|
Forlag, som lever af at udgive internationale videnskabelige tidsskrifter,
har fået sig en ordentlig rystetur igennem i de senere år.
Og turbulensen er langt fra færdig.
Den hidtidige model
Set i bakspejlet har tidsskriftsudgiver haft en meget lang og
stabil periode, hvor der mellem alle de involverede parter - videnskabsfolk,
forfattere, redaktører, forlag og biblioteker - har hersket
en stor grad af enighed om hvordan man skulle udgive videnskabelige
tidsskrifter. Man kan sige, at alle interessenter havde fundet deres
plads i en slags symbiose.
Videnskabsfolk ønsker at udgive, ja de er næsten tvunget
til at udgive for at bevare deres plads i den videnskabelige verden,
og naturligvis vil man helst udgive i de bedste og mest anerkendte
internationale tidsskrifter. Disse tidsskrifter blev udgivet af
forlag, som i mange tilfælde også ejede tidsskrifterne.
Forretningsmodellen var enkel: Forlagene fik retten til at publicere
artiklerne gratis fra forskerne, og en række enkeltpersoner
og især en række biblioteker verden over abonnerede
trofast på tidsskrifterne. Nu og da kunne tidsskrifterne -
og deres ejere - endog tjene penge på annoncer. Igennem årene
er der blevet flere og flere tidsskrifter, abonnementspriserne er
steget, men samtidig har hvert tidsskrift fået færre
abonnenter.
Den forretningsmodel og den form for udbredelse af forskningsresultater
eksisterer stadig, men den er under hastig forandring. På
mange måder har fremkomsten af Internettet og World Wide Web
fungeret som en slags katalysator for en række ændringer.
Sandsynligvis har vi endnu kun set starten på disse ændringer.
Internettet
Internettet har gjort det lettere at "udgive" online,
dvs at lægge dokumenter, artikler eller digitale objekter
online på Internettet så de i teorien er tilgængelige
for hele verden. Samtidig er kompleksiteten dog også øget:
Ikke blot skal man udgive og lægge værker online, man
skal også mestre e-commerce, kreditkortbetaling, firewalls,
hyperspring, database-mekanik og HTML/XML-kodning.
Copyrighten
Internettet er i sin natur et instrument som gør det
muligt at dele dokumenter med andre. Derfor kommer enhver snak om
ophavsret og copyright let til at virke som bagstræberisk
og næsten som værende i modstrid med selve ideen bag
World Wide Web. Som forlæggere mærker vi hvordan mange
forskere på den ene side gerne vil dele deres arbejde med
så mange som muligt over Internettet, samtidig med at de på
den anden side også gerne vil sikre, at deres arbejder offentliggøres
og markedsføres gennem en målrettet, kendt og seriøs
kanal. Allerhelst vil de have fordelen ved begge verdener, dvs Internettets
evne til at dele viden uden store omkostninger kombineret med den
eksklusivitet og den specielle eksponering, som følger af
at udgive i et kendt internationalt tidsskrift.
Et andet aspekt af copyright-debatten drejer sig i disse år
om hvorvidt forfatterne, universiteterne eller forlagene skal sidde
på copyrighten. Der er en klar tendens til at forfattere,
videnskabsfolk og deres bagland - universiteter og forskningsfinansierende
fonde - i stigende grad ønsker at beholde copyrighten frem
for at overdrage den til private forlag. I mine øjne er dette
ikke nødvendigvis et problem. Det afgørende må
være, om forlagene er i stand til at demonstrere, at de kan
yde en værdifuld udgivelsesmæssige service og derved
berettige deres eksistens. Dette kan gøres med eller uden
ejerskab til copyrighten.
Selfpublishing, forskningsfonde og forlag
Der er dog ingen tvivl om at tidsskriftsforlag ikke længere
kan tage for givet at de skal udgive forskernes "papers".
Tidligere på året annoncerede National Institute of
Health (NIH) i USA således at de agtede at opbygge en "pre-print
server", hvor forskerne ville kunne publicere deres artikler
online. Det skulle være gratis for brugerne at benytte dette
system. Dermed lancerede NIH i stor målestok ideen om at Internettet
nu gør det muligt at tilbyde gratis online adgang til primærlitteratur
ved netop at undgå det fordyrende forlagsled i udgivelsesprocessen.
