|
Som al politik i et demokratisk samfund har forskningspolitik to
dimensioner. Den første er prioritering af sit politikområde.
Det område er forskningen og især rammerne og støtten
til dens udøvelse, uanset om denne sker ved en enkelt forsker,
på et moderne masseuniversitet, i en lille selvstyrende gruppe
eller i store styrede miljøer med klart definerede mål.
Den anden dimension er en kritisk debat og dialog mellem de forskelligartede
aktører om forskningens og forskningspolitikkens rolle og
målsætning.
Dagens forskningspolitiske debat afspejler denne forskelligartede
virkelighed. Debatten antager imidlertid oftest karakter af illusion,
fordi dens præmisser bygger på en myte, der som alle
myter ikke kan verificeres videnskabeligt: myten om forskning som
unfettered serendipitous research, som en fuldstændig
frigjort og interesseløs evne til at gøre nye erkendelser.
Ud fra den myte afledes direkte den lineære model med fri
grundforskning som den eneste betydende motor i et innovationssystem,
der ganske automatisk og umiddelbart også fører til
optimal økonomisk vækst og sociale fremskridt.
Hvis denne model for forskning var gyldig, ville forskningspolitikkens
to dimensioner - prioritering og debat - være helt overflødig.
Uden at bekymre os om indhold skulle f.eks. forskningsrådenes
samlede bevillinger jo blot deles ud i 1000 lige store portioner
til de mest talentfulde lykkejægere i videnskabsland (1)
Videnskabssystemets selvrefererende og ideale selvforståelse,
med unfettered forskning som den hellige gral og med politikerstyring
som det onde imperium, er den virkelighed, som forskningspolitikken
i dag udføres i. "For forskningsprogrammer øremærkes,
og politikere sætter for kraftige fingeraftryk inden for områder,
som de slet ikke har forstand på!"
Forskningens tendens til selvrefererende isolering forstærkes
yderligere, da kun peers kan bedømme kvaliteten af forskningen.
Den nødvendige fornyelse kan heller ikke planlægges,
fordi serendipity er dén overordnede mekanisme, som
med sikker usynlig hånd åbner naturen. H.C. Ørsted,
én af Danmarks store videnskabsudøvere, udtrykte disse
synspunkter klart: nytteværdi, dvs. videnskabseksterne
forhold, var interne forhold underlegne (2)
Allerede det peger imidlertid på, at diskussionen har (mindst)
to aspekter, en intern akademisk og en ekstern samfundsmæssig.
Den interne diskussion tiltrækker sig stor opmærksomhed
i medierne. Men Donald Stokes (3) har her analyseret problemet
og for mig at se placeret the unfettered research i sit rette
perspektiv, nemlig som ét element i en kompleks innovativ
proces, der har mange andre ligeså vigtige elementer, herunder
opfinderen og entreprenøren. Det vil for så vidt være
forkert at sige, at den lineære model er død, fordi
den har aldrig reelt eksisteret!
De eksterne forhold er vigtige at forstå. Hvorfor? Jo, lad
os følge tankegangen om unfettered forskning. Tilhængerne
af den ubetingede frihed hævder, at en forskning, der ikke
er underlagt andre rammer end de, den blå himmel sætter,
producerer gennembrud til gavn for samfundet. Men at tale om gavn
betyder jo netop, at der må være en vekselvirkning mellem
forskning og samfund - en vekselvirkning der som bekendt virker
begge veje, fra forskning til samfund og fra samfund til forskning.
Det er præcis i denne grænseflade mellem forskning og
samfund, at det forskningspolitiske rum er placeret. I den lineære
model og i grundforskningens haller har man blændet døren
til dette rum, men det svarer til, at man skulle kunne nøjes
med at få de gode gaver fra Pandoras æske. Det kan ikke
lade sig gøre – dertil er både forskningens natur,
samfundets natur og naturens natur alt for kompleks.
