|
Hvordan optimerer man Universitetsforskningen, hvordan får man
det bedst mulige udbytte af de penge man investerer i forskning?
Først hvad mener man med udbytte. Her må man skelne mellem anvendt
forskning, og grundforskning. Den anvendte forskning sigter på at
omsætte forskningsresultater i noget praktisk anvendeligt, hvis
udbytte er umiddelbart måleligt. Grundforskningen sigter på at forøge
vores viden om den natur der omgiver os, og har ikke umiddelbart
praktisk sigte. Grundforskning sætter spørgsmålstegn ved det accepterede,
og flytter grænser. Her er udbyttet langt vanskeligere at måle,
og ikke noget der umiddelbart kan omsættes i penge. Grundforskningen
foregår hovedsageligt ved universiteterne og de højere læreanstalter.
Udbyttet af grundforskningen skal søges i:
1. Den forskningsbaserede uddannelse af kandidaterne. De skulle
gerne forlade universiteterne med aktuel viden om udviklingen indenfor
deres fagområde, med en oplæring i hvordan man vedligeholder sin
viden, og med en videnskabelig holdning til de problemer de fremover
skal beskæftige sig med.
2. Kvaliteten af de uddannede forskere. Kandidaterne rekrutteres
til universiteterne og til alle de områder i samfundet, hvor der
er brug for forskere. Ikke mindst til industrien, som efterspørger
forskere med en solid uddannelse i grundforskning.
3. Kommunikationen med internationale forskere. Et aktivt grundforskningsmiljø
giver muligheder for at kommunikere med det internationale videnskabelige
samfund, og dermed baggrund for at kunne forstå og drage nytte af
de resultater der opnås andetsteds.
4. De opnåede forskningsresultater. Det er sjældent der sker gennembrud,
mest er det mursten til en fælles bygning, hvor mange ud over hele
verden deltager. Åbenhed og fri udveksling af resultater er afgørende.
Grundvidenskabelige resultater er sjældent umiddelbart omsættelige
i noget anvendeligt, men ofte på længere sigt. De er grundlaget
for den anvendte forskning.
5. Den internationale anseelse. Det giver Danmark international
anerkendelse når dets videnskabsmænd yder et bidrag til den videnskabelige
udvikling.
Udbyttet af grundforskningen er en vanskelig størrelse at måle.
Men det kan måske koges ned til at det er kvaliteten af den forskning
der udføres, og formidlingen af informationen til studenter og kandidater.
Patentering af forskningsresultater
Når Forskningsministeren taler om at udbyttet af universitetsforskningen
skal øges, og at universiteterne skal være mere ambitiøse, må man
spørge på hvilke af de fem områder udbyttet ikke er godt nok. Og
når det samtidig udtrykkes, at det skal være pligtigt at udtage
patenter, hvor det kan lade sig gøre, får man fornemmelsen af, at
med større udbytte menes noget der direkte kan omsættes i penge.
Forskningsministeren mener forhåbentlig ikke, at man skal omlægge
universitetsforskningen fra grundforskning til anvendt forskning.
Det vil være ødelæggende for forskningens fremtid i Danmark. Det
behøver man vist ikke at give argumenter for.
Men også i grundforskning opnås der resultater hvis nytteværdi
kan forudses og som kan patenteres. USA er det land der er længst
fremme med at udtage patenter fra universitetsforskningen. I 1992
udtog amerikanske universiteter årligt ca. 1600 patenter, hvilket
omsat til danske forhold (5 mill. mennesker mod 250 mill.) svarer
til 32 patenter. Den årlige royalty svarer til ca. 30 mill kr.,
hvorfra skal trækkes udgifter til udtagning, opretholdelse og evt.
forsvar af patenterne. Jeg kender ingen oversigt over hvor mange
patenter der udtages ved danske universiteter og højere læreanstalter,
men næppe af den størrelse. Nettoindtægten fra patenterne er ikke
noget stort beløb sammenholdt med hvad forskningen koster og med
de ulemper der er forbundet med patenteringen.
