (dvs. sand
viden om livet og verden). Men på den anden side er det enkelte
forskningsprojekt en menneskelig aktivitet behæftet med de
fejl og den usikkerhed, som præger al menneskelig indtrængen
på nyt område. De enkelte forskningsresultater giver
derfor ikke nødvendigvis, for ikke at sige sjældent
- den endelige sandhed. Forskningsdata kræver fortolkning
og sammenfatning, og netop denne proces afspejler ofte boniteten
af den enkelte forsker. Forskningsresultater og analysedata kan
godt være sande og holdbare, selv om fortolkningen varierer
afhængigt af den enkelte forskers kendskab til området,
til de anvendte metoder, til intuition, erfaring og evne til kreativ,
original tænkning.
I konkrete tilfælde kan paradokset være svært
at forstå for folk, der ikke selv er aktive og selvstændige
forskere. Baltimore-sagen viste, at det skabte problemer for politikere
(John Dingell og de andre medlemmer af Repræsentanternes Hus
i hans komité), for embedsmænd (i N.I.H. komitéerne
og i Dingell-komitéen), for journalister (både dagbladsjournalister
og videnskabsjournalister ved videnskabelige tidsskrifter som Nature
og Science) og for mindre erfarne forskere (som Margot O’Toole
og Charles Maplethorpe m.fl.).
Daniel Kevles illustrerer paradokset ved at indlede sin bog med
følgende Albert Einstein sentens fra 1932 :
"Science as something already in existence, already completed,
is the most objective, impersonal thing that we humans know. Science
as something coming into being, as a goal, is just as subjectively,
psychologically conditioned as are all other human endeavours."
- og lader David Baltimore afslutte bogen med et centralt udsagn
fra høringen i Dingell-komitéen i maj 1989 :
"No study is ever complete. Deciding when to write up a
study is an arbitrary and personal decision. A study is written
when an investigator decides that a story can be told that hangs
together, that makes sense and that others will want to read and
build on. The scientific literature is a conversation among scientists.
It is crucial to remember, and often forgotten, that a paper does
not claim to be an absolute assurance of truth, only a moment’s
best guess by one group of investigators. Because all of these
judgements are less than wholly objective, another investigator
might come to a different conclusion using the same data. In a
real sense, a scientific paper is a subjective product".
Kort sagt, en vurdering af forskningsdata, som senere viser sig
uholdbar behøver ikke at afspejle dårlig forskning
- endsige uredelighed og svindel. Det ved alle fuldtidsforskere.
Det forstod hverken Margot O’Toole, Charles Maplethorpe, Walter
Stewart, Ned Feder, eller kongresmand Dingell og hans medkombatanter.
Samarbejdsansvaret. Et andet aspekt af Baltimore-sagen,
er kompleksiteten af moderne molekylærbiologisk frontlinje-forskning.
Ingen gruppe og intet laboratorium behersker i dag hele det optimale
metodologiske armamentarium. Problemstillingen bestemmer hvilke
metoder der kræves. I det omfang eget laboratorium ikke har
de rette metoder, er det nødvendigt at samarbejde med andre
laboratorier/forskere, der besidder den krævede kompetence.
Mange teknikker og metoder er i dag så sofistikerede, at det
tager tid at bemestre og at kende de enkelte reagenser og deres
luner (jf. antistoffer som Bet-1).
En konsekvens af et hensigtsmæssigt samarbejde mellem laboratorier,
der kan ligge i forskellige lande og verdensdele (en almindelig
situation for forskere i et lille land som Danmark), er at medarbejderne
i det ene laboratorium ikke nødvendigvis kender de finere
detaljer i metoderne i det andet laboratorium, og derfor ikke kan
tage et reelt ansvar for resultaterne fra det andet sted. Hele idéen
med samarbejdet er jo netop at sikre sig adgang til den kompetence,
man ikke selv besidder. Og som al anden slags samarbejde, må
det baseres på tillid. Ikke naiv eller blind tillid, - men
common sense tillid. Det var derfor urimeligt at bebrejde Baltimore,
at han ikke havde styr på fejlkilder og problemer i Imanishi-Kari’s
metoder. Det er derfor også urimeligt når flere tidsskrifter
i dag kræver, at den enkelte medforfatter skal tage ansvar
også for resultater produceret i et andet, evt. fjerntliggende
laboratorium, som man samarbejder med - netop fordi det udmærker
sig ved en ekspertise, man ikke selv besidder.
Reproducerbarheden. Et tredje fundamentalt aspekt ved Baltimore-sagen
er nødvendigheden af at væsentlige nye resultater skal
kunne reproduceres af uafhængige grupper og laboratorier (jf.
også paradokset om forskningens subjektivitet). Det efterhånden
klassiske eksempel er den kolde fusion i Utah for en halv snes år
siden. Hvis ikke en række uafhængige universitetslaboratorier
hurtigt og samstemmende havde vist, at fænomenet ikke lod
sig reproducere, var kæmpebeløb blevet smidt ud ad
vinduet. Både staten Utah’s lokalpolitikere og nationale
toppolitikere i Washington var i hast på vej med bevillinger
af størrelsesordenen 50 mill. $ til de fantasifulde Utah
fysikere, Pons og Fleischmann.
