|
Det bliver mere og mere almindeligt at udnytte de muligheder, der
er indenfor sit fag, til at tage ud og studere en periode udenfor
Danmark. Det at få et hverdagsliv et andet sted og lære
et andet samfund og dets uddannelsessystem at kende indefra er for
de fleste en stor oplevelse, der udvider horisonten og forståelsen
for andre kulturer. Dog kan kulturforskelle godt være lettere
chokerende, og det er godt at være forberedt.
Paris - byernes by
Paris er en vidunderlig by. Jeg var så heldig at få
mulighed for at komme derned i studireåret 97/98 og læse
mit fjerde år biologi, og endda på en meget specialiseret
uddannelse indenfor lige netop det, jeg interesserer mig mest for,
nemlig genetik. Opholdet blev arrangeret gennem en slags Erasmus-aftale,
der nok egentlig hedder Sokrates nu, men det er der vist ingen,
der tager så alvorligt. I hvert fald ikke franskmændene,
men hvad andre går rundt og kalder tingene, er jo heller ikke
ligefrem det, der holder dem vågne om natten...
Lige fra jeg startede med at læse har jeg vidst, at jeg ville
udnytte den fantastiske mulighed, det er under studiet at kunne
komme ud og opleve et andet land. Valget faldt på Frankrig,
fordi jeg havde fransk i gymnasiet og gerne ville lære sproget
rigtigt, Paris havde de bedste faglige tilbud, og en udvekslingsaftale
var allerede i stand med et universitet dernede, hvilket mindskede
besværet med indskrivningen. Dermed dog ikke sagt, at det
var let, for der er meget arbejde med legatansøgninger, forhåndsgodkendelser,
udtalelser, bolig og meget, meget mere, før man endelig fuld
af forventning tager afsted mod et helt år, der bare ligger
dér foran én med det eneste løfte, at det bliver
anderledes.
Jeg havde hjemmefra søgt og fået et værelse
på "Det Danske Hus" i Universitetsbyen i det sydlige
Paris, som er en park med over tredive kollegier fra forskellige
nationaliteter, og i alt ca. 5000 udenlandske studerende. Der er
en overordnet aftale husene imellem om at udveksle studerende, og
jeg blev derfor efter en måned flyttet over i det spanske
hus. Jeg kan kun anbefale at arrangere bolig så man bor sammen
med andre. Helst noget kollegie-agtigt, men ellers bofællesskab
i en lejlighed, for man kan blive meget alene et helt fremmed sted,
før man får etableret et netværk. De franske
studerende på mit studie var ikke just åbne i starten
- hvorfor fandt jeg først senere ud af - så jeg var
glad for mit lille kollegiesamfund.
Den første måned gik strålende. Jeg tog derned
en måned før studierne startede for at gå på
sprogskole, lære byen lidt at kende, og få ordnet alt
det administrative, hvilket er et helt kapitel for sig. Der er jo
allerede sagt og skrevet meget om fransk bureaukrati. Jeg kan kun
sige: Det passer. Man tror, det er løgn. Men har man tid
til det og vælger ikke at lade sig irritere, kan det give
en udmærket sightseeing rundt i byen at skulle finde alle
de forskellige kontorer. Man skal bare huske en masse officielle
papirer med pæne stempler på, uendelig mange pasbilleder
(i sort/hvid og hvor man kan se det højre øre!!) og
noget med at læse i...
Erasmus studerende
Så startede studierne, og dermed den egentlige motivation
til at skrive dette indlæg. Mit første møde
med det studie, jeg skulle følge, var da jeg skulle op og
spørge, hvornår den første forelæsning
var, om jeg skulle vælge valgfag før det, og hvis ja,
om der så var en liste med fagbeskrivelser, jeg kunne få
med hjem og kigge på. Egentlig meget relevante spørgsmål,
som jeg ikke havde ventet ville komme så meget bag på
den ellers søde sekretær for netop den uddannelse,
jeg skulle følge, her små to uger før studiestart.
