|
Steen Gammeltoft, Professor, dr.med., overlæge, Klinisk Biokemisk
Afdeling, Glostrup Hospital
|
|
For ˝ år siden offentliggjorde USA’s National Institutes
of Health (NIH) og European Molecular Biology Organization (EMBO)
planer om at oprette elektroniske arkiver for naturvidenskabelige
artikler med fri adgang for alle forskere overalt i verden. De 2
arkiver, NIH’s PubMed Central og EMBO’s E-Biosci åbner for
artikler i år. Artiklerne kan dels indsendes direkte til offentliggørelse
efter et let peer review, dels offentliggøres i tidskrifter,
som samarbejder med de åbne elektroniske databaser. Foreløbig
har American Society for Cell Biology og National Academy of Sciences
i USA givet tilsagn om at artikler fra Proceedings of National Academy
of Sciences USA og Molecular Biology of the Cell offentliggøres
i PubMed Central en måned efter udgivelsen. En række
mindre tidsskrifter vil også deltage og British Medical Journal
vil sandsynligvis tilslutte sig.
Nu har 12 forlag, som udgiver videnskabelige tidsskrifter erklæret
krig. Forlagene har taget udfordringen fra PubMed Central op og
vil samarbejde om at skabe et alternativ. Aftalen omfatter nogle
af de største rivaler i den meget lukrative arena af videnskabelig
udgivelsesvirksomhed, Oxford University Press, Macmillan Magazines
Ltd. og Elsevier Science. Forlagene vil skabe et elektronisk netværk
af tidsskrifter med med adgang til 3 millioner artikler nu og flere
senere. Hvis aftalen gennemføres vil forlagene etablere links
fra referencerne i en offentliggjort artikel til de citerede artikler
i deres respektive tidsskrifter.
Flere og flere forskere bruger Internet i dag til litteratursøgning
og den nye service vil gøre søgningen hurtigere og
mere effektiv. Hidtil har forskere kun haft elektronisk adgang til
den fulde tekst af en artikel, hvis de har abonnement på tidsskriftet
eller forbindelse til et bibliotek, som har det. I den nye aftale
får forskerne automatisk adgang via Internettet til en artikel
citeret i et tidsskrift med et par klik med musen. De 12 forlag
bag aftalen omfatter Academic Press, American Association for Advancement
of Science, American Institute of Physics, Association for Computing
Machinery, Blackwell Science, Elsevier Science, Institute of Electrical
and Electronic Engineers, Kluwer Academic Publishers, Macmillan
Magazines, Oxford University Press, Springer Verlag and John Wiley
& Sons.
De kommercielle forlag tjener mange penge på udgivelsen af
tidsskrifter og ønsker ikke at forære adgangen til
tidsskrifterne væk. De aktuelle planer om et netværk
med links til deres tidsskrifter skal beskytte indtægterne
fra abonnenter og annoncører. Indtægtstab kan betyde
øgede priser og faldende kvalitet. De 12 forlags frie Internet
service vil formentlig kun gælde ældre artikler, mens
adgang til de nyeste artikler stadig vil være forbeholdt abonnenter.
Forlagene vil fortsat offentliggøre tidsskrifterne på
deres egne web-sites med links til de andre tidsskrifter. En anden
mulighed er at øge forskernes betaling for offentliggørelse
af en artikel ("page charges") til at betale udgivernes
omkostninger og gøre alle artikler frit tilgængelige.
I modsætning hertil får Pub Med Central opbakning af
tidsskrifter, som udgives og financieres af store videnskabelige
organisationer, bl.a. American Society for Cell Biology, National
Academy of Sciences USA og British Medical Association. Det kommende
år vil vise om de kommercielle forlag eller det offentlige
PubMed Central vinder Internet krigen om de videnskabelige artikler.
Kilder:
- http://www.nih.gov/welcome/director/pubmedcentral/pubmedcentral.htm
- Steen Gammeltoft. PubMed
Central og E-biosci – fagre nye verden. BioZoom 1999;2(4):5-6.
- Declan Butler. Publishers map out a way forward in response
to free online archives. Nature 1999;402:115.
- Reuters. Science journals to link up on Internet. The New
York Times. 17. November 1999.
|