Ulemperne ved patenteringen er for det første, at det fører til
lukkede miljøer med hemmeligholdelse omkring forskningen, og dermed
til en uheldig indvirkning på forskningsmiljøet. Den manglende kommunikation
kan betyde, at projektet ikke får den stimulation der fører til
det bedste resultat. Endvidere til forsinkelse af offentliggørelse,
som kan betyde at andre i mellemtiden laver det samme, og publicerer
det med det resultat, at det bliver den der først publicerer der
får anerkendelsen i den videnskabelige verden og ikke patentansøgeren.
Ved et internationalt møde, som jeg deltog i blev en forsker spurgt
om sine resultater omkring en forskning man vidste han havde beskæftiget
sig med. Af hensyn til evt. patentering ville han ikke udtale sig.
Der var efterfølgende kold luft omkring ham, og ingen invitationer
til at deltage i efterfølgende internationale møder. Man kan ikke
nyde hvis man ikke vil yde. Det er også en risiko. Men værre er
den indflydelse det kan have på forskningen, at penge i stedet for
anerkendelse bliver motiverende. Det er meget betænkeligt at Forskningministerens
forslag ikke lader det være op til forskeren at afgøre hvad han
finder mest værdifuldt, pengene eller anerkendelsen.
Selv med et lavere patentantal end det amerikanske, er det en
proportionsforvrængning, at tale om at nytteværdien af dansk universitetsforskning
ikke er stor nok, fordi der ikke udtages nok patenter. Indtægten
fra patenter er lille i forhold til hvad man investerer i forskning,
og hvad nytteværdien i øvrigt er af universitetets forskning. Men
det er naturligvis rimeligt at det mulige udbytte af universitetsforskningen
kommer landets borgere til nytte gennem en industriel nyttiggørelse.
Problemet er at finde en form for samarbejde, hvor både universiteternes
og industriens interesser tilgodeses. Et særkende ved universitetsforskningen
skulle gerne være, at den er bestemt af en sund videnskabelig vurdering
ubehæftet af økonomiske interesser. Andet vil være ødelæggende.
Det kan anføres, at med hensyn til ejerskabet af europæiske patenter
i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) ligger Danmark på en
fjerdeplads efter Sverige, Schweiz og Tyskland, med USA på en niende
plads. Med hensyn til ejerskabet af amerikanske patenter ligger
USA på en anden plads efter Japan, efterfulgt af Schweiz, Sverige
og Tyskland, med Danmark på en tiende plads (Science 1998;281:49).
Forskningskontrakter
Universiteterne skal være mere ambitiøse, siger Forskningsministeren,
og derfor skal de indgå kontrakter hvor de definerer deres mål,
og bruge dem som målestok for om de opnås. Nu hører aktive forskere
gennemgående til de mest ambitiøse mennesker, for hvem arbejdstiden
er en by i Rusland. De knokler for at opnå tilfredsstillelsen ved
at flytte grænser og for at få den anerkendelse, at det internationale
videnskabelige samfund referer deres arbejder. Men der menes åbenbart
at man burde kunne få mere ud af universitetsforskningen. Det kan
derfor være rimeligt at se på hvordan dansk basal forskning er placeret
i en international sammenhæng.
Blandt de syv G7 lande samt Australien, Holland, Sverige, Schweiz
og Danmark, er Danmark nr. 2 med hensyn til antal artikler publiceret
i det amerikanske tidsskrift Science per 1 million £ investeret
i basal forskning. Storbritannien er nr. 1 med Sverige og Schweiz
som nr. 3 og 4. Science anses for et af verdens førende videnskabelige
tidskrifter (Science 1998;281:49).
En undersøgelse baseret på Science Citation Index fra l981 til
l994 omfattende de 15 videnskabeligt mest aktive lande i verden
viser, at Danmark med hensyn til antal videnskabelige artikler publiceret
i forhold til indbyggerantallet ligger som nr. 4, efter Schweiz,
Israel og Sverige, og det samme gælder for antal citationer. USA
ligger på en 9. plads når det gælder antal publikationer, men på
en 5. plads når det gælder antal citationer. Med hensyn til citationer
per artikel, som er et mål for kvaliteten af de videnskabelige artikler
ligger Danmark også på en fjerde plads efter USA, Schweiz og Sverige.