Alle forskere kender til nødvendigheden af reproducerbarhed.
Metoder i videnskabelige originalartikler skal være beskrevet
så detaljeret, at undersøgelsen kan gentages af uafhængige
forskere, og specielle reagenser (fx cellelinjer, antistoffer, klonede
gener) skal være tilgængelige for andre laboratorier.
Baltimore følte sig derfor mere sikker i sin og Imanishi-Kari’s
sag, da andre kunne reproducere Cell-artiklens overraskende resultater.
Men sagens politikere, journalister og embedsmænd forstod
det ikke. Det gjorde derimod Margot O’Toole’s Ph.D.-vejleder,
den erfarne immunolog, Henry Wortis, fra Tufts University. For god
ordens skyld undersøgte han selv det omstridte Bet-1 antistof,
da han blev inddraget i Baltimore-sagen. I modsætning til
O’Toole fandt han, at det fungerede, og at der derfor ikke
var grund til at postulere, at Imanishi-Kari havde fabrikeret sine
Bet-1 resultater. Wortis er en god forsker.
Politik
Det forskningspolitiske samarbejde. De fleste forskere ved godt,
at forskningen mistede sin uskyld med Hiroshima-bomben i august
1945. Der er næppe heller nogen, der vil bestride forskningens
fundamentale betydning for det moderne velfærdssamfund, og
dermed politikeres legitime ret til at interessere sig for, sætte
rammer for, og prioritere blandt forskningens områder. Politikere
i lande, der satser seriøst på forskning (som især
USA, men for den sags skyld også små lande som Finland,
Israel, Sverige og Schweiz), må anerkendes retten til indsigt
i om landet får valuta for forskningspengene. Problemet er
blot, at pålidelig måling af et samfunds forskningsudbytte
er vanskeligt og kompliceret. Dels kan der gå lang tid - ét
til flere årtier - før udbyttet af en given investering
kan måles, hvad få politikere har forståelse for
og funktionstid til. Dels er måleparametrene mangeartede,
indirekte og komplekse med en hoben fejlkilder og faldgruber. De
kan kun håndteres efter hensigten ved medvirken af personer
med reel indsigt i den pågældende forskning, dvs. af
aktive forskere på området. Politikerne og deres embedsmænd
kan af mange grunde ikke alene. Fornuftig og fremadrettet forskningspolitik
kræver derfor et tillidsfuldt samarbejde præget af gensidig
respekt mellem involverede politikere og embedsmænd på
den ene side, og forskningsverdenens repræsentanter på
den anden. Et sådant samarbejde synes det forunderligt nok
ofte vanskeligt at etablere. Også - eller ikke mindst - i
jantelandet Danmark. Og samarbejdet ligger lysår fra den heksejagt
som Dingell-komitéen foranstaltede mod Baltimore, og forskere
i en række mindre - men stadig omfattende sager (fx Gallo-sagen).
Forholdet mellem Dingell-komitéen og den amerikanske forskningsverden
illustreres bl.a. af en henvendelse fra en ledende embedsmand i
kongressen til N.I.H.-direktør Bernadine Healy, der havde
protesteret mod Dingell’s McCarthy-metoder. Embedsmanden meddelte
lige ud, at Healy ligeså godt kunne lægge sig på
knæ for Dingell, da det var den eneste attitude, der forebyggede
spark over skinnebenet. Den brave kvinde replicerede, at det også
var den stilling, hvori folk fik hovedet hugget af !
Uredelighed. Baltimore-tragediens psykologiske baggrund
var stærkt politisk. Halvfjerdsernes Watergate- og Vietnam-traumer
medførte krav fra kongressen om øget kontrol med præsidenten
og hans regerings politik. Dingell-komitéen blev nedsat for
at følge offentlige bevillinger til erhvervslivet, ikke mindst
til våbenindustrien. Det viste der sig at være brug
for. John Dingell’s politiske stjerne stod højt i firserne,
fordi han greb hårdt ind mod økonomisk manipulation
i våbenindustrien. Han var mindst ligeså hård
en negl som våbenfabrikanterne.
I slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne, begyndte
der imidlertid - ikke mindst i USA - også at komme oplysninger
frem om videnskabelig svindel (5). Mange stammede fra biomedicinske
laboratorier støttet af N.I.H. Oplysningerne om svindel kom
fra "whistle-blowers", der ofte var unge forskere i veletablerede
biomedicinske grupper. Det er ikke nemt at være "whistle-blower".