Hun prøvede febrilsk at hjælpe mig, men måtte
give op. "Plejer det ikke at være omkring den første
oktober?", spurgte hun opgivende. Det hjalp mig ikke så
meget videre, og da det gik op for os begge, at hun faktisk slet
ikke havde oktoberbladet i sin kalender, var det jo svært
at komme videre. Jeg besluttede mig derfor til at gå lidt
længere ned ad gangen og spørge ham, der var overadministrator
af uddannelsen, selvom jeg havde fået at vide af den flinke
Erasmus-koordinator dernede, at han var "en travl mand".
Han var åbenbart den eneste, der havde de oplysninger, jeg
søgte, og han kunne jo bare sige, han ikke havde tid, tænkte
jeg, naiv som jeg var og stadig uvidende om, hvad det vil sige,
at være noget, der er mere end nogle andre i Frankrig. Det
første han gjorde, var olmt at spørge, hvad jeg ville.
Jeg sagde meget venligt og smilende på mit let vaklende fransk,
at jeg var Erasmus-studerende og skulle følge det fjerde
år på hans uddannelse, men at...Her afbrød han
og sagde, at han absolut ikke havde hørt om nogle Erasmus-studerende
i år - hvem der var min koordinator? Jeg svarede, hvorefter
han uden et ord strøg hen til telefonen, ringede min rare
koordinator op, og skældte ham huden fuld. "Vi må
have talt om de Erasmus-studerende", var det sidste han sagde,
før han smed på. Så vente han sig om mod mig,
der bare havde stået og flagret under overhalingen, og spurgte,
hvad det så var, jeg ville. Jeg fremsagde om muligt endnu
mere venligt, men lettere chokeret, mit ærinde, og han tog
et stykke papir frem, hvorpå han med meget store bogstaver
skrev dato, tidspunkt og lokalenummer for den første samling.
"O..Og valgfagene?" "Du skal bare være dér!"
Sagde han brysk og gjorde det helt klart, at audiensen var forbi.
Umiddelbart inden jeg gik ud af døren, fik han dog lige sagt:
"Ja, du skal jo tale flydende fransk inden vi starter, ellers
har du ikke en chance." Jeg ved ikke, om jeg svarede, men smilet
sad vist stadig fast, omend lidt stift.
Jeg beskriver denne episode så detaljeret, for den markerer
virkelig et vendepunkt, og er symbolsk for mit første møde
med det franske uddannelsessystem. Havde det bare været et
enkeltstående tilfælde med en enkelt magtsyg og ubehagelig
person, var den nemt gået i glemmebogen. Det er jo ikke værd
at gå og huske på, men sådanne oplevelser, der
i den grad slog benene væk under mig, fordi de var så
anderledes, end hvad jeg var vant til, og fordi jeg simpelthen ikke
forstod bevæggrundene, var det desværre ikke slut med.
Elite uddannelse
Det viste sig hurtigt, at jeg var kommet ned på en slags
universitær elite-uddannelse, som er blevet oprettet indenfor
ganske få retninger på universitetet som en pendant
til det, de kalder "les Grandes Ecoles", de Store Skoler.
Disse er et specielt, fransk fænomen. De tilbyder en videregående
uddannelse, men har ikke noget med universitetet at gøre,
og det er meget svært at komme ind. Man skal først
gå på forberedelsesskole et års tid efter gymnasiet,
og optagelsesprøverne er efter sigende benhårde, men
der er vist meget få, der ryger ud, når de først
er optaget, og gennemfører man uddannelsen, kan man faktisk
være sikker på en højere plads i samfundet. Det
er meget fint at komme fra en af de store skoler. Består man
ikke optagelsesprøven, må man jo tage universitetet.
Det er ikke særlig fint, og det har universiteterne så
prøvet at lave om på ved at lave disse "Magistère"-grader,
som er en to-årig overbygning på grunduddannelsen, og
som man kun kan komme ind på gennem hårde tests og interviews...............eller
som Erasmus-studerende.........
På den uddannelse, jeg kom ned på, valgte de hvert
år ca. 40 studerende ud fra hele Frankrig, som simpelthen
var indstillet på at give to år af deres liv 110% for
at få den grad. Det vidste jeg ikke. Jeg fandt dog allerede
på den føromtalte første samling (- hvor jeg
selvfølgelig skulle have valgt fag hjemmefra og derfor i
al hast måtte sætte nogle krydser på må
og få -) ud af, at noget var lidt anderledes, end jeg havde
forventet. Jeg sad pludselig med et skema foran mig med 50 timers
forelæsninger (!) om ugen, og var sikker på, jeg havde
lavet fejl i den hastige valgfagsproces. Det havde jeg ikke.
