[BioZoom nr. 2, 1999]

Om ph.d.-uddannelsen ved Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

J. Vinten, ph.d.-studieleder ved Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Med forskeruddannelsesreformen fra 1993 indførtes en klarere definition af rammerne for ph.d.-uddannelsen, og der blev lagt større vægt på kursusundervisning, træning i at kommunikere forskningsresultater og erfaring med arbejde i fremmede forskningsmiljøer. Det blev samtidig

fastslået, at den danske ph.d. grad skulle have internationalt niveau. Set fra et dansk synspunkt er kravet om internationalt niveau helt naturligt, fordi den stadig tiltagende indsigt, som er produktet af forskning, samtidig er den basis, hvorfra forskningen bevæger sig videre. National forskning kan, især i et lille land, kun foregå effektivt som en integreret del af international forskning, og integrationen opnås ved fri og hurtig international kommunikation af forskningsresultater.

Her ved fakultetet har der i de senere år været en gennemsnitlig tilgang af omkring 110 ph.d.-studerende årligt, med en kønsratio på 1,0. Dette høje antal har overrasket mange, som har set tallet i forhold til fakultetes produktion af læger, tandlæger og humanbiologer. Imidlertid er ca. 45 af de ved fakultetet uddannede ph.d.’er kandidater fra andre fakulteter, fortrinsvis det naturvidenskabelige. Dette betyder, at den såkaldte overgangsfrekvens ikke adskiller sig meget fra andre fakulteters, og at visse af disse reelt har en højere overgangsfrekvens, da deres kandidater vælger anden institution til forskeruddannelse. Baggrunden for dette fænomen kendes ikke, men kunne hænge sammen med at aktive forskningsmiljøer med finansieringsmuligheder for ph.d.-studerende udøver tiltrækning på nyudklækkede kandidater, og at den naturvidenskabelige kandidatuddannelse måske i højere grad end den lægevidenskabelige er rettet mod forskning. Af 110 studerende, som årligt optages på fakultetets forskeruddannelse, gennemfører omkring 100. Blandt de 10, som ikke gennemfører, har 5 afleveret en afhandling, som ikke har kunnet kvalificere til ph.d.-graden. Blandt de 5, som ikke har afleveret en afhandling, angiver nogle at ville arbejde videre m.h.p. at erhverve den klassiske doktorgrad.

Frafaldet repræsenterer således for en dels vedkommende spildte resourcer, og er som sådant dybt beklageligt. Der er håb om, at den relativt hårde kvalitetskontrol af ph.d. projekterne før indlinger. Det må dog ses i øjnene, at et vist frafald er uundgåeligt, når kvaliteten af den sundhedsvidenskabelige ph.d.-grad skal opretholdes.

Hvis man på basis af en dansk ph.d.-grad søger ansættelse som post.doc. i udlandet, vil man først og fremmest blive bedømt på sine videnskabelige publikationer i internationale tidsskrifter, og man kan ikke være sikker på, at ph.d.-afhandlingen vil blive tillagt nogen betydende vægt, hvis den ikke indeholder internationalt publiceret materiale. Det kan i den situation også have været vanskeligt for bedømmelsesudvalget at afgøre, om niveauet var tilfredsstillende.

Det var fra begyndelsen tænkt, at en del af den krævede erfaring med forskningsformidling skulle kunne erhverves ved at de ph.d.-studerende deltog som lærere ved fakultetes kandidatuddannelser. Denne idé, som umiddelbart kunne forkomme økonomisk attraktiv for fakultetet, viste sig hurtigt at støde på uoverstigelige vanskeligheder, når det samtidig ønskedes at give de ph.d.-studerende lige vilkår. Dette ville have krævet det absurde, at indholdet af den prægraduate undervisning svarede til de ph.d.-studerendes forskningsprojekter, og ville ofte have kollideret med kravet om, at undervisning ved kandidatuddannelserne blev givet af lærere med lægefaglig erfaring og vid horisont. Det var også vigtigt for fakultetet ikke unødigt at gøre indhug i den tid, som skal bruges til ph.d.-projektet.

I konsekvens af dette kræves her ved fakultetet, at de ph.d.-studerende primært lærer forskningsformidling ved at kommunikere resultaterne af deres projekt til andre forskere, fortrinsvis internationalt. Denne udmøntning af formidlingskravet tager ikke hensyn til det for visse professionsuddannelser ønskelige i at opnå undervisningserfaring, men ligger i tråd med bestemmelsen om, at den danske forskeruddannelse skal have kvalitet på internationalt niveau.