|
Serendipity: Tilfældige opdagelser
Den videnskabelige korrekthed tilsiger os at fremsætte en hypotese,
som derefter søges afkræftet. Langt de fleste videnskabelige publikationer
handler dog om bekræftelse af hypoteser. Det skyldes som regel,
at hypotesen formuleres efter, at forsøgene er gjort, altså ved
efterrationalisering. Historien viser nemlig, at de store spring
i videnskaben, de såkaldte paradigmeskift, hvor etablerede teorier
eller dogmer forkastes, ofte sker som følge af det, der på engelsk
kaldes "serendipity", som betyder "evnen til at gøre
nyttige opdagelser ved en tilfældighed". Ordet stammer fra
et folkeeventyr om tre prinser fra Serendip, der er et gammelt navn
for Ceylon, det nuværende Sri Lanka. Prinserne udmærkede sig ved
hele tiden at opdage ting, som de ikke søgte efter, ved tilfældigheder
og skarpsindighed.
Eksempler på tilfældige opdagelser
Royston M. Roberts, professor i kemi ved University of Texas i Austin,
har samlet en lang række eksempler på opdagelser, der bygger på
uheld eller tilfældighed, i en meget lærerig og anbefalelsesværdig
bog "Serendipity: Accidental Discoveries in Science".
Af klassiske opdagelser nævnes Arkimedes, som fandt metoden til
at bestemme genstandes rumfang under badning i det offentlige badehus,
og som udbrød det berømte "Heureka", "Jeg fandt det",
og løb nøgen hjem fra badehuset. En anden klassiker er Newton, der
ved at betragte det faldende æble, udledte tyngdeloven. Andre kendte
eksempler er Sir Alexander Flemmings opdagelse af penicillin i en
kontamineret Petriskål og Mehring og Minkowski’s opdagelse af en
blodsukkersænkende faktor i pankreas, idet de under undersøgelsen
af fordøjelsesprocessen bemærkede, at fluer blev tiltrukket af urin
fra hunde, der havde fået fjernet pankreas. De fandt, at der var
sukker i urinen. Dette førte senere til Banting og Best’s opdagelse
af insulin. Bogen indeholder et utal af eksempler inden for fysik,
kemi, medicin, astronomi og arkæologi, hvor tilfældigheder eller
uheld har ført til epokegørende opdagelser og opfindelser.
Det er også værd at nævne nogle eksempler på danskere, der har
gjort betydningsfulde opdagelser, der ikke er med i bogen. Således
blev Antabus til behandling af alkoholisme opdaget af de danske
farmakologer Hald og Jacobsen. De var i gang med at undersøge ormemidler,
men oplevede ved et cocktail-party, at de blev syge efter at have
indtaget stoffet disulfiram. Det er nok heller ikke alle, der ved,
hvorledes professor i biokemi ved Københavns Universitet Hans Klenow
opdagede det for molekylærbiologer uundværlige "Klenow"
enzym, som det kaldes verden over. Under præparationen af DNA polymerase
skete det engang, at ekstraktet blev stillet i køleskabet over en
weekend og derved blev degraderet. I stedet for at kassere den mislykkede
præparation og starte forfra, gav Klenow sig til at analysere degradationsprodukterne.
Det viste sig, at enzymet var blevet spaltet i to fragmenter, hvoraf
det ene besad polymerase aktiviteten, mens det anden havde nuclease
aktivitet.
Kan man fremme tilfældige opdagelser?
De talrige eksempler på utilsigtede opdagelser sket ved tilfældigheder
eller uheld illusterer, hvorledes grundforskning adskiller sig fra
målforskning. Målforskning er ofte rettet mod et bestemt resultat,
typisk identifikation af et stof, der har en bestemt virkning. Denne
strategi fører naturligvis ofte til opdagelsen af nye stoffer, men
indebærer også, at man overser stoffer, der har andre virkninger
end den tilsigtede. Det meste af den forskning, der foregår i industrien,
og meget af den forskning som de forskningspolitiske programmer
tilstræber, er målrettede mod nye produkter, som kan gavne eksportindustrien.
Grundforskning betragtes stadig af mange som nytteløs.
Men som det fremgår af de mange eksempler på tilfældige opdagelser,
har disse ført til revolutionerende nye videnskabelige fremskridt,
som også i høj grad har kunnet udnyttes i industrien. Problemet
er, at man ikke kan planlægge sådanne tilfældige opdagelser. Men
man kan fremme mulighederne for at tilfældighederne bliver opdaget,
nemlig ved at udvikle en "prepared mind", som Roberts
konkluderer i sin bog. Allerede i skolen må man sørge for at vedligeholde
og stimulere den naturlige nysgerrighed, som alle børn møder op
med, når de starter i skolen. På universitet må der lægges vægt
på at fremme opmærksomheden på de uventede eller "forkerte"
resultater. Tilfældige og utilsigtede begivenheder optræder hele
tiden, men kun den "modtagelige ånd" vil forstå at omsætte
dem til nye erkendelser. Men er det ikke de samme vilkår, som gælder
for kunsten? Måske skulle grundforskningen lægges under kulturministeriet!
|
