|
Det 20. Århundrede er biokemiens århundrede. Opdagelsen
og fremstillingen af vitaminer, antibiotika, enzymer, hormoner,
specifikke proteiner, m.m. har haft afgørende betydning for
fremgangen i levestandard og sundhedstilstand for jordens befolkning.
Stort set alle områder er berørt af de videnskabelige
og teknologiske fremskridt indenfor biokemi igennem de sidste 100
år. Idag indgår biokemi i sundhedsvidenskab, fremstilling
af lægemidler, dyre- og planteavl, produktion af fødevarer,
miljøteknologi, m.m.
Grundlaget for biokemien blev lagt i slutningen af det forrige
århundrede indenfor biologisk kemi og fysiologisk kemi. Faget
omfattede en beskrivelse af de biologiske og fysiologiske processers
kemi og analytiske metoder til undersøgelse heraf. Emner
var bl.a. proteiners sammensætning, opdagelse af aminosyrer,
påvisning af enzymer, kulhydraters opbygning og hæmoglobins
iltbinding. I første halvdel af det 20. århundrede
var biokemien et grundfag i en række biologiske fag herunder
fysiologi, bakteriologi, endokrinologi, vitaminlære og medicin,
men udviklede sig efterhånden til en selvstændig disciplin.
Forskningsområderne var bl.a. organismens syre-base regulation,
gastransport, stofskifte, energiomsætning, hormoner og vitaminer.
Milestene var beskrivelsen af ilt- og kuldioxidtransporten i blodet,
fremstillingen af insulin, opklaringen af Krebs cyklus, opdagelsen
af penicillin og isoleringen af flere vitaminer.
I den anden halvdel af det 20. århundrede blev biokemien
oprettet som et selvstændigt fag ved universiteternes naturvidenskabelige
og medicinske fakulteter. Forskningsområderne var bl.a. sekventering
af proteiner og DNA, isolering af enzymer, rekombinant DNA-teknik,
cellebiologi, molekylær genetik og bioteknologi. Milestene
var opklaringen af DNAs dobbelt helix, insulins aminosyresekvens,
opdagelsen af plasmider, PCR-teknik og sekventering af genomet i
flere organismer.
I Danmark har biokemien haft en central plads indenfor naturvidenskab,
medicin og bioteknologi. Den frugtbare udvikling skyldes indsatsen
af en række fremragende forskere og videnskabelige personligheder,
som har bidraget med store opdagelser og betydningsfuld forskning.
Det drejer sig bl.a. om Christian Bohr, August Krogh, Einar Lundsgaard,
Herman Kalckar, Henrik Dam, Fritz Schönheyder, Jørgen
Lehmann, Kaj Linderstrøm-Lang, Hans Klenow, Dieter von Wettstein,
Erik Zeuthen, Hans Henrik Ussing, Jens Christian Skou, Ole Maaløe,
og Niels Kaj Jerne.
BioZooms redaktion vil markere århundredeskiftet med
en artikelserie om fremtrædende, danske biokemikere i det
20. århundrede. Artikelserien vil bringe indlæg om flere
af de nævnte forskere med biografiske oplysninger og beskrivelse
af deres videnskabelig indsats. I dette nummer af BioZoom, århundredets
sidste, bringer vi den første artikel i serien, en artikel
om Einar Lundsgaard (1899-1968) forfattet af speciallæge,
dr. med. Leif Sestoft. Jeg håber, at BioZooms læsere
vil tage vel imod artiklerne om Dansk Biokemi i det 20. århundrede.
|