|
I en rapport fra nogle biologistuderende kunne jeg engang læse
følgende:
Andre dyr, der præfererer engen, kan skyldes fødemulighederne
Hvad gør man så? Tager man sig til hovedet og stønner
"De kan da heller ikke udtrykke sig!", taler man over
frokosten med kolleger om, at det da også bliver værre
og værre med de studerendes sprog? Skælder man ud over
folkeskolen og gymnasiet, der ikke lærer dem at udtrykke sig
ordentligt?
Galt. De kunne ikke have drømt om at udtrykke sig som ovenfor,
da de kom til universitetet. Det er bestemt ikke deres naturlige
sprog, og det er heller ikke noget, de har lært hverken i
folkeskolen eller gymnasiet. Det er vores egen skyld. Det er os
på universitetet, der har ødelagt deres sprog. Og det
har vi gjort ved at forlange, de skal lære et nyt sprog, uden
samtidig at give dem sprogundervisning. For videnskabssprog er et
nyt sprog, et fremmedsprog for den, der ankommer i videnskabsland.
Ja, nikker læseren, der er mange fremmedord i det videnskabelige
sprog. Men det er vel bare et spørgsmål om at lære
gloserne, lære at sige replikation, transkription, translation,
rekombination.
Men det er ikke bare det. De citerede studenter havde lært
at sige præferere i stedet for foretrække - jeg ville
ønske, de ikke havde - men fejlen i deres sætning lå
inden for de danske ord: "Andre dyr ... kan skyldes fødemulighederne."
Hvordan i alverden kommer de til at skrive sådan noget? I
en nøddeskal: Det er, fordi de har lært at sige fødemulighed.
Det er nemlig et rigtigt videnskabsord, og det forfører dem
til en sætningsstruktur, de ikke kan redde sig ud af.
Lingvisten M. A. K. Halliday har i årtier studeret hverdagssproget,
det sprog, der falder os allesammen naturligt, sammenholdt med kunstige
sprog som f.eks. videnskabssproget. Han har fundet, at videnskabssprogets
største afvigelse fra hverdagssproget er grammatisk.
De fleste menneskers forestilling om videnskabssprog er, at det
er noget med mange, svære fremmedord, mange passivformer og
lange, indviklede sætninger. Men det, der faktisk allermest
præger videnskabssproget er, at det vender op og ned på,
hvilke grammatiske pladser hovedpersonerne i en sætning får
lov at indtage.
Vi tager en ytring på naturligt sprog:
Prinsen slog trolden ihjel og blev gift med prinsessen, og så
levede de lykkeligt til deres dages ende
Nu laver vi den om til videnskabssprog. Først tager vi hver
sætning og finder udsagnsleddet:
Prinsen slog trolden ihjel
og blev gift med prinsessen
og så levede de lykkeligt til deres dages
ende
Vi laver hvert udsagnsled om til et navneord - det er det vigtigste
trick i at skrive videnskabssprog:
(Prinsen) ihjelslagning (trolden)
bryllup (med prinsessen)
samliv (lykkeligt til deres dages ende)
Hvis det skal komme til at ligne sprog igen, skal resten af ordene
i sætningerne reduceres til tilbehør til de nye navneord:
Prinsens ihjelslagning af trolden
bryllup med prinsessen
livslangt lykkeligt samliv
Men nu har vi jo pillet udsagnsleddene ud af sætningerne.
Altså må vi finde nye udsagnsled, der kan hægte
det hele sammen. Hvor skal de komme fra? Jo, fra de bindeord, og,
og så som vi har smidt ud af den oprindelige ytring. De betegner
sammenhænge, altså:
Prinsens ihjelslagning af trolden medførte hans bryllup
med prinsessen, hvilket efterfulgtes af et livslangt lykkeligt
samliv
Hokuspokus. Sådan opstår videnskabssprog. Man laver
udsagnsleddene om til navneord og giver disse nye navneord de grammatiske
hæderspladser i sætningen. Til gengæld indfører
man nye udsagnsled, som ikke betegner handlinger, men sammenhænge,
relationer, logiske forbindelser.
Resultatet bliver, at de grammatiske hæderspladser, grundled
og genstandsled, får nye indhold: Hverdagssætningen
- grundled prins, de (nemlig prins og prinsesse), genstandsled trold.
Videnskabssætningen - grundled ihjelslagning, hvilket (nemlig
bryllup), genstandsled bryllup. Og udsagnsleddene skifter fra handlinger
til relationer: slog ihjel, blev gift, levede versus medførte,
efterfulgtes af. Hverdagssætningens grammatiske landskab er
befolket med prinser, prinsesser og trolde, videnskabssætningens
med ihjelslagninger, bryllupper og samliv. Hverdagssætningens
handlinger er handlinger som at slå ihjel og blive gift med
og leve, mens videnskabssætningens „handlinger" er at
medføre og efterfølges af.
Videnskabssproget vrimler med navneord, der ikke er født
som navneord, men lavet af udsagnsord: celledeling, fordøjelse,
opløsning, fødesøgningsadfærd, genmanipulation;
hvor det naturlige sprog ville tale om celler, der deler sig; dyr,
der fordøjer; nogen, der opløser noget; dyr, der opfører
sig på en bestemt måde, når de søger føde;
mennesker, der manipulerer gener. Det naturlige sprogs konkrete
agerende afløses i videnskabssproget af abstrakte processer.
