|
Danmarks Forskningsråd har anbefalet regeringen at gennemføre
en vurdering af de enkelte ministeriers sektorforskningsinstitutioner.
Rådets anbefaling bygger på en opfattelse af, at forskning
udført i forbindelse med videregående uddannelser generelt
har en større positiv effekt for samfundet end forskning
udført i institutioner uden uddannelsesforpligtelser. Sektorforskningen
skal derfor begrænses til forskning af betydning for ministeriernes
opgavevaretagelse.
I aviserne har man i den senere tid kunnet læse, at Danmarks
Forskningsråd ønsker at nedlægge en række
sektorforskningsmiljøer. Det har været nævnt,
at 1/5 af de statslige sektorforskningsinstitutionerne er i fare.
Det Rådet konkret har foreslået er, at regeringen for
hvert ressortministerium bør gennemgå og vurdere, om
der er behov for opgavemæssige og/eller institutionelle ændringer
af eksisterende sektorforskningsinstitutioner. En sådan vurdering
mener jeg er nødvendig, fordi gruppen af sektorforskningsinstitutioner
er et resultat af mange beslutninger, der er truffet gennem en længere
årrække. Beslutningerne er typisk ikke baseret på
vurderinger af det samlede forskningssystems opgaver og ressourcetilgang,
og institutioner kan være dannet på et tidspunkt, hvor
behovsbilledet så anderledes ud.
Sektorforskningen er en stor og vigtig del af dansk forskning.
Ca. 20% af den samlede offentlige forskning foregår i sektorforskningsinstitutioner,
dvs. institutioner omfattet af Lov om sektorforskning fra 1995.
Sektorforskningsinstitutionerne er meget forskellige hvad angår
funktioner, arbejdsopgaver, forskningsprofil, brugergrupper, finansiering,
størrelse mm. Denne forskellighed kan være faglig frugtbar,
men den kan også være et udtryk for en uhensigtsmæssig
anvendelse af knappe forskningsresssourcer, både de menneskelige
og økonomiske.
Danmarks Forskningsråd er af den opfattelse, at uddannelse
af kandidater og forskere er et af de vigtigste resultater af den
offentlige forskningsindsats.
Formidling af forskningens resultater sker mest effektivt gennem
mennesker, der flytter sig fra kilden til brugsstedet med den nye
viden. Dette er mere effektivt end rapporter, møder og anden
form for samarbejde. Danmark er et videnbaseret samfund, og det
er regeringens mål, at op mod 50% af en ungdomsårgang
gennemfører en videregående uddannelse. Mange unge
bør på nært hold opleve de kvaliteter, der ligger
i en god forskningsbaseret uddannelse. Af denne grund er det vigtigt,
at den offentligt finansierede forskning spiller sammen med og styrker
de akademiske uddannelser på alle niveauer. Forskningens tilknytning
til et uddannelsesmiljø sikrer i højere grad end forskning
der ikke formidles på denne måde, at der også
på langt sigt kan fostres nye talenter. Universiteterne spiller
derfor den helt centrale rolle for udviklingen af fremtidens samfund.
Denne udfordring har Danmarks Forskningsråd beskæftiget
sig med i mange sammenhænge. Rådet har rådgivet
bl.a. om universiteternes ledelsesforhold, ansættelsesbekendtgørelse
og rammer for innovation. Det gennemgående mål for denne
rådgivning er at gøre universiteterne bedre rustet
til at hævde sig i den internationale top inden for forskning
og uddannelse.
Skal vi så nedlægge sektorforskningsinstitutioner for
at redde universiteterne? Mit svar er, at en konkret vurdering bør
afgøre, om visse sektorforskningsinstitutioner eller dele
af institutioner vil kunne skabe en større værdi for
samfundet ved at være tilknyttet en videregående uddannelsesinstitution.
Jeg er ikke i tvivl om, at det kan de, og at der findes grupper
og miljøer i sektorforskningen, som vil kunne tilføre
uddannelserne nye og vigtige faglige dimensioner. Om dette kan opnås
ved fusioner, samlokalisering, centerdannelser eller andet må
afgøres konkret i det enkelte tilfælde.
Hvad så med ministeriernes behov for tilknyttede sektorforskningsinstitutioner?
Et kompliceret samfund forudsætter en udstrakt viden om aktuelle
problemer. Ny viden skabes gennem forskning, og sektorforskningsinstitutionerne
varetager en central rolle for udvikling af ny viden og formidling
af denne som grundlag for offentlige beslutningsprocesser.
Formålet med en sektorforskningsinstitution er, at forskningen
der skal være mere målrettet og anvendelsesorienteret
end på et universitet. Sektorforskningsinstitutionerne er
kendetegnet ved deres parathed til at løse givne opgaver
for brugerne. Denne parathed er væsensforskellig fra universiteternes
arbejdsform, og den genspejler de to institutionstypers forskellighed
mht. forskernes arbejdsbetingelser.
Sektorforskningen har en styrke ved at der udøves forskningsledelse.
Herigennem skal institutionerne udvikle langsigtet forskningsplanlægning
og kompetenceopbygning. Dette er nødvendigt af hensyn til
kravet om parathed , men også for at sikre, at den videnskabelige
kvalitet i sektorforskningsinstitutionerne og på universiteterne
i det store og hele er på linje.
Det spørgsmål, Danmarks Forskningsråd har rejst,
er ikke, om vi skal have sektorforskningsinstitutioner eller ej,
men om hvilken rolle institutionerne skal spille i det samlede videnproducerende
system. Behovet for at skabe større sammenhæng mellem
forskning og uddannelse er nu så påtrængende,
at vi må tage en debat om og vi må forholde os til de
enkelte sektorforskningsinstitutioners bidrag til udviklingen af
Vidensamfundet Danmark.
|