Tallene skal ses på baggrund af at Danmark i 1994 brugte en mindre
fraktion af BNP på forskning end USA, Schweiz og Sverige, henholdsvis
1.8%, 2.5%, 2.7% og 3.3%. Opdelt på 20 forskningsområder ligger
Danmark i 10 af områderne blandt de 5 bedste nationer varierende
fra nr. 1 til 5, hvad angår antal citationer per artikel (Science
l997;275:793).
Helt dårligt står det altså ikke til, men naturligvis kan alt
gøres bedre. De etablerede Ph.D. programmer vil uden tvivl give
dansk forskning et løft. Omvendt kan man frygte at Forskningsministeriets
lyst til at styre forskningen kan trække i den anden retning. Det
bliver interessant at følge.
Men hvor skal man sætte ind for at øge udbyttet af universitetsforskningen.
Kontrakter gør det næppe. Man kan jo ikke drive et universitet som
man driver en svinefarm. Alene af den grund, at man ikke kan definere
et mål for hvad man vil opnå af forskningsresultater, når det drejer
sig om grundforskning. Det er meningsløst. Mere hensigtsmæssig vil
det nok være at se på hvad der er af problemer ved universiteterne
og bruge det som udgangspunkt for løsningsmodeller.
Forskeransættelse
I 1972 konverteredes alle forskere på universiteterne med mindst
4 års anciennitet til fastansatte lektorer uden forudgående bedømmelse.
Det har ikke været fremmende for forskningsmiljøet, og da statutter
og ansættelsesforhold har gjort afskedigelser af de forskningsinaktive
umulig, løses problemet først ved afgang indenfor det kommende årti.
På den baggrund er det foruroligende at Forskningsminsteren ændrer
ansættelsesproceduren for professorer, så det faglige udvalg kun
skal vurdere hvem der er kvalificeret, ikke hvem der er bedst. Derefter
kan et andet organ/person frit kan vælge mellem de kvalificerede.
Det er afgørende for forskningsniveauet, at man holder fanen højt
når det gælder kravet til kvalifikationer ved ansættelser, og da
der kan være meget stor forskel på kvalifikationerne af personer
der alle er professorkvalificerede, er den nye ansættelsesprocedure
ikke fremmende for ønsket om et højere ambitionsniveau. Ej heller
forslaget om at der oprettes en pulje til ansættelse af kvindelige
professorer, med det resultat at der kan ansættes kvindelige professorer
som er dårligere kvalificerede end deres mandlige kolleger. Det
er hverken universiteterne eller kvinderne tjente med.
Det er ej heller fremmende for en forskningsbaseret undervisning,
at man har fast ansatte forskere der er forskningsinaktive. Eller
at man har et stort antal løst ansatte undervisningsassistenter
der ikke har forskningsforpligtigelse eller muligheder. Men det
kunne måske overvejes om der er elementær undervisning, der ikke
nødvendigvis behøver at blive givet af en forsker. Men i så fald
må det nøje defineres. Et andet problem er den mangel på simple
pædagogiske færdigheder man møder hos mange universitetslærere.
Universitetets ansvar
Samfundet har et krav på at vide hvad det får ud af de penge der
investeres i forskning. En del af svaret er de ovennævnte citerede
opgørelser, og sammenligninger. Men det ville være vigtigt om også
Universiteterne kunne give svarene. Ud af årsberetningerne kan man
se hvad der er publiceret, af hvem og hvor det er publiceret. Men
det fremgår ikke hvem der ikke har været aktive, det kan man kun
indirekte uddrage. Det er universitetets ansvar at alle yder en
rimelig indsats. Dette ansvar pålægges institutbestyrere og dekaner,
men de har ikke muligheder for at skride ind, hvis det ikke er tilfældet.