Der rejste sig en storm af kommentarer, og helt forudsigeligt også
en række protester fra forlag og fra videnskabelige foreninger.
Begge interessenter tjener nemlig under det nuværende system
penge på at udgive tidsskrifter.
Hen over sommeren blev debatten dog mere og mere nuanceret, og
flere parter har nu peget på at det oprindelige forslag fra
NIH ikke på overbevisende måde giver anvisning på
hvordan peer-review processen skulle foregå. Ligeledes blev
det i debatten fremført, at det aldrig bliver gratis at udgive,
så den egentlige forskel mellem det nuværende system
og NIH-forslaget er om udgifterne til at udgive skal betales af
brugerne eller af skatteborgerne.
Behovet for udvælgelse og redaktion
Internettet har også affødt en drøm om at
"kunne få adgang til alt". Det er klart at selve
World Wide Web-teknikken rummer dette potentiale, og man behøver
jo bare at se hvordan vi som forbrugere kan benytte Internettet
til at skaffe os overblik over udbud og priser. Det gælder
priser på bøger, cd’er, flyrejser, banklån og
meget andet. Meget tyder dog på at den internationale forskningsverden
vil efterspørge to meget forskellige produkter: Der er et
stort behov for at kunne benytte Internettet og de store databaser
- fx MEDLINE og ISIs Current Contents - til at gennemføre
søgninger i alverdens forskningslitteratur inden for et givet
emne. Her er databaser og Internettet et uovertruffent redskab.
Og det bliver nu også i stigende grad muligt at købe
enkelt-artikler online så snart man har lokaliseret dem i
de store databaser.
Det andet produkt, som efterspørges af forskere, er redaktion,
filtrering og udvælgelse. Og hermed er vi jo netop tilbage
ved en central dyd ved det traditionelle tidsskrift, for i takt
med at det bliver muligt at få flere og flere data og informationer
styrkes behovet for at skaffe sig overblik gennem udvælgelse
og redaktion. Der er næppe nogen naturlov som siger, at det
udvalgte og redigerede stof nødvendigvis skal sælges
gennem et trykt tidsskrift, for denne tjeneste kan lige så
vel tilbydes i elektronisk form. Til gengæld er jeg ikke i
tvivl om, at der er et stigende behov for udvælgelse og redaktion,
og forlag skal forstå dette behov og derfor fortsat skabe
gode redigerede produkter og tjenester - på papir og online.
På et mere filosofisk plan må man spørge, om
man ønsker en verden, hvor folk har de optimale redskaber
til at søge i alverdens viden, men ikke længere interesserer
sig for det, de ikke tænker på at søge efter.
Jo bedre man bliver til at søge i databaser, jo mere finder
man det man leder efter. Men en avis og et tidsskrift kan noget
andet: De kan nemlig præsentere læseren for noget han
eller hun slet ikke have tænkt på at lede efter.
Fra datakonvertering til ny forlagsvirksomhed
Næsten alle tidsskriftsforlag er i dag i stand til at
publicere artikler og tidsskrifter på papir og online. I sin
mest elementær form er online-udgaven af tidsskriftet blot
en mekanisk gengivelse af de trykte sider. Der er dog ingen tvivl
om at dette online produkt ikke tilføjer nogen egentlig merværdi
til tidsskriftet, og alle parter arbejder derfor nu med at tilføje
nye kvaliteter til online-udgaven. De største fremskridt
sker i disse år inden for "interlinking", hvilket
vil sige sammenvævning af artikler, så brugeren let
og ubesværet kan springe fra dokument til dokument. Et andet
område er "digitale objekter", hvilket vil sige
ikke-tekstbaserede dokumenter - regneark, video, lydfiler, animation
- som kan tilføje en dimension til online-dokumenter som
det trykte tidsskrift ikke kan byde på.
Et konkret eksempel
Et meget konkret eksempel på hvordan Munksgaard arbejder
med disse ting kan ses på www.munksgaard-synergy.com,
hvor vi i samarbejde med vores moderselskab Blackwell Science tilbyder
en række online-tjenester.
|