Og videnskabssproget erstatter handlingsudsagnsord med tørre
relationsudsagnsord. Resultatet er, at videnskabssproget forekommer
langt mere abstrakt end det naturlige sprog og er vanskeligere at
læse, fordi det har vanskeligere ved at fremkalde mentale
billeder. Man kan se for sig en prins, der kapper hovedet af en
trold, men man kan ikke se ihjelslagning for sig. Man kan se for
sig en grøn plante, der står og trives i solen, men
man kan ikke se fotosyntese for sig. Man kan se for sig en celle,
der deler sig, men ikke celledeling.
Videnskabssproget er ikke unødvendigt krukkeri. Det er genialt
og uundværligt til at udtrykke videnskab, af grunde, som jeg
ikke har plads til at komme ind på her. Men det er altså
svært for de uøvede at læse. Tag følgende:
Temperaturstigningen fremmer nedbrydningsprocesserne, hvilket
igen accelererer faldet i iltmængden
Befolket af navneord, der ikke er født som navneord: stigning,
nedbrydning, fald. Abstrakt og vanskeligt at se for sig. Det betyder:
Når temperaturen stiger, bliver organisk stof nedbrudt
hurtigere, og det får igen iltmængden til at falde
hurtigere
Læg mærke til, at vi, når vi oversætter
til naturligt sprog, tvinges til at finde ud af, hvad det er, der
nedbrydes i det abstrakte videnskabsord nedbrydningsprocesserne.
Det er nemlig helt maskeret i videnskabssætningen. Læseren
kan selv prøve med følgende:
Den maksimale iltoptagelseshastighed har betydning for udførelse
af langvarigt muskelarbejde
Dette er, hvad vi lærer de studerende på universitetet.
Dette er, hvad de prøver på at skrive, uden helt at
kunne mestre det. Mine studerende fortæller mig, at deres
vejledere og andre lærere siger, at de skal udtrykke sig videnskabeligt.
Det prøver de så på, men ingen har lært
dem, hvordan man gør. Resultat: Den student, der engang godt
kunne sige
Andre dyr, der foretrækker engen, gør det måske,
fordi der er mere mad der
prøver i stedet at sige
Andre dyrs præference for engen kan skyldes fødemulighederne
og ender med hybriden
Andre dyr, der præfererer engen, kan skyldes fødemulighederne
Når en student forlader universitetet, bør han i hvert
fald kunne udtrykke sig på sit naturlige sprog. Det bør
alle kunne. Han bør nok også kunne udtrykke sig på
videnskabssprog, for måske skal han udlægge videnskabstekster
for elever. Men så skal han kunne det ordentligt, så
han er i stand til at oversætte, at gå frem og tilbage
mellem de to sprog.
De studerende bliver så vant til videnskabssproget, at de
næsten glemmer deres eget naturlige sprog. Det er ikke altid,
resultatet er så uheldigt som det med de præfererende
dyr. Men det fører til, at de skriver
Man kan skubbe en sø i retning af den klarvandede
tilstand
hvilket betyder
Man kan få klarere vand
Eller de skriver
Udviklingen af bipedalisme forklares som en konsekvens og
videreudvikling af en meget effektiv opretstående fødesøgning
hvilket betyder (viser det sig)
Vi begyndte sikkert at gå på to ben, fordi det
gjorde det nemmere at nå frugterne i træerne
Hvilket af de sidste to scenarier er lettest for f.eks. en gymnasieelev
at se for sig?
Det ville være ideelt, hvis de studerende, når de forlader
os, kunne tale begge sprog og veksle ubesværet imellem dem.
Det er faktisk let nok, når man har lært tricket. For
at oversætte til videnskabssprog gør man blot som i
eksemplet med prinsen og trolden. For at gå den anden vej:
Find de navneord, der er ikke er født som navneord, og giv
dem deres oprindelige funktion tilbage. Man kan tit, men ikke altid,
kende dem på -ing, -ning, -sel, -else, -tion. Der forekommer
også tit i videnskabssproget navneord, der er født
som tillægsord: mulig - mulighed, hastig - hastighed, kompetent
- kompetence. Læseren kan selv more sig med at se, hvordan
vi kommer frem og tilbage mellem disse ytringer:
Viden om og forståelse af en celles funktion fremmer
forståelsen af en flercellet organismes funktion
Når man ved og forstår, hvordan en celle fungerer,
kan man bedre forstå, hvordan en flercellet organisme fungerer
Eller prøv til slut at udtrykke følgende på
hverdagssprog:
Hjernebarken øger i størrelse og kompleksitet
hos primaterne, mens en længere fostertilværelse og
barndom stiller øgede krav til yngelpleje, men samtidig
giver større mulighed for tillært adfærd hos
afkommet
Det er typisk videnskabssprog. Der er ikke mange fremmedord, ingen
passivformer, og sætningerne er ikke særligt indviklede.
Men videnskabssprog er det, også i den grad. Og det bør
enhver videnskabsmand kunne oversætte til naturligt sprog,
hvis han ønsker at tale med andre end videnskabsmænd.
Et sprog, hvor det faktisk er primaterne og deres unger og deres
hjerner, der tales om og ikke kompleksitetsøgningskonsekvenser.
|