Der er brug for at ledelsernes ansvar og kompetence, og det videnskabelige
personales ansættelsesformer tages op til overvejelse.
En mulighed for et bedre overblik er at opbygge en database ved
hvert fakultet, hvor man fortløbende for hver medarbejder registrer
publikationer, hvor der publiceres og andre aktiviteter, og fra
Citation Index registrerer citeringer af de enkelte artikler. Det
kan gøres for de fakulteter der omfattes af Citation Index, som
er de fakulteter der bruger en eget stor del af forskningsmidlerne.
For de øvrige fakulteter må man anvende opgørelser der er tilpasset
området. Derved kunne man få et materiale som fortløbende kunne
opgøres og sige noget om hvad man får ud af forskningen, hvordan
forskningen udvikler sig, og hvor der ikke ydes en rimelig indsats.
Jeg er på det rene med, at det vil møde betydelig modstand, mange
forskere har den holdning at dem skal man ikke kigge i kortene,
de skal nok selv tage ansvar for hvad de gør. Men det er set fra
samfundets side ikke en acceptabel holdning. I det lange løb vil
større åbenhed om udbyttet af forskningen kun gavne forskningen.
Sådanne opgørelserne vil også være brugelige i de sammenligninger
med andre universiteter som Forskningsministeren lægger op til.
Men sammenligningerne må være på lige vilkår. At sammenligne et
dansk universitet med Harvard, Yale, Cambridge eller andre af verdens
eliteuniversiteter har ingen mening. Man får ikke et eliteuniversitet
til discount pris.
Forskningens relevans
Forskningsministeriet lægger stor vægt på at forskningen skal være
relevant, og allokerer forskningsmidlerne til områder man mener
er relevante. Men relevans er uden mening når det drejer sig om
grundforskning, og det vil sige størstedelen af universitetsforskningen.
I grundforskning, kan ingen på forhånd sige om det område man arbejder
i, eller de resultater man opnår er relevante for noget. Da Ørsted
lavede forsøg med en kompasnål og en ledning med strøm i, eller
da Faraday opdagede at man kunne inducere strøm ved hjælp af et
magnetfelt, kunne ingen forestille sig at det havde nogen relevans.
Og dog har det været med til at omforme hele vores tilværelse.
Styring af grundforskningen gennem cigarkassesystemet fører i
bedste fald til forspildte muligheder med dårlig udnyttelse af pengene,
i værste fald til middelmådig forskning. Det bedste udbytte får
man når det er forskernes ideer der er bestemmende for hvad der
forskes i. Så jo hurtigere Forskningsministeriet opgiver cigarkasse
systemet med øremærkning af penge til grundforskning, og konverterer
dem til såkaldt frie midler, jo større er chancerne for at Forskningsministerens
ønske om et højere ambitionsniveau kan nås. Så find hurtigst muligt
ud af hvilke midler man vil bruge på universitetsforskning, og hvilke
på sektorforskning og anden anvendt forskning, og reserver cigarkasserne
til det sidste.
Forskningsbevillinger
Det forhold at der kun er meget få interne midler til forskning
på universiteterne, og at langt det meste skal søges fra eksterne
fonde fører for det første til usikkerhed i planlægningen af forskningen.
Man aldrig ved om næste ansøgning giver en bevilling. For det andet,
at man favoriserer det igangværende på bekostning af nytænkning.
For det tredje, er det vanskeligt for unge at få bevillinger og
dermed muligheder for at afprøve deres ideer. Det er især betænkeligt
på baggrund af, at det er en erfaring, at det oftest er i de unge
år at de nyskabende opdagelser gøres. For det fjerde, opfordrer
det til hurtig publikation inden tingene er gennemarbejdede, for
at man kan være sikker på at have resultater at præsentere ved næste
ansøgning. For det femte, er man meget forsigtig med at turde satse
på nye ideer, fordi det kan betyde at man ved næste ansøgning ingen
resultater har at fremlægge. For det sjette. Det forhold at bevillingsprocenten
fra forskningsrådene er på 16-20, og tilsvarende lav eller lavere
for de private fonde må betyde, at der er forskere, der er forskningsinaktive
fordi de ikke opnår fondsbevillinger. For dem der ikke ønsker at
forske kan det være en undskyldning „man kan jo ligeså godt undlade
at søge når man alligevel ikke kan få bevilling“.
