|
En videnskabelig milesten blev sat i December 1998 med offentliggørelsen
af den komplette sekvens af genomet for en lille orm, Caenorhabditis
elegans (Science 1998;282:2012-2018). Det er det største genom,
som er sekventeret idag - 97 millioner baser sammenlignet med gærs
12 millioner baser - og hvad der er vigtigere, det første genom
for en multicellulær organisme. Sekvensen giver mulighed for at
forstå biologien for et helt dyr og er dermed begyndelse på en ny
epoke i den biologiske forskning.
Arbejdet blev indledt i 1983, da John Sulston og Alan Coulson på
Cambridge Universitet i England begyndte, at konstruere et kort
over C. Elegans genomet. I 1989 gik de videre med det ambitiøse
mål, at opklare den fulde genomiske sekvens af ormen, nu i et samarbejde
med Robert Waterston, Washington University, St. Louis, USA. Når
flere undrede sig over, hvorfor John Sulston var interesseret i
dette projekt i stedet for et mere ’biologisk’ problem, svarede
han spøgefuldt, at han havde en svaghed for storslåede, meningsløse
projekter (Nature 1998: 396:620-621).
Lad os forestille os, at forskerne i 1989 havde søgt Forskningsministeriet
om godkendelse og støtte til C. elegans genomprojektet. Svaret ville
sandsynligvis være et nej under henvisning til de igangværende forskningsprogrammer,
de gældende nationale forskningsstrategier og de forskningspolitiske
prioriteringer. Det er vanskeligt at forestille sig, at forskningsministeren,
embedsmændene og de forskningspolitiske rådgivere ville forstå visionen
og det langsigtede mål i et projekt, som drejede sig om en lille
orms biologi. De ville have svært ved, at anerkende betydningen
af et grundforskningsprojekt, som ville strække sig over 10-15 år.
De ville være uforstående overfor forskerens originalitet, intuition,
udholdenhed og kompromisløshed, som er nødvendig for at gennemføre
dette projekt. Under henvisning til at C. elegans projektet ikke
giver udbytte i form af samfundsnyttige resultater blev der ikke
indgået kontrakt.
Det gælder for C. Elegans genomprojektet, som for al grundforskning,
at de videnskabelige, samfundsmæssige og industrielle landvindinger
ikke kunne forudses ved starten af projektet for 15 år siden. Nu
viser det sig imidlertid, at udbyttet rækker langt udover opdagelsen
af gener og deres sekvenser (Nature 1998;396:620-621). For det første
har arbejdet med C. Elegans genomet påvirket det Humane Genom Projekt,
så det skiftede fra kortlægning til sekventering af gener. For det
andet viste C. Elegans projektet, at samlebåndsarbejde var mere
effektivt og havde lavere omkostninger end en forskerorienteret
strategi. For det tredie har C. Elegans projektet stimuleret udviklingen
af edb-programmer, som er nødvendige for at håndtere de store mængder
af sekvenser. For det fjerde er C. Elegans projektet en model for
hvordan sekventering bedst kan tjene det videnskabelige samfund.
Da John Sulston første gang beskrev projektet, understregede han,
at et af hans vigtigste mål var at fremme en åben og fri udveksling
af materialer. Fra starten har alle resultater, kloner og sekvenser
været frit tilgængelige og er løbende blevet offentliggjort på to
web sites: http://genome.wustl.edu/gsc/C_elegans/
og http://www.sanger.ac.uk/Projects/C_elegans/.
Lad os forestille os, at Universitetet i 1989 havde forlangt at
udtage patenter på sekvenser i C. Elegans genomet. Resultatet ville
sandsynligvis være, at opdagelser ville være hemmeligholdt i flere
år indtil deres mulige kommercielle anvendelse var afklaret. Det
videnskabelige udbytte af C. Elegans projektet ville blive mindre,
fordi andre forskere ikke kunne nyde godt af resultaterne. Den positive
afsmitning på det 30 gange større humane genomprojekt ville blive
reduceret. Den forsinkede offentliggørelse ville betyde overflødige
aktiviteter, fordi andre ville udføre den samme forskning. Alt i
alt ville det føre til øgede omkostninger og mindre udbytte af den
offentligt finansierede forskning.
Universiteterne har ansvaret for at garantere grundforskningens
frihed og den frie udveksling af forskningsresultater til gavn for
det internationale forskningsmiljø. Forskernes frihed har været
grundlaget for de sociale og teknologiske fremskridt i gennem århundreder.
Forskningsstyring hører til i verdslige og kirkelige diktaturer,
hvorimod demokratierne er garanter for forskningsfriheden. Historien
er rig på skræmmende eksempler, hvor enevældige magthaveres ønske
om styring af forskningen har bremset udviklingen og i værste fald
ledt samfundet på vildspor.
Forskningsministeren skal opgive sine planer om en centralistisk
styring af universitetsforskningen med kontrakter og patenter til
skade for forskningens fremskridt og samfundets udbytte. I stedet
bør minister og embedsmænd indlede en dialog med forskerne om forskningens
vilkår baseret på gensidig tillid, respekt og åbenhed. Enevælden
skal ikke genindføres på universiteterne.
|