Forelæsningsnoter
Den første uge på studiet var forfærdelig.
Det var den anden også, men da var jeg blevet zombie, og så
er det ikke så slemt. Universitetet var stort (huser ca. 50.000
studerende), gråt og smækfyldt med asbest, som var blevet
lovet fjernet for længe siden, men så havde der været
magtskifte og omprioriteringer og..ja..bureaukrati, og det var der
altså stadig trods forkølede bannere rundt omkring
med ordlyd som f.eks."3 år - ikke 30! -Asbest giver cancer!",
hvilket jo ikke ligefrem løftede stemningen. Her havde jeg
forelæsninger fra ca. 9-19 hver dag, uden fagbeskrivelser,
uden bøger, og alt, hvad der siges til forelæsningerne,
er pensum. Så er det bare med at spidse blyanten! Problemet
var bare, at jeg kunne have taget nok så mange kurser i fransk
hverdagssprog uden nogensinde at forstå, hvad forelæserne
egentlig snakkede om. Det var nemlig fagsprog, og franskmændene
har som bekendt den politik, at de ikke vil have deres sprog forurenet
med alle de ubehagelige engelske termer, der ellers dominerer feltet,
og som alle andre flittigt bruger - uanset nationalitet. Det kan
godt være, det er meget charmerende på afstand, at de
fjollede franskmænd tror sig bedre end alle andre og simpelthen
har et råd, der opfinder kunstige ord for at slippe for de
engelske gloser, men det er lidt svært at se det morsomme,
når manden står dér foran og snakker sort og
tilmed forventer, at man skriver det hele ned. Nå, men jeg
kunne jo se, at alle de andre skrev uafbrudt, så jeg tænkte,
snu som altid, at jeg jo bare kunne kopiere deres noter, når
jeg slet ikke selv havde fanget noget. Det kunne jeg også,
ingen problemer. Desværre viste det sig, at de har lært
noteteknik helt fra gymnasiet, hvor der heller ikke er nogen bøger,
og læreren simpelthen kommer ind i klassen og skriver alt,
han skal sige, ned på tavlen. Dette har resulteret i, at de
alle hver især har udviklet deres helt egen stenografi-agtige
teknik. Det er smart, for det går lynende stærkt, og
det er ikke så hårdt for hånden at skrive de daglige
ti timers diktat, men det er om muligt mere uforståeligt end
det kunstige fagsprog. Jeg prøvede også med en diktafon,
men det er svært at nå at høre ti timer igennem
igen, når man kommer hjem, hvis der da også skal være
tid til søvn... Jeg købte så en ordbog udgivet
af det der forb... råd og lærte alle gloserne. En screening
hedder en "crible" og sådan er det hele vejen igennem...
Jeg løb også rundt for at finde bøger og reviews,
der dækkede de emner, der var blevet forelæst i, men
det var nemmere sagt end gjort. Forelæserne blev meget overraskede
når jeg gik op og spurgte dem, om de kunne anbefale noget
litteratur om deres emne. Nogle hævdede, at det fandtes der
ikke rigtigt, mens andre bare blev fornærmede fordi de troede,
jeg insinuerede, at de ikke forklarede det godt nok. Én havde
ekstraordinært lavet et hæfte med en masse figurer taget
fra forskellige artikler, og da jeg efter en forelæsning gik
op og spurgte, om jeg ikke kunne få referencerne, blev han
meget gal og sagde, at det ville tage ham alt for lang tid. Da jeg
lettere chokeret satte mig tilbage på min plads, spurgte jeg
min sidemand, hvad man som fransk studerende gjorde, hvis man fik
en brændende interesse for et af de præsenterede emner
og fik lyst til at læse mere selv. Han kiggede uforstående
på mig og svarede: "Jamen, han siger jo det, vi skal
kunne.." En anden gang kom en af forelæserne til at nævne
en henvisning til en god bog om emnet, men jeg fik ikke fat i navnet,
og gik derfor op efter forelæsningen for lige at få
det igen. Det nægtede han. "Ikke uden alle de andre også
hører det igen.", sagde han, "Så må
jeg sige det igen til næste forelæsning", og så
stod jeg endnu en gang som et stort spørgsmålstegn.