Forskningens første Pandoras æske var kvantemekanikken.
Den har revolutioneret det liv, vi i dag kender: elektronik, computere
og det digitale rum. Dens første store triumf var imidlertid
atomteknologien. Men selv med en vunden Verdenskrig i bagagen kunne
den teknologi ikke definere sin interne identitet uafhængigt
af det samfund, som skulle leve med en viden, der var stærkere
end tusind sole.
Som ung post-doc arbejdede jeg i USA i netop det laboratorium,
der var ansvarlig for den første atommile på Chicago´s
stadium. I gruppen var seniores, som var med i 1942. De døde
senere af leukæmi, men those nukes were good for you
var stadigvæk det tema, som samlede frokostbordet. Døren
var måske blændet, men det lukkede ikke Pandoras æske
hermetisk - heller ikke for de allierede.
I dag er de eksterne begrundelser for forskning nogle andre. Fjenden
er ikke så let at identificere. Måske fordi den, som
dengang, stadigvæk er i os selv, men i dag i forklædning.
Den anden Pandoras æske indeholder ikke stråling, men
måske stadig kræfter som udviklingen hidtil har styret.
Bioteknologien med dens tilknyttede videnskaber som biologi, mikrobiologi
og biokemi udvikler sig hastigt med individuelt designet medicin
som et udtryk for en proces, der grundlæggende vil ændre
livsvilkår.
Nu som dengang er kernen i problemet, at videnskaben hverken kan
isolere sig eller lade sig spænde for en vogn med udvikling
for enhver pris. Der må og skal defineres mellemveje,
der på samme tid sikrer videnskabens nødvendige uafhængighed
og varetager samfundets tarv, der kan sikre en sammenhæng
mellem erkendelse og interesse. Formidling er her et begreb, der
forvirrer. Formidling er et envejs begreb, der netop er udviklet
af en videnskab, der ønsker at fastholde sig selv i en specialistrolle,
med accept fra det samfund, der ærbødigt betaler herfor.
Men en ægte dialog er der ikke tale om. Dialog som
netop er en af forskningspolitikkens grunddimensioner, og dialog
som vel at mærke skal sikre mere end udspekulerede mekanismer
til økonomisk suboptimering.
Det er ikke en let proces af to grunde. For det første fordi
videnskabssystemet har udviklet sit eget sprog, der forholder sig
til videnskabens interne forhold, herunder metodik, reproducerbarhed,
publiceringsetik, kollegial adfærd og peer-systemet. Dette
sprog indeholder ikke ord, der beskriver videnskabens eksterne relationer,
herunder etik og værdier (risici) for samfundet. Videnskabssystemets
udvikling er drevet af søgen efter sandhed. Denne endimensionale
indre værdifastsættelse er beslægtet med det økonomiske
marked, der er drevet af vækst, der er knyttet til velstand
og købekraft med en indbygget incitamentstruktur, og som
ikke favoriserer problemløsning.
Men for det andet fordi videnskaben også minder om markedet
på en anden måde. Videnskaben søger derhen, hvor
midlerne er flest, hvor velstanden er højest. Det koster
jo penge at forske! Dette står i kontrast til videnskabens
påståede problemløsende natur al den stund, at
problemer jo er ulige fordelt i verden og ikke korreleret med økonomisk
vækst.
De to markeder, hvor forskellige i natur de end er, deler i form
den samme ideologi: begge optimerer på interne værdier,
henholdsvis sandhed og vækst. Taberen i det spil kan blive
løsningen af de komplekse problemer, som vi står over
for.