Man rejser en alvorlig sag, der gerne skulle være hold i,
og man stemples let som "trouble-maker" - især hvis
anklagen ikke holder. Mange uredelighedssager i både USA og
Danmark har da også mere karakter af ufredelighedssager, opstået
pga. trivielle gniderier om bagateller mellem ambitiøse ego’er
i kompetitive laboratorier. Men nogle af de store sager om fabrikation,
manipulation og tyveri af data og tekster er blevet opklaret, fordi
de var så iøjenfaldende, og fordi den anklagede vedgik
sin svindel (5). John Dingell og hans komité følte
sig prompte kaldet til også at føre opsyn med uredelighed
i amerikansk forskning, tilsyneladende uden at erkende de finere
forskelle på stormagnater i våbenindustrien og stilfærdige
enkeltforskere som Thereza Imanishi-Kari. Vi må bede til at
hverken grov videnskabelig uredelighed eller heksejagt a la Dingell
finder indpas i Danmark. Baltimore-sagen har vist, at alene den
diagnostiske undersøgelse kan være mere skadelig for
videnskaben end sygdommen selv.
Baltimore-sagen har bidraget til at belyse mange spørgsmål
om videnskabelig uredelighed. Sagen har understreget, at det kræver
uendelig megen omhu at rejse en mistanke, at undersøge den,
og at sikre retfærdig behandling af sagens parter. Letsindig
anklage kan brændmærke ikke alene den anklagede og "whistle-blower"en
resten af livet. Men også det involverede laboratorium, værtsinstitutionen
og forskningens generelle image kan lide ubodelig overlast til skade
for hele samfundet. I lægevidenskaben ikke mindst til skade
for syge.
Baltimore-sagen berører også spørgsmålet
om hyppigheden af videnskabelig uredelighed. Ingen ved hvor udbredt
det er, eller hvor stor en del, der bliver opdaget. Kevles citerer
i sin bog den respekterede Bernard Davis, professor emeritus ved
Harvard Medical School, der foranlediget af Baltimore-sagen påtog
sig at udarbejde et kvalificeret skøn over, hvor mange N.I.H.-støttede
projekter, der viste uregelmæssigheder. Davis skønnede,
at det drejer sig om mindre end én procent. Og egentlig svindel
(fabrikation, manipulation eller tyveri af data og tekster ("plagiarism"))
må derfor formodes at være endnu sjældnere. Som
formuleret af Davis: "The incidence of fraud among N.I.H.grantees
is way below one percent. I’m not sure that the number of crooks
in Congress is less than one percent". På dansk kan det
måske blot siges, at man skal spise brød til før
man rejser en uredelighedssag. Firsernes og halvfemsernes jagt på
uredelighed har ikke givet holdepunkter for omfattende uredelighed,
men blot for nogen ufredelighed. Det gælder nu om at give
forskningen sin troværdighed og respekt tilbage. Men det kræver
at alle forskere, ikke mindst seniorforskere, også fremover
fastholder en indsats for redelighed, orden og åbenhed i deres
laboratorier.
Slutord
Forskning er i bund og grund et positivt ladet ord og en positiv
menneskelig aktivitet, - af nogle anset for det ypperste udtryk
for menneskelig formåen. Såvel grundforskning som hovedparten
af målforskning har et entydigt positivt sigte. Forskningen
har givet en stor del af menneskeheden et bedre liv, og er også
nødvendig for at hjælpe den resterende del, og for
at afbøde de trusler mod kloden, som menneskelig overbefolkning
og overaktivitet synes at forårsage.
Væsentlige elementer i forskning er kreativitet, omtanke,
engagement og samarbejde. Lutter positive elementer. Forskning der
lykkes indebærer derfor stor glæde og tilfredsstillelse.
Sådan er et godt forskerliv, og sådan bør det
være – også i samfundets interesse.
Forskning er imidlertid også en sart plante, der kræver
pleje og omhu. En plante hvis blomstring er uforudsigelig. Det tager
årevis at opbygge god forskning, som til gengæld hurtigt
kan ødelægges ved mangel på omsorg, og ved angreb
både ude- og indefra.
Baltimore-sagen viser hvordan det kan gå, når forskning
kommer i gale hænder, der mangler fornemmelse for forskningens
natur og skrøbelighed. Fra en godartet lille knude blev sagen
en altomfattende kræftsvulst, der skadede amerikansk forskning
og dens omdømme. Tiden vil vise hvor irreparabelt. Det eneste
konstruktive tiltag nu er indsigt i sagen, så de der beskæftiger
sig med forskning uden selv at forske (fx. journalister, embedsmænd
og politikere) kan se og derved undgå de mekanismer, der afsporer
og ødelægger forskning. Daniel Kevles’ bog er
et sådant tiltag.
Referencer
- Kevles DJ. The Baltimore Case: A trial of politics, science
and character. W.W. Norton & Comp., New York, London, 1998,
pp. 1-509.
- Turney J. Trials and errors. Nature 1998;395:30-31.
- Weaver D, Reis MH, Albanese C, Costantini F, Baltimore D,
Imanishi-Kari T. Altered repertoire of endogenous immunoglobulin
gene expression in transgenic mice containing a rearranged Mu
heavy chain gene. Cell 1986;45:247-259.
- Rehfeld JF. Kvalitet i forskning: Hvordan
skabes det og hvordan måles det? BioZoom 1999;2:4-9
- Broad W, Wade N. Betrayers of the truth. Oxford University Press,
Oxford, New York, 1982 pp. 1-256.
|