Studier, karriere og økonomi
Lidt efter lidt forstod jeg, hvorfor de handlede, som de gjorde.
For det første fordi de kan lide at vise deres magt. Det
er et meget vigtigt aspekt. Der er meget, meget langt mellem forelæser
(professorer, som kalder dem på fransk) og studerende. Lidt
som jeg forestiller mig forholdene på universiteterne herhjemme
for 40 år siden, før studenterne gjorde oprør,
men de fik jo heller ikke lov til at gennemføre noget oprør
i Frankrig. De blev banket og ligefrem skudt ned, så der er
måske ikke noget at sige til, at intet har ændret sig.
På det universitet, jeg gik, var der ikke noget, der lignede
en kantine. Der var boder, hvor man kunne købe sin mad, men
der var ingen steder, man kunne sætte sig ned og spise den,
så man måtte stå ude i kulden eller på trappeopgangene,
og det var med det udtalte formål, at studenterne ikke måtte
kunne samle sig. Det var bygget lige efter ´68 og simpelthen konstrueret
sådan. En anden grund til deres sære opførsel
var, at det virkelig var et studie, hvor albuerne skulle være
skruet ordentligt på. Der var nemlig ikke specialepladser
til alle, og kun de bedste - eller dem, der blev bedst venner med
lærerne - fik de gode pladser, hvor der kunne være mulighed
for en ph.D. bagefter. Man kunne altså risikere at have læst
i fire år og så ryge ud uden grad, hvilket virkelig
var en fiasko, for man ville aldrig kunne komme videre. For dem
var selv en kandidatgrad ikke nok, og det er ikke fordi, de var
snobbede. Det er simpelthen nødvendigt at have en ph.D.-grad
i Frankrig for at få et job. En af forelæserne sagde
engang ud over forsamlingen, der alle havde blanke øjne af
stress, for det var lige inden eksamenerne, at hvis de ikke havde
afsluttet deres ph.D. inden de var 26, var de færdige. Det
gjorde det ikke ligefrem bedre. Vi var altså alle konkurrenter,
og det var derfor, forelæseren der havde nævnt henvisningen,
ikke ville sige den igen til mig alene. Han var bange for, jeg skulle
løbe hen på biblioteket og låne alle eksemplarerne,
så de andre ikke kunne få glæde af dem! Han kunne
ikke forestille sig, at jeg gerne ville købe bogen, for det
gør de slet ikke dernede. Der er jo ikke noget, der hedder
SU og ikke engang mulighed for lån, så de får
deres penge fra forældrene og et eventuelt arbejde ved siden
af, men med 50 timers forelæsninger om ugen samt renskrivning
af noterne, er der ikke meget tid tilovers til erhvervsarbejde.
Flere arbejdede dog om lørdagen. På et tidspunkt snakkede
jeg med en, der sagde, at i hans drømmesamfund fik de studerende
hjælp fra staten, for det ville give dem en vis status som
noget støtteværdigt i samfundet og hjælpe dem,
hvis forældre ikke havde råd. Han vidste ikke, det fungerede
sådan nogen steder. Jeg brokker mig aldrig mere over SU´en.
De troede generelt ikke på det, hvis jeg fortalte dem, at
jeg fik 3000 kroner ind på kontoen om måneden i hele
min studietid, og et år ekstra hvis jeg ikke lige blev færdig.
Præstationer og konkurrence
Det var også fordi, de andre studerende på holdet
troede, at jeg skulle skrive speciale dernede, og altså var
en konkurrent til pladserne, at de ikke snakkede til mig i starten.
Først da de fandt ud af, at jeg skulle hjem igen når
året var omme, løsnede de op. De spurgte mig mange
gange. Da eksamenerne så kom oplevede jeg, hvad det det vil
sige at drive folk helt derud, hvor de ikke kan længere. Der
var eksamener morgen og eftermiddag 14 dage i træk, uden bøger
selvfølgelig, og ofte også uden noter. Jeg var selv
rimelig afklaret, for jeg vidste jo, at det værste, der kunne
ske for mig, var at jeg måtte tage nogle nogle ekstra fag,
når jeg kom hjem og dermed forlænge mit studie lidt.