Det anføres som argument for fondsbevillinger, at det er vigtigt
med konkurrence om pengene, så det er de bedste der opnår bevillingerne.
Det er korrekt når det drejer sig om anvendt forskning, hvor man
sigter på at løse en defineret opgave. Men i grundforskning, hvor
det drejer sig om nytænkning kan man ikke på forhånd udpege hvem
der er bedst.
Hvis man vil give forskerne bedre arbejdsvilkår, og dermed bedre
muligheder for en nyskabende forskningsindsats, så øger man de interne
midler til et niveau så der er forskningsmidler af en størrelse,
så det dækker de daglige udgifter til forskningen. Og reserverer
fondene til større apparatur, dyre kemikalier, eller hvor der ellers
er brug for ekstra forskningsmidler. Det er jo ikke mindre vigtig,
at man derved frigør en række højt kvalificerede forskere til forskning
fra det tidsrøvende arbejde med fondsansøgninger, der som det er
udtrykt af en fremtrædende amerikansk forsker “has become an institution
in its own right and has grown to be so cumbersome that to day it
unnecessarily consumes a major part of the energy and saps at the
vitality of the research enterprise” (Jerome Schultz, 1996).
Hvis der ikke er mulighed for øgede bevillinger kan man overføre
pengene fra de eksterne midler. Problemerne med fordelingen mellem
fakulteterne, hvis universiteterne ikke selv kan løse dem, må Forskningsministeriet
så klare ved direkte at allokere midlerne til de enkelte fakulteter.
I sammenhæng hermed er det vigtigt at der gives dekanerne større
kompetence til at fordele midler mellem institutterne, og til omrokeringer,
nedlæggelse eller oprettelse af nye enheder eftersom behovet opstår,
eller ny talenter dukker op.
At universitetsundervisningen skal være forskningsbaseret synes
som ovenfor omtalt ikke at holde stik. Med taxametersystemet har
man yderligere vendt tingene på hovedet, nu er forskningen blevet
undervisningsbestemt, idet det er undervisningskapaciteten der er
blevet bestemmende for forskningskapaciteten, jvf. det der i øjeblikket
sker ved det naturvidenskabelige fakultet i København. Er det virkelig
meningen, at forskergrupper fremover skal nedlægges eller oprettes
i takt med svingninger i studentertallet. Når man betænker hvad
det koster af tid og indsats at etablere en aktiv forskergruppe,
er det i hvert fald ikke fremmende for ambitionsniveauet. Og når
man ud fra erfaringen kan forudsige, at den lave tilgang til naturvidenskaben
før eller senere vender, forekommer det ikke at være velovervejet.
Forskningsministerens opgave
Det er Forskningsministerens opgave er at udstikke de overordnede
linier for dansk forskning. Men tænk om man havde en Forskningsminister,
som tog sit udgangspunkt i et samarbejde med forskere, dekaner og
rektorer for at finde ud af hvor problemerne er i universitetssystemet,
og sammen med dem forsøgte at finde frem til hvordan man kunne løse
dem. Forskningsministeren kunne dermed give forskerne de bedste
arbejdsmuligheder, og dermed den bedste udnyttelse af de penge der
investeres i forskning. Og ikke som det nu sker, hvor han lader
embedsmænd udarbejde det ene forslag efter det andet til hvordan
de mener forskning skal styres, og når de møder kritik fra forskerne
afviser den med, at sådan har vi bestemt at det skal være, basta,
jvf. eksempelvis reaktionen på kritikken af den sidste fuldstændig
uforståelige skrivelse om det nye bioteknologi program.
|