EU´s femte rammeprogram adresserer netop disse problemer gennem
nøgleaktioner. En nøgleaktion er ikke et forskningsprogram,
men et redskab hvor forskning indgår i en ansvarlig rolle
som problemløser i en tæt dialog med det omgivende
samfund. Problemer, der ikke alene er knyttet til økonomisk
vækst og produktivitet, men som også forholder sig til
samfundsmæssigt vigtige problemer. Skal disse redskaber udvikles,
forudsætter det nye tilgange til begrebet forskning. Forskning
skal ikke være en aktivitet, hvor kun himlen sætter
rammerne, men derimod en regnbue med et fuldt spektrum af discipliner,
der vekselvirker. Naturvidenskab, teknik og samfunds- humanvidenskaberne
kan ikke længere undgå hinanden, men må søge
sammen om at løse problemer, der af natur ikke er reduktionistiske.
Science(4) har optalt antallet af artikler, der anfører
ordet new paradigm i titlen. Væksten svarer til mere
end en 10-dobling over de sidste 10 år, dog uden at titlerne
dækker over indholdet af artiklerne. Videnskabens accelererende
specialisering underminerer ellers veldefinerede ord - her paradigme
- og giver dem en ny og forvirrende mening (5). Men det centrale
er, at det også er et tegn på en voksende tværdisciplimær
og problemorienteret tilgang i forskerverdenen.
Forskningspolitikkens fornemmeste opgave i de kommende år
vil være at skabe sammenhæng i et videnskabssystem,
der gennem knopskydning har udviklet en tyngde, som det ikke længere
selv kan bære. Mange forhold skal her i spil. Diversiteten
i forskningens monokultur skal øges, og reduktionismen skal
suppleres med en bedre forståelse af sammensatte systemer,
såvel fysiske som ikke-fysiske systemer. Hvor uskyldigt dette
end lyder, forudsætter det en bevidst ændring af det
videnskabssystem, vi har i dag. Ethvert system har sine egne tidskonstanter,
som skal respekteres. Forskningens tidskonstanter er lange. Netop
derfor skal den langsigtede kurs udstikkes løbende for ikke
at komme ud af kurs, eller det der er værre, helt at sejle
uden kurs i et farvand, der er isoleret fra verdens problemer.
Regeringens redskab til kursfastsættelse er den nationale
strategiproces, som indeholder begge de forskningspolitiske grunddimensioner:
dialogen og prioriteringen. Den involverer såvel forskerverdenen
som de kræfter i samfundet, der efterspørger god forskning.
Det er en forpligtende proces, der indeholder prioriteringer af
såvel intern som ekstern natur, og med krav om strukturelle
tilpasninger for at nå strategiens målsætninger.
I Danmark afspejles diskussionen mellem interne og eksterne prioriteringer
tydeligst i dialogen mellem universiteter og sektorforskning, mellem
universiteter og universitetshospitaler og mellem universiteter
og industri. Sektorforskningen blev jo netop etableret, fordi det
etablerede videnskabssystem ikke ville forholde sig til nye tværgående
problemstillinger som miljø og transport.
Adskillelsen i et internt og et eksternt begrundet videnssystem
er usund, for de hænger uløseligt sammen, dels gennem
uddannelsen, der lider under opsplitningen, dels gennem fælles
problemer. Samtidigt svækkes det samlede forskningssystem,
fordi det er et hus med indbyggede konflikter. Et stærkt forskningssystem
forudsætter en øget diversitet på mange planer,
herunder mere fleksible ledelsesformer, en bredere rekruttering,
en bevidst afvejning af interne og eksterne interesser samt ikke
mindst et grundlæggende ændret syn på de herskende
paradigmer, der ellers vil slå over i en mytisk natur.
- M. Polanyi, The Republic of Science: Its Political &
Economic Theory, Minerva 1, 54-73 (1962)
- K. Jelved & A.D.Jackson, Naturens Verden, 82, 14-19
(1999)
- D. Stokes, Pasteurs Quadrant- Basic Science and Technological
Innovation, Brookings Institute, Washington (1998)
- J. Cohen, Science, 283, 1998-99 (1999)
- T.S. Kuhn, The Structure of Scientific Revolutions, UCP,
Chicago (1962,1995
|