For dem derimod stod alt på spil, og jeg så simpelthen
folk få deres livs knæk. Det var ikke rart. Jeg stod
og snakkede med en lille pige, der havde været den allerbedste
på holdet sidste år, men da den første eksamen
var gået dårligt her i år, var det som en lavine,
for man nåede ikke at sunde sig til den næste, som hun
sagde, mens tårerne bare trillede ned af kinderne. En anden
var virkelig syg og skulle have ligget i sin seng, men han sad alligevel
der og hang hver dag med røde øjne, mens han skiftevis
spiste koffein-tabletter og aspiriner, for eksamenerne skulle bare
tages, når de var der. Jeg spurgte, om der ikke var re-eksamener,
og jo, det var der vist i nogle af fagene, hvis tilstrækkeligt
mange dumpede, men de var lagt efter specialeplads-interviewene,
og så var der jo alligevel ikke så meget at bruge dem
til. De skal simpelthen skrive ansøgninger og til samtaler
for at blive vurderet til en eventuel specialeplads, og der skal
man selvfølgelig have bestået det hele - helst med
udmærkelse. En pige på holdet var dumpet i nogle fag
sidste år, og tog derfor året om med os, men hun havde
ikke en chance for at få en specialeplads, for de kunne jo
se, hun var forsinket, som en af de andre på holdet forklarede
mig.
Det franske samfund
Jeg kunne blive ved med at fortælle om den slags oplevelser,
for jeg mødte virkelig et helt anderledes miljø og
en helt anderledes grundindstilling til mange ting dernede. Det
svære ved at støde ind i en anden kultur er, at der
er ting, man simpelthen ikke forstår. Alle borgere i et samfund
gennemgår overordnet den samme grundopdragelse, især
gennem skolen, og dette resulterer i en generel måde at opfatte
tingene på, og når man ramler ind i, at man bare ikke
forstår, hvorfor folk gør som de gør, kan det
være svært at tackle. Det er ikke bare, at man ikke
kan acceptere deres bevæggrunde, nej, det er simpelthen fundamentet,
der er anderledes, og det kan være meget svært at få
ord på. Når jeg prøvede at diskutere deres uddannelsessystems
grundholdninger med dem, var de helt uforstående. De var jo
opdraget af det og stadig midt i det, og kunne derfor ikke sætte
sig udenfor og vurdere det objektivt. De havde jo heller ikke set
andet, så der var ikke noget sammenligningsgrundlag, og alle
andre i samfundet havde været igennem det samme. Jeg snakkede
på et tidspunkt om det med chefen på det laboratorie,
jeg var på det sidste stykke tid, og spurgte, om det generelt
var sådan i det franske uddannelsessystem, at folk bliver
kørt til de knækker. Ja, svarede han lidt forvirret,
ellers finder man jo ikke ud af, hvor deres grænse er.
Sådanne oplevelser får en til at tænke over,
hvad det er for nogle ting og grundholdninger, vi bare går
rundt og tager for givet herhjemme, men det skal der nok en udefra
til at hjælpe med at finde ud af. Janteloven er en oplagt
kandidat, men der må være meget mere, som bare er så
naturligt for os, at vi ikke kan få øje på det.
Jeg håber ikke, dette afholder nogle fra at tage ud og studere.
Det er absolut ikke meningen. Det giver mange tanker og mange store
oplevelser at se et andet land indefra, men man skal ikke tro, man
bare kan vade ind og gebærde sig, og at folk det nye sted
grundlæggende er, som der hvor man kommer fra. Det er godt
på forhånd at vide, at der er noget, der hedder kulturforskelle,
som er noget meget diffust noget, men alligevel godt kan give en
mavepuster, når man støder sig på det. Jeg vil
lige her til sidst sige, at det selvfølgelig også afhænger
af, hvor man tager hen. Min bror læser i øjeblikket
i London og nyder hvert sekund. Alle er søde og hjælpsomme,
og der er mange, der bare er ansat til at tage sig af udenlandske
studerende. Ligesom herhjemme. Sådan er vi så forskellige.
|
